Det skjulte domaine midt på 974’eren
Jeg har ikke styr på hvor mange gange jeg har kørt gennem Vosne på 974’eren, den vej, der fører fra Dijon til Beaune – men det er adskillige hundrede gange henover det seneste kvarte århundrede. Der hænger på vestsiden af vejen, på grænsen mellem Villagemarkerne Aux Communes og Aux Genavrières et helt usædvanlig grimt lysskilt af den slags, som man forventer at se i en film af Cohen-brødrene om en forladt flække i midtvesten i ’70erne – sådan et, der siger: Turistfælde!! Bliv væk.
På skiltet står der: Domaine Guyon.
Det skilt har virket helt formidabelt på den måde, at det har holdt mig langt væk fra domainet inde bag ved i alle år. Læg dertil, at Jean-Pierre ikke er synderlig udadvendt, ikke deltager i store smagninger og at domainets vine af historiske årsager altid har været distribueret til Amerika og fjernøsten af en stor, engelsk agent – så begynder man at forstå, hvordan det kan være muligt at overse et ekstremt progressivt domaine i Vosne, af alle kommuner, der laver vin af helt exceptionel kvalitet. Og bevares, Jasper Morris siger efter sigende nogenlunde det samme, men jeg føler mig alligevel dum, blind og fuldstændig amatøragtig..
For at føje spot til spe, så var det ikke engang mig selv, der opdagede ham – det var POs ønolog Hervé, som tilfældigvis også er Jean-Pierres ønolog, der havde sladret om POs tilgang til ønologi, og som jo så synes, at han hellere måtte fortælle PO om det, hvorefter PO ringede til mig og spurgte om ikke vi skulle tøffe ned til Jean-Pierre og smage.. Alting i denne verden handler øjensynlig om tilfældigheder, venner og rette tid og sted..
Vi smagte ’20erne fra fad, og jeg ved ikke hvis kæbe, der ramte gulvet hårdest – POs eller min. Jeg har set PO blive helt tavs og andægtig én anden gang, få dage forinden hos Thibault Morey, hvor vi også smagte ’20ere fra fad – men det her var noget andet, det var hans egen stil, hans opfindelse, som Jean-Pierre bragte i spil på sin egen, unikke måde. Og her stod PO så med en blanding af stolthed og misundelse og smagte sin egen metodik overført til store Vosne-terroirer..
Jeg har stor tillid til mine smagsløg, men her kunne jeg alligevel næsten ikke tro, at det kunne være rigtigt. Efter jeg havde gået og tygget på det i en uge tilbage i Dannevang skrev jeg ned og spurgte, om jeg måtte komme ned og smage igen. Jeg brugte som undskyldning at jeg gerne ville smage nogle andre årgange – i øvrigt helt i overensstemmelse med sandheden. Og således stod jeg i samme kælder 6 uger senere, igen sammen med PO, der virkelig gerne ville med, og smagte endnu engang. Og den er altså god nok – vi er, efter min personlige smag og opfattelse, på samme klinge som Domaine Garcia, og vi har oven i hatten en flok store Vosne-terroirer foruden to Grand Cru’er at lægge til historien. Hold da helt kæft..
Jean-Pierre har bevæget sig mod det økologiske siden omkring ’00, og han indledte certificeringsprocessen i ’08 og fik stemplet i ’12. Og faktisk følger han Bruno ud i biodynamikken, selv om han ikke har overvejet om at søge Demetercertificering endnu.
Vitikultur og ønologi (vindyrkning og kælderpraksis)
Jean-Pierre har udviklet sin helt egen vitikulturelle praksis med hensyn til opbinding. Som de fleste i WineInVeins praksisfællesskab vil være klar over eksperimenteres der voldsomt blandt de progressive i det Hellige Land med højere opbinding, mindre pløjning og tilmed dækafgrøder for at imødegå effekten af Global Warming. Jean-Pierre binder topskuddene på sine stokke ned i en bue, så de i princippet gror ned mod jorden – men de vender sig og gror opad igen inden de rammer jorden, og det giver et slags stort ‘S’, og betyder, at modningen forsinkes (større energiforbrug til vækst) og at luftgennemstrømningen forbedres (væsentligt færre laterale skud, når topskuddet ikke er beskåret). Vildt.. !!
I kælderen er Jean-Pierre også fulstændig sin egen. Som sagt har han taget POs Baie par Baie-teknik til sig med et twist, men han vinificerer lidt anderledes, idet han laver en Pied de Cuve (en ‘startkultur’, hvis vi skal drage en paralel til bagning) til hver cuvée – på druer fra de respektive terroirer, naturligvis. Jeg har simpelthen aldrig hørt om nogen, der lavede 12 forskellige Pieds de Cuve, én pr. cuvée.
