På Toppen af Tuniberg
Jürgen er et erfarent og meget engageret menneske. Meget klart Bourgogne-inspireret, både med hensyn til røde og hvide vine. Alle hans vinmarker ligger oppe på Tuniberg, som er en gletcheraflejring midt i Rhindalen, 3 gange 9 kilometer og 310 meter høj, bestående af 75% kalk. Kalken giver vinene en levende mineralskhed og en ganske let prikken eller pirren i munden, og er en hovedfaktor bag den høje kvalitet.
Pinot Noir-vinene er resultatet af en meget omhyggelig økologisk dyrkning, forsigtig indhøstning pr. hånd og en hands off-tilgang i vineriet. Druerne gærer delvist i hele klaser med naturlig gær, og vinene lagrer 100% på fad. Det giver vine, der er lyse og elegante, men intense i både duft og smag. De er tydeligt terroirdrevne, og kan med forsigtighed og behørige forbehold sammenlignes med vinene fra Chambolle i Bourgogne, hvor jordbunden også har et meget højt indhold af kalk. Ved en smagning på domænet i 2016 var første årgang, 2003, fuldstændig ren og klar, og fremstod elegant og med fin syrebalance – og et langt liv foran sig.
De hvide druer presses umiddelbart efter indhøstning i hele klaser, og Jürgen anvender en pressecyklus, der kører over 18 timer med minimalt tryk, hvor normen er 1-3 timer. Det giver bløde. helt præcise vine uden nogen form for fenolske unoder!
WineInVein fører hele sortimentet:
Merdinger Pinot Noir (Tuniberg)
Krystalren næse med klassisk, kølig Pinot-næse med kirsebær som dominerende frugttone og læskende, levende og lettilgængelig Pinotsmag. Vinen laves af de yngste stokke, men eftersom jorden på Tuniberg ikke er lagdelt, nyder selv de yngste stokke godt af det høje kalkindhold, hvorfor vinen bliver fin og mineralsk i munden.
Engertstein (Tuniberg) Usædvanlig helstøbt og elegant med intens Pinotnæse. Med velintegreret fad (ca. 20% nyt) står næsen krystalklar med sødkirsebær og muldet skovbund – og den kommer vitterligt væltende ud af koppen.
Vinen har den særlige blanding af vægtløshed og smagsintensitet i munden, som fortæller om en virkelig kvalitets Pinot Noir fra kalkjord. Sødkirsebærene går igen sammen med en let kryddertone og den kølige, forfriskende og læskende Pinot Noir-smag, som vi elsker.
Når vi nu ikke har tid til at drikke Chambolle hver dag, så er det godt at vi har Engertstein.. 🙂
Allewinden Pinot Gris (Tuniberg) er Pinot Gris med stort P, Fyldig, Fadlagret og Folkelig. Den er lige til at gå til, har saft og kraft til at håndtere selv de fyldigste retter og smager bare mer-agtigt hele tiden. En Favorit til Fugl til alle dem, der ikke lige er til rødvin og kylling, den er til kogt torsk med sennepssauce, dampet pighvar, stegt rødspætte, til stegt flæsk og persillesovs (for real!) og til risretter. Til det moderne køkken kører den med guacamole, alle salater med ost og/eller avocado, med crême fraiche-dressinger og til kammuslinger. Og prøv den til en moderne udgave af en rejecocktail – eller sågar til den klassiske med Fars Nylon dressing.
Diebskinzig (Tuniberg) er på mange måder den diametrale modsætning til Allewinden: Kompleks, egenartet, tydeligt mange-facetteret, stiller krav om koncentration, hvis man vil have det hele med. Den er rank, intens, lang i munden og i den grad en fremragende ledsager til alting, der skal have markant modspil. Skærer igennem smør- og flødesaucer på fornemmeste vis, men er ikke venner med peberrod eller sød sennep. Salater med vinaigrette, gerne sherryeddike, med paradisæble, med friske krydderurter, med bøffelmozzarella. En vaskeægte ‘gastronomisk’ vin.
Og så er den vitterlig en éner: En Field Blend af 13 – tretten – forskellige hvide druer.
De er samplantet i marken, bliver dyrket ens, høstet på én gang og vinificeret sammen – og lagret på betonæg!
Advarsel! Kun for absolutte nørder:
De 13 sorter udgøres af henholdsvis Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay Burgund, Chardonnay Duftklon, Auxerois, Gewürtztraminer, Silvaner, Savagnin, Gutedel, Elbling, Aliogoté, Orleans og Petit Manseng. Jeg tvivler stærkt på at de kan genfindes på samme mark noget andet sted på jorden – aldeles unikt.
