Meget grimt kan siges om Brunos bedstefar, fra hvem han overtog domainet tilbage i de tidlige ‘90ere, og noget af det grimmeste er kvaliteten af de vine, han lavede – jeg ved det, for jeg har været så uheldig at smage dem, endda mere end én gang.
Ikke desto mindre hylder jeg ham som en vaskeægte helt, og jeg mener i ramme alvor, at alle andre burde gøre det samme, for han var så gammeldags og vranten en bondemand, at han ikke kunne drømme om at gøre noget, som hans egen far ikke havde gjort – og hans far, Brunos oldefar, brugte ikke kunstgødning; dertil var han alt for nærrig. Sønnen fulgte som sagt i farens spor og skulle heller ikke nyde noget af det dér nymodens, syntetiske sprøjt (pun intended) mod svampesygdomme, som kom frem efter krigen.
Oldefaderen var faktisk så gammel og bondesnu, at han ved genplantningen end ikke bad om at få Grand Cru status tilbage til Combe d’Orveau, som var en del af Musigny før phylloxeraen – fordi Grand Cru’er beskattes hårdere end 1. Cru’er.
Med andre ord overtog Bruno marker, der aldrig havde været gødet med NPK-gødning, og dermed heller ikke indeholdt et overskud af Kalium i jorden.
Kalium, som alle jo ved erstatter H+ ioner, især ved lave fugtighedsgrader. Og det betyder at syreniveauet falder, og dermed at Ph-værdien stiger. Logik for burhøns..
For os vinnørder er betydningen, at Brunos vine altid, som i ALTID, har højere syreniveau end alle andres. Hans røde vines PH ligger typisk mellem 2,95 (2021) og 3,35 (2022); tal som andre kun kan drømme om. Guyons Vosne Village ’22 har PH 4,1..
Well, Brunos ’23 er hverken så lavsyrede som ’22 eller så højsyrede som hans ’21ere. Og i et år, hvor de gennemsnitlige udbytter sprængte alle rammer lå Brunos udbytte ganske som det plejer (og her må vi lige undtage ’24, som er sin helt egen mængdemæssige katastrofe) på ca. 32 Hl/Ha. Vinene udviser den klassiske Bruno-præcision, med den dér svævende intensitet, som er fuldstændig vægtløs i munden. Og for Terroir-Tosserne (som f.eks undertegnede) er det virkelig nemt at blindsmage Combe Brûlée, Haut Maizières og La Montagne, der hver især tydeligt viser deres kendetegn.
Vores allestedsnærværende René Langdahl udråbte i øvrigt Bruno’s Bourgogne Rouge Les Champs d’Argent til vinder på en delt førsteplads sammen med PO, Max og Jerome. Three out of four is not too bad..
SMAGNINGEN NEDKOGT:
Bedste vine:
Bourgogne La Grande Carelle 2021, Maxime Dubuet-Boillot
Bourgogne Les Maladières 2021, Pierre-Olivier Garcia
Bourgogne Antonin 2021, Jerome Galeyrand
Bourgogne Les Champs d’Argent Vieilles Vignes 2020, Bruno Clavelier
Læs gerne mere om Bruno på hjemmesiden:
Nu truer ‘23erne stærkt med at indfinde sig på vore breddegrader, og i den forbindelse vil jeg sikre mig, at alle med interesse for Brunos vine rent faktisk også får en tildeling.
Side note: Jeg sad med en flaske ’22 Haute Maizières i forgårs på MaMeMi med indehaver Danilo og Riccardo Meconi, som er blevet Director of Beverages på den nye udgave af Krogs, der åbner sidst i april; vi var fuldstændig måløse over den intense parfume, der steg op fra glasset. Uendelig raffineret, floral og Vosne’sk, svævende, poetisk sågar. Faktisk sad vi og ledte efter ord, der kunne beskrive oplevelsen, og det kom der mest af alt en lang tavshed ud af.. og måske er det i virkeligheden den bedste beskrivelse af Brunos vine.
Så hvis du mener at dit navn bør være at finde i kolonne A i det store Bruno-regneark, så send mig en mail på tavs@wineinvein.com og angiv gerne om du kunne drømme om 3, 6 eller 12 flasker. Det betyder ikke nødvendigvis, at du får tildelt nøjagtig det ønskede tal, men det giver mig en rettesnor at fordele efter, så vi alle kan blive tilgodeset bedst muligt.
Hvis dit navn allerede står i kolonne A behøver du ikke foretage dig noget – med mindre, selvfølgelig, du gerne vil have sat din allokation op eller ned.
Danmarks allokation af ’23 minder om ’22, rent mængdemæssigt. Det kommer til at ændre sig meget radikalt med årgang ‘24, desværre; jeg besøgte Bruno i november, og det var jævnt deprimerende at se de få fade ’24 i bunden af kælderen. Og det blev så bekræftet, da jeg fik mail lige forleden om vores ’24 allokation: 35% af et normalår, og så hører vi endda til de heldige; domainet som helhed producerede 15% af en normalårgang. 15% – lad lige den synke ind, det svarer til en syvendedel..
Som sædvanlig vil en allokation, uanset størrelse, altid udgøre et bredt udsnit af domainets vine. Og som sædvanlig vil de vine, der kun er 12 eller 24 af, gå på omgang mellem allokationsholderne, således at vi i det mindste med nogle års mellemrum kan få tildelt en flaske – i Brunos tilfælde er det Corton Rognet Grand Cru, Chambolle 1. Cru Combe d’Orveau, Chambolle 1. Cru Les Noirots, Vosne 1. Cru Aux Brûlées, Vosne 1. Cru Les Beaux Monts, Nuits st. Georges 1. Cru Aux Cras samt Gevrey 1. Cru Les Corbeaux, der er mindst af. Og som sædvanlig er man velkommen til at frasige sig de dyreste cuveer, hvis likviditeten eller ambitionen ikke lige er til det.
Brunos mindste vine er nu heller ikke sådan at kimse af; hans Chardonnay Les Glapigny er tilplantet i 1946, Passetoutgrain’en i 1924 sammen med Aligotéen. Store vine i konteksten af deres terroirer.
Husk altid: Wine is for Sharing!