Jeg kender heller ingen andre, der får lavet sine fade med en chauffage (brænding, ristning), der nærmest ikke kan kaldes chauffage. 7 timer tager det Tonnellerie Rousseau at varme fadene indvendig, så de rammer Maillard-transformationstemperaturen uden at blive brændt overhovedet – de er lige så lyse indvendige som udvendige. Resultatet af denne teknik er, at fadene ikke afgiver ‘brændthedssmag’, kaffe, chokolade eller sågar tjærekomponenter, til vinen, men derimod udelukkende de positive elementer af nyt fad: God hygiejne, ingen reduktion, og, i samarbejde med Fine Lie (bærmen hedder det egentlig på dansk – bundfaldet fra gæringsprocessen), den der blødme (Blødme er hermed et Ord), som smyger sig om tungen på inciterende vis. Puuuhhee…..
Det hænger nu også sammen med svovlregimet. Jean-Pierre Guyon og Bruno Clavelier får deres svovl fra en mine i Dolomitterne, hvor det graves ud i den naturligt forekommende form – de skal fanden stejlemig ikke have noget rafineringsprodukt fra den petrokemiske industri, som svovl som handelsvare er, i nærheden af deres vin. Basta!
Og Jean-Pierre bruger kun svovl, når han mener, der er en grund til det. Det har betydet, at hans røde siden 2017 ikke har sneget sig over 10 mg. pr. liter total – vi er langt nede i naturvinsområdet her, selv om han ikke har nogen ambition om at lave naturvin. Det er temmelig vildt, det her..
WineInVein fører, som med alle domainer, hele sortimentet:
Jean-Pierre er, på samme måde som Thibault Morey, lige så dygtig til hvide som til røde. Og han er en af de ganske få Vosne-producenter, der laver flere hvide cuvéer:
Coteaux Bourguignons ‘Les Glapignys’ Ligesom Bruno Clavelier og Benoit Chevallier har Jean-Pierre stokke i Glapignymarken, øst for jernbanen oppe på en stor dødisaflejring, som giver meget mineralske vine. To trediedele Chardonnay og en trediedel Pinot Gouges (Pinot Blanc) plantet i 1970 på 0.15 ha. giver i Jean-Pierres hænder en helt urimeligt stor og mineralsk (for en regionalvin) oplevelse. Og den er – ligesom Brunos Chardonnay og Aligoté fra samme mark – tydeligt længelevende: ’14 er ved at ramme plateauet, som jeg skriver disse her i rædselsåret 2021, kort inden høsten.
Nuits st. Georges ‘Les Argillats’ Blanc Lige nord for Nuits by, højt på Côte’n ligger Village-delen af Les Argillats, hvor Jean-Pierre har en kvart hektar med 60-år gamle Pinot Gouges (Pinot Blanc) stokke – noget af en sjældenhed, må man sige.
Vinen? Vild.. Bevares, Arnoud Chopins Damodes Blanc 1. Cru er mere kompleks, men jeg er i tvivl om hvorvidt den er mere mineralsk. Og begge er endog meget ekspressive med markant pærefrugt, ganske fyldig i munden og lang, mineralsk og syrespillende eftersmag. Pinot Gouges kan vitterligt noget i Nuits, og muligvis mere end Chardonnay.
Morey st. Denis ‘La Bidaude’ Blanc Hvid Morey? ?? ??? Mais oui, bien sûr! 🙂
Helt oppe øverst på skråningen mod skoven, oven over Clos de Lambrays, tæt på 400-meter isografen står Jean-Pierres 35-år gamle Chardonnaystokke – og dér står de tydeligvis godt, for den vin, han laver fra dem er kildeklar, med et grønligt, guldglintende skær og en ren, luftig og lineær næse krydret med havtorn, citronmelisse og hasselnød. Struktureret og elegant i munden med en fantastisk syrebalance – den smager dæl’me godt ung, men jeg vil tro, at et årti i kælderen bringer den fulde kompleksitet frem. Hvid Morey..
De røde
Jean-Pierre Guyons Bourgogne Pinot Noir stammer fra de 55-årige stokke, der står i La Croix Blanche – lige overfor Villagedelen af samme mark. Ligesom på alle sine andre vinmarker binder Jean-Pierre skuddene på sine regionalterroirer ned i buer, så han undgår at klippe topskuddet. Vinen er virkelig indbydende, harmonisk og læskende. Ikke kompleks, bevares, men tydeligt vellavet og ekspressiv. Jean-Piere laver – ligesom alle de domainer, som WineInVein har æren af at repræsentere – sine regionalvine nøjagtig ligesom hans 1. Cru og Grand Cruer: Som rene terroirvine med samme udtryk som domainets øvrige vine.
