Ved foden af Obarenerne, den bjærgkæde, der markerer den nordlige grænse af Rioja Alta, på grænsen til Castilla y Leon, ligger der en vinmnark. Faktisk ligger der flere vinmarker, lidt spredt, med vildnis og lidt andre beplantninger imellem, og hvis man bevæger sig mod syd kommer der efterhånden RIGTIG mange vinmarker, jo længere ned man kommer; det her er starten på Riojas 5.000 kvadratkilometer store glyphosatørken, der strækker sig ned til Logrono, regionens hovedby.
Men lad os vende tilbage til VORES vinmark: Den er noget ganske særligt, beboet af en flok ældgamle, furede og knortede vinstokke, tykke som en træstamme. De er plantet i 1901, altså for snart 125 år siden, af Bertas tipoldefar. De dækker omtrent 3 Ha., og består hovedsaglig af Tempranillo, Garnacha, Viura, Calagraño og Malvasia. Hovesaglig, for der er en hel del stokke imellem, som Berta endnu ikke har kunnet identificere.
VORES vinmark (egentlig Bertas) er aldeles kemifri. Hun dyrker sine trofaste, gamle kæmper biodynamisk, er økologisk certificeret og i det hele taget en meget stor fortaler for at bevare, eller måske snarere genskabe, den biodiversitet, som bjergegnen har at byde på. Fuglekvidderet, insekternes summen og de mange harer, der hopper omkring, tyder på at hun har fat i den lange ende.
Berta laver 6 forskellige cuvéer, med en lille, ny på vej (mere om det til allersidst).
3 af dem er fra de gamle stokke; hun kalder dem Pretium.
Pretium Whyte (som der står på kasserne) er, som navnet antyder, en hvid vin lavet på ca. 50% Viura, 20% Calagrano, 20 % Malvasia og resten en skønsom blanding af gamle, ukendte sorter. Druerne macereres en lille dags tid inden presning, og efter en kort débourbage (udfældning af plantedele) vinificeres den på et stort, gammelt fad af fransk eg, ca. 1200 liter, som ligger på ruller – en teknik, som Alexandre Vernet har taget til sig de sidste par år til Clos Magny og Cuvée Rosalie på Domaine Hoffmann – Jayer. Berta ruller fadet i ny og næ, en slags meget blød bâttonage, og vinen får typisk 18 måneder på det store fad inden flaskning.
Vinen er stor, kompleks, med hvide blomster, stenfrugter og mandel på næsen og en blanding af melon, pære og et strejf abrikos som dominerende frugtkomponenter, med mandel, pomelloskal og bivoks i ascendanten. Hvad det så end betyder.. 🙂
Pretium Finca del Carasol er det røde modstykke, lavet hovedsagligt på Tempranillo med et tilskud af allehånde gamle, ukendte sorter. Som alle Bertas øvrige druer høstes de i oktober ved optimal fenolsk modenhed. heroppe i små 600 meters højde er der absolut ingen risiko for at tabe syre. Druerne afstilkes alle, og vinikationen foregår i cement; over cirka tre uger og helt uden ekstraktion – kun remontage. Décuvage, pressurage og entonnage følger, og Berta bruger gud hjælpemig gamle fade fra Cathiard – det er nu ikke med overlæg, det er blot dem som BarrelBrokeren tilfældigvis havde til rådighed i den ønskede kvalitet (= den højeste). Verden er lille nogen gange..
Roser, blommer, både hindbær og brombær på næsen – syren gør frugten lysere – og en kryddertone, som afgjort ikke stammer fra de gamle fade. Vinen er helt forbløffende frugtrig, med en dybde og intensitet som skal opleves. Helt uvirkeligt for Tempranillo, eller – ja, bare i det hele taget.
Pretium Garnacha
Berta høster og sorterer sine gamle Garnachastokke for sig. Hun vinificerer dem næsten ligesom Tempranilloen, med lidt kortere tid i gæringskarret inden hun efter endt gæring og presning hælder den på – en lerkrukke.. 225 liter holder krukken, svarende til et almindeligt fad – 300 flasker pr. år. Det er ikke nogen hverdagsvin. Ét år på krukke er nok, for krukken har betydelig større permeabilitet end de gamle Cathiardfade, og Berta frigiver den typisk to år efter høst.
Det er på alle måder en anderledes Garnacha (Grenache på fransk). Næsen har ganske vidst en hvis sødlighed, men den er ikke dominerende. I stedet får vi en frisk, semi-frugtet, semi-blomstret, dyb tone med pelargonie, rose, lavendel, timian, moreller, Reineclaude, kvæde og blåbær. Stor i munden, men frisk; betydelig mere koncentreret end Commando Gs, og uden deres volatilitet. Vi kan lægge hindbær til arsenalet af frugter på paletten, og tilsætte et mellemstort skvæt umami. Trods størrelsen er vinen ikke særlig struktureret; det er syre, der giver rankhed snarere end fenoler. Jeg har ikke kendskab til nogen anden Grenache, der smager sådan.
Rosé
Tempranillo Seleccion Natural er Bertas ‘almindelige’ Tempranillo, lavet på druerne fra en mark, hendes far plantede engang midt i firserne, med det, vi på fransk ville kalde Selection Massale, altså stiklinger taget fra de gamle stokke. Ingen kloner her, tak! Dyrkning, høst og vinifikation er helt magen til de gamle stokke på Finca del Carasol, afstilkning, gæring på beton uden ekstraktion – men lagring finder også sted på beton, og resultatet af det er en vin, som er mere ‘Fruit Forward’ end nogen anden Tempranillo, jeg har smagt. I det hele taget er det, i min erfaring, vanskeligt at finde Tempranilloer, der er frugtbårne. Ikke, at den ikke har tannin; strukturen er ganske fin og vedholdende. Komponenterne minder om en let reduceret udgave af Finca del Carasol; vi har ikke helt det samme mylder af kryddertoner, og frugten er mere éntydig, men det ændrer ikke på at vinen fylder munden ud på behageliste vis, med en fin balance mellem frugt og struktur og en lang, let krydret eftersmag med tydelig kalket mineralitet til sidst.
