Jeg er netop kommet hjem fra første runde af høsten ’25 – og jeg tager ned igen til den sidste del. Buddhalife.. 🙂
Årgang ’25 er endnu en Global Warming – årgang, og det med fynd og klem og store bogstaver. Sæsonen begyndte tidligt, og eftersom der var tilstrækkelig fugtighed i jorden voksede planterne med voldsom fart; vi så skud øge op til 20 cm. på en dag!
Meldugsporer fra sidste år var allestedsnærværende og havde for så vidt gode betingelser, men vigneronerne havde lært lektion; de stod klar helt fra start til at bekæmpe ethvert udbrud hårdt og hurtigt.
Blomstringen fandt sted i første halvdel af juni, og den var præget af en koldfront, der lige skulle forbi; det gik hurtigt, og vi oplevede en hel del coulure, det som englænderne kalder ‘shatter’ – de blomster, der ikke er bestøvet, tørrer ud og falder af. Således vidste vi allerede på det tidspunkt, at det i hvert fald ikke mængdemæssigt ville blive noget stort år. Juni gav os den første varmebølge, og flere vigneroner fortalte mig, at de aldrig havde set den grønne sæson, vækstsæsonen, udfolde sig med en sådan fart; de fleste mente, at det grundlæggende markarbejde med beskæring og opbinding var overstået ved junis udgang.
Juli gav stabilt vejr, og veraison indtraf midt til sidst på måneden; fjorten dage før normalen. Alting pegede mod en temmelig perfekt modningsperiode og en sund, omend ikke stor, høst. Lige indtil Hedebølgen fra Helvede ramte torsdag 07.08; vi fik 12 dage i streg frem til tirsdag 19.08 med temperaturer over 30 grader, flere dage mellem 38 og 39.
Hedebølgen ændrede alting. Dels blev modningen af druerne sat på turbo, således at sukkermålingerne skød i vejret – bortset ,selvfølgelig, fra de parceller, hvor stokkene ikke havde adgang til tilstrækkelig vand; dér lukkede planterne helt ned og satte alle processer i stå, som vi også så det nogle steder i både ’18, ’20 og ’22. Dels blev
druerne brændt på solsiden, Brûlage på fransk – det kan vi nu sortere os ud af. Og dels tørrede det druerne ud i voldsom grad; ved de temperaturer mister man et fad om dagen pr. ha til fordampning, hvilket sænkede det potentielle udbytte yderligere
Jeg har aldrig set så stor forvirring omkring høsttidspunkter; hvad der før havde lignet en rolig høststart først i september blev pludselig til panikhøst af især de hvide, der tabte syre med rekordfart, og udbredt uenighed om hvad der ville være det gode tidspunkt for de røde. PO erklærede ballet åbent på Corton 25.08, samme dag som i ’20, og vi høstede druer med 13,3% (jeg ved det, for de ligger i gæringskaret hvor det er nemt at lave en præcis måling af hele cuvéen) og helt modne fenoler; kærnerne i druerne var brune, stilkene ligeså. Imidlertid ville indehaveren af parcellen først høste en uge senere, på den anden side af et regnvejr. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være fristet til at lade druerne rehydrere efter den voldsomme udtørring under hedebølgen – men det medfører jo også en udtynding af syren, som fordampningen havde koncentreret ligesom i ’20. Well, hvis man er mindre konsekvent end PO (and let’s face it, det er næsten alle), så lader det sig jo korrigere med syretilsætning – hvilket også er tilladt for økologiske domainer.
Den første regn kom 28.08, og den besværliggjorde høstarbejdet; dels klæber jorden sig til sko og fødder, og dels til de kasser, vi høster klaserne ned i. Heldigvis er POs marker bevokset mellem rækkerne, så vi høstede Aux st. Julien uden problemer, mens andre måtte leve med at få en del mudder med i kasserne – og dermed i vinen.
De første gæringer forløber, som jeg skriver disse linier, roligt og fint. Hvordan det bliver med de sidste cuvéer, hvor gentagne byger har skyllet mere af den naturlige gær af druerne, må tiden vise. Jeg kører ned igen til den sidste del af høsten 14.08; i mellemtiden får jeg meldinger ind fra nedlemmer af de Fortabte Sjæle hver dag.
Summa summarum: Vi kan sige med sikkerhed, at ’25 bliver en heterogen årgang, og at det ikke bliver en stor årgang mængdemæssigt set; et hurtigt slag på tasken siger 60 – 70% af en normalårgang. Vi kan sige med sikkerhed at vi kommer til at se marmeladevine, oven i købet lav på syre – alternatvivt marmelade med tilsat syre. De hvide vil ganske givet været mindre heterogene end de røde, men jeg skal smage dem efter endt malo før jeg vil sige noget som helst om kvalitet. Årgangen er lav på malisk syre generelt, hvorimod den tartriske syre er højere – og den forbliver stabil under den malolaktiske gæring (eller fermentering, som det jo retteligt er), så jeg forventer ikke noget stort syrefald under elevage – men altså, lad os nu få resten af høsten i hus, lad os komme igennem alle vinifikationer og entonnage, omstikning fra gæringskar til fade (eller keramik eller glas eller lertøj..) og lad os så lige få overstået maloen også – så bliver vi sikkert lidt klogere..
Husk altid: Wine is for Sharing!