Chorey les Beaune ‘Les Bons Ores’ Hvis du kører sydpå fra Ladoix mod Beaune er den første mark på venstre hånd Chorey Les Champs Long. Den anden, og højest liggende, er Les Bons Ores, og dernæst kommer du til Petits Champs Long. Bons Ores anses for den bedste af Chorey-markerne, som navnet også antyder, og Jean-Pierre Guyons næsten 2 Ha. er plantet med, for 80% vedkommende, 105-årig gamle stokke !! de sidste 20%? De er kun 60 år..
Det var Vincent Ledy, der i 2018, efter 30 års ørkenvandring, lærte mig at der fandtes interessant vin i Chorey – og Jean-Pierre bekræfter altså den observation. De har endda klare lighedspunkter, for begge vine har markant parfume med dyb frugt og en mundvandsfremkaldende syrlig bolsje-agtig syrlighed. Men hvor Vincent har dyb, mørk kirsebærfrugt har Jean-Pierre lysere frugt og den luftighed, der kommer fra helklasegæring. Det er fuldstændig fascinerende at smage de to mod hinanden – begge fuldstændig krystalklare, begge koncentrerede og intense, begge komplekse på en måde, som overhovedet ikke hører hjemme i Chorey – og begge på en måde hinandens modsætning..
Savigny les Beaune 1. Cru Les Peuillets A6, også kendt som ‘Autoroute du Soleil’ danner skillelinie mellem Beaune i sydvest og Savigny i nordøst. Præcis overfor Beaune 1. Cru Clos du Roi og 1. Cru Blanches Fleurs ligger Savigny 1. Cru Les Peuillets, af mange regnet som toppen af Savigny (ligesom Clos du Roi for Beaune). Her står Jean-Pierres 65-årige stokke og dækker 0,25 Ha. af det bedste hjørne. Og vinen – ligesom tilfældet var med Chorey, så var det vincent Ledy, der lærte mig om potentialet i Savigny. Der er dog ingen tvivl om at Jean-Pierres terroir er større end Vincents – bedste Village mod bedste 1. Cru. Hvor Vincents 100-årige stokke godt kan følge med på dybde, intensitet og renhed, så kan de ikke følge med på kompleksitet, hvor Peuillets viser en nærmest kaleidoskopisk frugtpalette; jordbær, passionsfrugt, ribs – tilmed blodappelsin. Og den er parfumeret: violer, krydderier.. ristet kaffe? Eller er det en fad-note? Men jeg tror det ikke, Jean-Pierres fade er fuldstændig lyse indvendig, helt igennem uristede. Kompleks og balanceret i munden, lang, lineær finish. Personligt har jeg aldrig smagt en Savigny af samme format.
Nuits st. Georges ‘Aux Herbues’ Hvis du kører nord ud af Nuits på vej med Vosne ad D974 har du Nuits Villagemarkerne på venstre hånd: Først Aux Athées, så Aux Tuyaux og sidst, inden Vosne La Croix Blanche, Aux Herbues. Nuits er mildt sagt ikke kendt for økologi eller biodynamik, men af en eller anden grund er der hele tre biodyrkere på Aux Herbues: PO, Clément Chicotot og Jean-Pierre Guyon. Jeg har klare planer om at lave en Herbues-smagning.. 🙂 🙂
Jean-Pierres 75-årige stokke dækker 0,23 Ha, og vinen herfra viser typisk blåbær, solbær og brombær med et strejf af noget eksotisk, krydret – røgelse, måske – på næsen. Den er dyb, smygende – på engelsk ville jeg sige ‘suave’ – og helt tydeligt vedholdende i munden, og udvikler sig positivt gennem mindst et, og antagelig to, årtier.
Gevrey Chambertin ‘Les Platières’ Syd for Gevrey by og D31 og øst for D974 ligger Les Platières. Jean-Pierre har 0,45 Ha. 65-årige stokke her, og dem laver han en Gevrey fra, der er frisk og luftig, med vilde jordbær og kirsebær, og en rose-violagtig parfume. I munden er den dyb, ganske koncentreret og bemærkelsesværdig præcis for en Gevrey. Pebret på indgangen, med sandeltræ og fin fenolsk struktur – alt i alt ganske magtfuld, men samtidig helt frisk og luftig – ‘airien’, som franskmændene ville sige. Temmelig langt fra det lidt bondske, hindbærdominerede indtryk, de fleste Gevrey’er giver, og ganske overordentligt velsmagende.. 🙂
Vosne-Romanée Jean-Pierre har to ‘plots’ i Vosne Village-appelationen: Hautes Maizières, lige øst for 1. Cru Les Suchots, hvor hans stykke ligger 100 meter nord for Brunos, og Les Chalandins, som ligger øst for igen, med Bas Maizières midt imellem. Stokkene er 45 år i snit, og vinen er Vosne med Vosne på: Fin kirsebærnæse med Vosne-krydderi – hoisin, kanel, nellike, puddersukker, soya – fuldstændig harmonisk i munden med udpræget ‘blødme’, og lang, læskende og lineær eftersmag.
