For nylig var jeg til Vosne Millisimé, en branchesmagning af Vosne-vine, de afholder i ulige år – i lige år er der Grand Jours-smagning af alt, der kan krybe og gå i Hele det Hellige Land.
Det var ’23, der var på display, og vi smagte DRC, Bizot, Liger – Belair, Meo – the whole caboodle med undtagelse af Guyon, hvis ’23ere stadig ligger på Clayver; store keramikfade. Dem smagte jeg til gengæld sammeaftes.
Jeg synes Vosne-vinene udmærket kan fungere som repræsentanter for årgangen som helhed: Det er en uhomogen årgang, med rekordhøje udbytter, men bemærkelsesværdigt nok også med potentialet for at lave virkelig velbalancerede vine, hvis vel at mærke udbytterne blev holdt i ave og druerne blev høstet inden for det optimale vindue, der med hedebølgen i starten af september de fleste steder blot var på 48 timer. Det siger sig selv at kun de små domainer, rent arealmæssigt, havde mulighed for at være på rette sted til rette tid (og jeg siger ‘havde mulighed for’, eftersom det ikke var alle de små, det lykkedes for), så årgangen byder både på grønne og tynde vine, på harmoniske og livlige vine såvel som på marmeladevine. Det gælder sågar inden for de enkelte domainer. Dertil er nogle cuvéer noget mere fad-prægede end vi er vant til , netop fordi mængderne var store; der var ingen fade i overskud efter årgang ’22, så de fleste domainer måtte sent ud og købe ekstra fade til høsten.
For vores vedkommende er glæden nu stor; PO er som sædvanlig den, der kommer først til landet (omend vi unægtelig har ventet længere end vi plejer)
I øvrigt planlæger han at flaske ’23erne engang til påske, men frigivelse må vi vente længe på.
Jeg skal nok lade være med at gentage min klagesang fra sidst, og i stedet forkusere på det positive, der trods alt er at sige. Vinene..
Ligesom i december smagte jeg både WineInVein-domainer og andre, og det er med betydelig lettelse at jeg kan sige, at vi fremdeles er godt kørende, rent kvalitetsmæssigt. Jeans ’24ere er knivskarpe, helt rene i frugten, intense i smagen og på alle måder lige til at forelske sig i – det skal man nu nok vare sig for, for han har slet ikke lavet Chambolle Village, han har stukket de to Chambolle 1. Cru sammen til én vin, og ligeså med NSGerne. 3 vine i alt, og jeg tror vi skal være heldige, hvis vi får 60 flasker til Danmark. I alt.
Thibaults ’23ere høster akkolader fra alle kanter, skalaerne topper ved 99 pinde flere steder, og selv hans Bourgogne Côte d’Or løfter sig over de 90. Og man forstår det godt; vinene er åbne, indtagende – ja, vel nærmest generøse i al deres overflod, med den præcision, der altid kendetegner domainet. Og det fuldstændig vilde er, at de bliver overskygget af ’24erne fra fad, der forekommer helt uvirkelige i deres diamantklare skarphed, holistiske flerdimensionalitet og sikkert nogle flere journalistudtryk af den slags, som man ikke kan skabe mening af. Problemet er bare, at mit vokabularium, der normalt er relativt rumeligt, ikke slår til, så det bliver til rene platheder det hele. Glem alt det foregående vrøvl og tag mit ord for at Thibault har lavet meget, meget store ’24ere.
Jérémy Pourrey og Nicolas Chaffurin, der tilsammen udgør Les Deux Flèches, har lavet virkelig smukke ’24ere. De hvide var endnu ikke færdiggærede; de havde vel 20-30 gram restsukker, og så er det ikke helt nemt at danne sig et klart billede af hvor de ender. Imidlertid er der ingen tvivl om koncentrationen, om syrens rankhed eller om renheden af frugten – og det er unægtelig de vigtigste komponenter.
De røde var alle igennem maloen, og viste sig med den dér helt særlige Deux Flèches blødhed og finhed, som er resultatet af den måde, de helt bogstaveligt masserer druerne med hænderne. Kobe-vin.
Husk altid: Wine is for Sharing!