Allewinden Savagnin (Tuniberg) Savagnin er kendt fra Jura, hvor druen traditionelt laves med Flor, som det også kendes fra Sherry – en ganske egenartet størrelse. I Jürgens hænder bliver Savagnin til en præcis og knasende sprød vin, der er lavet i betonæg og hverken er klaret eller filtreret – den har et ganske let ‘slør’ over sig, en mineralsk aromatik og en fin, ganske svag urtethed oveni en hvid ferskenagtig frugtethed.
Vinen egner sig meget afgjort til det moderne, skandinaviske køkken – præcis og intens i smagen, så den står smukt til skaldyr, fra østers over jomfruhummere til kammuslinger og store eller små rejer. Dertil gerne til Hollandaisesaucer eller Crême Fraïche dressinger; som den rydder smukt op efter.
Allewinden Chardonnay (Tuniberg) Chardonnay kender vi selvfølgelig først og fremmest som den store, hvide Bourgognedrue – og i anden række som en hvidvinsstil med fuld fart på solmodenhed, smørfedme og fad, som er blevet kopieret over hele verden. Jürgens Chardonnay er naturligvis ikke på den måde; den er rank, kalket og præcis, med god fylde, klassisk ferskenaroma, diskret og velintegreret fad og en læskende syre – meget langt fra de smør- og fadprægede, højalkoholiske, kluntede og syresvage Chardonnayer, som verden bliver ‘begavet’ med fra alle hjørner.
Sangvinske Sangvine!
Jürgens kalder sine topvine ‘Liedweine’, og de får navn efter det musikstykke, han associerer til med hver enkelt vin. Han laver tre forskellige, en Pinot Noir, en Pinot Blanc og en Pinot Gris.
Pinot Noir Liedwein (Tuniberg) er altid lavet af de ældste stokke, og efter 2016 kun af Dijon-kloner, eftersom de gamle stokke af Baden-klon måtte lade livet – de kunne ikke længere efter frosten.
Vinen er altid en refleksion af årgangen, altid kompleks, lang og meget Bourgogne-agtig. Jürgen bruger 80 – 100 % hele klaser, og – bemærkelsesværdigt – 100% nyt fad, ligesom f.eks. Bizot i Vosne. Og uden sammenligning i øvrigt er vinene pivfriske, smaskende og veldrikkende, med den fine og præcise mineralitet, som det høje kalkindhold giver.
Første årgang var 2003, så jeg kan ikke sige noget om hvordan de opfører sig efter 30 år, men de opfører sig i hvert fald fint efter 15 år og viser ingen tegn på træthed overhovedet.
Pinot Gris Liedwein – Bedecke deinen Himmel, Zeus (Tuniberg) er en fyldig vin, altid lavet af druer med fuld fenolsk modenhed, altid med den ekseptionelle blødhed, der er et resulltat af Jürgens temmelig specielle presseteknik: Druerne presses superblødt, under 1 atmosfæres tryk, i op til 24 timer! Det giver dels absolut ingen bitterhed fra kærner eller stilke, men samtidig en let dosis fenoler fra den skindkontakt, som mosten udsættes for under det lange pres. Normalt er jeg skeptisk over for fuldmoden Pinot Gris (belært af erfaringerne fra Alsace, hvor de tit bliver tunge, uelegante og oven i købet halvsøde), men det er slet ikke tilfældet. Kalken i jorden (eller skulle man bare sige kalken, eftersom ‘jorden’ på Tuniberg består af 75% kalk) bidrager med en spillende mineralitet, og højden (310 meter) sikrer, at der altid er køligt om natten, så druerne bevarer syren under modningen. Resultatet er fornemt; fuldmodent, fyldigt og samtidig knivskarpt, levende og præcist.
Pinot Blanc Liedwein – Hat der alte Hexenmeister (Tuniberg) er en sprællende, lidt fræk vin, som leger med forholdet mellem fadlagring, druetype og kalkjord. Hvor Pinot Gris fortrinsvis ligger på 2. års-fade, så får Pinot Blanc nyt fad, og det spiller sammen med druens naturlige aromatik for at danne den parfumerede og komplekse næse, som kendetegner vinen. Typisk nummeret slankere end Pinot Gris’en virker Pinot Blanc’en på en eller anden måde mere legesyg – smagskomponenterne er ikke ligeså homogene, og det giver basis for at bruge lidt vildere sammensætninger madmæssigt. Kompleksitetsniveauet er rundt regnet det samme, hvilket giver god mening i og med at stokkene står i samme jord, har nogenlunde samme alder og indhøstes ved samme modenhedsgrad; hertil kan lægges, at de vinificeres ens med Jürgens ‘slow-mo’ presseteknik.