Vosne-Romanée ‘Charmes de Maizières’ Denne vin er ligesom den foregående, bare endnu mere.. 🙂 Og det er ikke mærkeligt, for det er Vieilles Vignes-udgaven, selekteret fra de stokke, der er mere end 60 år gamle i de samme to plots. Og hvordan kommer det så til udtryk? Well, den er tydeligt dybere, mere struktureret (og dermed gør den krav på længere kældertid) og, når den rigtig folder sig ud, er den bare skåret over et større skelet – den har mere bundtræk, og såmænd også mere elegance. Når Vosne er bedst, altså..
Vosne-Romanée 1. Cru ‘Aux Brûlées’ 0,15 Ha er ikke meget, men stokkene er 75 år gamle, og næsen er s’gu vild.. Totalt parfumeret med klassisk Brûlées våd sten og duften af flint, der slås mod flint – nærmest røget – koblet til moden, dyb frugt med kirsebær, brombær, lidt hindbær. Seriøst kompleks, og ikke til hverdagsbrug (af flere grunde..), markant fyldig. Puha.. Det overraaskende er ikke, at den udvikler sig over to-tre årtier – det overraskende er, at den er så tilgængelig, selv om den er pivung.
Vosne-Romanée 1. Cru ‘En Orveaux’ I den nordligste ende af Vosne, det der egentlig er Flagey, lige op mod Chambolle 1. Cru Combe d’Orveau., ligger 1. Cru-marken En Orveaux. 0,13 Ha. råder Jean-Pierre over, ligesom tilfældet er med Aux Brûlées, og stokkene er plantet samtidig, så de er også 75 år. Vinen er derimod helt forskellig, for hvor Brûlées føles jordbunden med flint og røg og markant intensitet, så er En Orveau fuldstændig luftig, fin, nærmest æterisk, med parfume af rose og viol i næsen og svævende intensitet i munden. De er virkelig hinandens modsætninger, selv om de er plantet samtidig med samme genetik (Selection Massale), dyrkes ens og vinificeres ens.
Clos de Vougeot Grand Cru Da jeg smagte hos Guyon for anden gang var der én vin, jeg var meget opsat på at smage fra flaske: ’19 Clos de Vougeot.
CdV er typisk ikke den mest elegante eller rafinerede vin i det Hellige Land, men denne her var helt vild – åben, parfumeret, kompleks.. For at citere en ven, der smagte den for nyligt: “Og så lige shout out til den vildeste Clos Vougeot jeg til dato er blevet udsat for! Engelske roser på flaske og med så vild en mouthfeel, at den “svævede ned!”
Det var den vin, der satte det hele på plads for mig: Hvis man kan lave elegant, præcis, intens og parfumeret Clos de Vougeot, så er der ikke noget, man ikke kan. Punktum.
Nå ja, detaljerne: 85 år gamle stokke på 0,35 Ha. plantet nord-syd (modsat stort set alle andre, der er plantet øst-vest), lige neden for chateauet, dvs. i den nord-vestlige del af marken – den, der normalt anses for at være den bedste, tættest på Musigny og Grand Echezeaux.
Echezeaux Grand Cru I det nordligste hjørne af den del af den (alt for) store Echezeauxmark, den del som hedder ‘En Orveaux’ (ligesom 1. Cru’en), helt inde i hjørnet mellem Grand Echezeaux og Musigny ligger Jean-Pierres 0,22 Ha. beplantet med 75 år gamle stokke. Og vinen? Elegant, raffineret, overdådig, kompleks parfume med roser, krydderier, lidt mynte. Frugten har skovjordbær, små, duftende. I munden kølig, præcis, læskende inden eksplosionen af smagsnuancer, hvor alle næsens komponenter kan genfindes i flydende, destilleret udgave – foruden, naturligvis, de fineste, mest raffinerede tanniner, man kan forestille sig.
Jeg løber kort og godt tør for ord både med Clos Vougeot’en og denne her – jeg bliver ganske Tavs.