Jeg har mildt sagt ikke ikke været nogen stor fan af Alsacevine de seneste 25 år, og jeg går stadigvæk i en stor bue uden om Zind-Humbrechtvinene fra midthalvfemserne i min kælder. Og derfor tabte jeg både næse og mund, da jeg tilfældigt smagte to vine fra domaine Jean Huttard i København efteråret 2021 – jeg kunne simpelthen ikke tro det. Én ting var, at Crémant’en på Pinot Noir var cremet, knastør og, ligesom min egen, flasket uden svovl – men at en Muscat, en virkelig hadedrue, kunne være snorlige, knastør med 12,8% og intens mineralsk, elegant og parfumeret med Jasminblomst og Bergamotte – uden at blive vulgær? Det havde jeg kort og godt aldrig nogensinde oplevet. Hvad kunne de så ikke lave med andre druesorter??
I klassisk Buddhastil kørte jeg direkte ned til domainet for at prøve at forstå hvad det var, de havde gang i. Min entré var måske ikke helt velgennemtænkt; jeg stormede ind gennem døren til det nybyggede og stilfulde smagelokale, hvor begge søskende tilfældigvis stod og skænkede deres Pinot Crémant, og spurgte højlydt hvorfor deres vin ikke smagte ad helvede til som Alsacevin nu gør.. ?
Taktisk brøler: They were not amused, men derimod lettere betuttede, og spekulerede ganske klart over hvad fanden det var for en fed idiot der førte sig frem på den måde. Jeg vendte om på hælen, styrtede ud i bilen og hentede en flaske af min egen Pinot Sekt TR, skænkede i en hulens fart og sagde at sådan her smagte min udgave, lavet i Mosel. En hel del snuse, snøfte og smaskelyde senere kiggede Antoine op på mig og sagde: “On descend” (Vi går ned). 6 timer senere kom vi op fra kælderen, med masser af smagsindtryk, en god fornemmelse i maven og følelsen af at være helt på bølgelængde.