Region 1
Den Mægtige Buddhas Fald? Mjae, nok nærmere Buddhaens Mægtige Fald..
I 2022 gik Berta og spekulerede over om nogle af hendes gamle, hvide stokke monstro kunne være Tempranillo Blanco, albinoudgaven af den almindelige Tempranillo? Eller i hvert fald noget, der minder, for de ligner alligevel ikke helt den moderne udgave. Nysgerrig på hvordan det mon smagte, vinificerede hun en mikrocuvée på 100 liter med en uges maceration, og den cuvée satte sig permanente spor – til trods for, at hun endte med at hælde den sammen med hovedcuvéen.
Vi sad sammen i smagelokalet på første sal ovenover hendes kælder, da hun fortalte mig om det, hvilket gjorde at jeg pludselig fik voldsomt travlt med at komme ned fra smagerum til kælder. Jeg løb ned ad metaltrappen, som slår et 90-graders sving til højre midt på, hvor trappetrinene som lagkagestykker er meget smalle i indersporet. Man ser det for sig i slow-motion: Højre fod, som glider af trappetrinnet, drevet af momentumet fra en anseelig Buddhakrop, den ufrivillige flugt gennem luften, højre fod, som genoptager forbindelsen til trappen 3-4 trin længere nede, knæet, der overstrækker og smadrer ned i et trin længere nede med det resultat at jeg flår quadriceps over. Quadriceps er den store muskel, der løber foran på låret og går over i en sene, som løber både over og under knæskallen og fæstner forrest på skinnebenet – den fodboldspillere bruger til at sparke til en bold.
Jeg vil ikke anbefale det som lørdagsunderholdning; det er en af de få gange, hvor jeg har haft smagen af jern i min mund.
Det var nemt nok at konstatere, hvad der var sket, eftersom jeg ikke kunne strække benet. Jeg humpede videre ned af trappen til kælderen og smagte på mikrocuvéen, som var fantastisk. Så smagte jeg på de øvrige cuvéer, eftersom jeg alligevel var hernede.
Jeg humpede ud til bilen og kørte de to timer tilbage til San Sebastian; ganske vist virkede benet ikke, men foden var der ikke noget galt med, så jeg kunne betjene speederen, og jeg er ret ferm til at bremse med venstre fod. Næste dag, med et knæ på størrelse med en fodbold og efter en samtale med det danske sundhedsvæsen tog jeg en taxa op til det lokale hospital, hvor en læge nonchalant prikkede hul på fodbolden og med stor entusiasme gav sig til at massere væske ud. Det var en alternativ oplevelse.
Røntgenbilledet godtgjorde at jeg ikke havde brækket noget, men at min quadriceps var flået over – det sidste stod nu ret klart allerede forinden. Jeg blev sendt afsted med en stiv skinne på benet og besked på at få det opereret, når jeg kom hjem.
Jeg kunne selvølgelig ikke sidde i et almindeligt flysæde med et stift ben, så jeg ringede til forsikringsselkabet for at hitte ud af om jeg havde en rejseforsikring – det havde jeg, viste det sig, og de påtog sig at ombooke min flyver, så jeg kunne sidde med strakt ben.
Det betød til gengæld to ekstra dage i San Sebastian, hvilket jo gav anledning til et par ekstra restaurantbesøg. Jeg havde ganske vidst temmelig svært ved at humpe omkring, men jeg kunne lige nøjagtig komme ind i bilen, og jeg havde som sagt ikke noget problem med at betjene bremsen med venstre fod. Uden mad og drikke..
Jeg kørte fra San Sebastian til lufthavnen i Bilbao, hvor jeg blev mødt af en venlig mand og en kørestol. Jeg har kørt hvadsomhelst fra gamle tanks og militærjeeps fra 2. verdenskrig over dobbeltdækkerbusser og gravkøer til rallybiler og gokarts – sågar bakket en 54-personers bus gennem et sandt overflødighedshorn af hårnålesving op ad en bjergside i Norge – men det var første gang jeg prøvede denne transportform: Det er en Meget Mærkelig fornemmelse at blive kartet rundt i en lufthavn i en kørestol..
To flyvere senere stod der en taxa klar i Kastrup; jeg må sige, at sygetransporten fungerede fuldstændig upåklageligt. Dagen efter kunne lægen på Hillerød sygehus konstatere nøjagtig det samme som spanioleren; hun holdt sig dog fra at palpere mit knæ, hvad jeg var hende meget taknemmelig for.
Dagen efter blev jeg opereret hen ad eftermiddagen, i alt fem dage efter uheldet. Jeg blev udskrevet om aftenen iført en Donjoy (benskinne), med besked på at holde knæet over hjertehøjde. Heldigvis er sofaen i Grønholt lang nok til at jeg kunne ligge udstrakt på den, og benet kunne jeg placere oppe på ryglænet.
8 uger havde jeg den på; nok til at miste al muskelkraft i højre ben og tage cirka 10 kilo på. Hvad laver man i to måneder på langs i en sofa? Man trøstespiser..
Så hvad er historiens morale? Well, Berta sendte mig en fin, lille video et halvt år senere, hvor hun viser årgang ’23 af samme cuvée, som hun vil flaske til os, til Danmark. Med andre ord: Først går man så gruelig meget igennem, og til sidst kommer der en unik vin ud af det. Se, det var en Rigtig Buddhahistorie.. 🙂