Vin er et kraftigt bindemiddel. Jeg har ikke tal på alle de forjættede stunder, jeg har tilbragt i godt selskab, enten med vin som omdrejningspunkt eller med vin som smøremiddel. Vin har en helt enestående evne til at bringe folk sammen! Bevares, vi kan snakke om alkoholens effekt – men den tæller ikke, når vi kører ud kl. 04.30 om morgenen for at nå frem i god tid til at starte høsten kl. 06.00. Heller ikke, når vi smager og spytter og sammenligner forskellige domæner til auktionen i Trier en fredag formiddag i september. Og ej heller, når vi ivrigt diskuterer gårsdagens vinoplevelser med de andre på Facebookgruppen lørdag formiddag. Det er kort og godt ikke alkoholen, der gør det.
WineInVein er resultatet af en livslang forelskelse, en ongoing love-affair (som det hedder på nu-dansk) med vin. Men det er mere end det: Det er en Community of Practice, som læringsteoretikeren Etienne Wenger ville sige (https://en.wikipedia.org/wiki/Community_of_practice)
Læring er typisk ikke et solo-projekt, selv ikke i Covid-tider. Læring foregår ved at deltage der, hvor tingene sker, sammen med dem, som får det til at ske – Online or Otherwise. Det var sådan, jeg udviklede min vinsmag, i et fællesskab med ligesindede tilbage i midt-firserne. Det var sådan, jeg opdagede Mosel og det Hellige Land i de tidlige ’90ere – sammen med andre vinnørder, der havde trådt vejen før mig. Sådan, jeg af vanvare fik startet Danmarks mindste vinimport for små 20 år siden – når jeg ikke kunne finde en importør til Bernhard Kirstens vine, så kunne jeg selv melde mig ind i ‘importørklubben’, kunne jeg! Det var sådan jeg lavede min første vin sammen med Bernhard for over 10 år siden – hvem bedre at dele mine tanker og visioner med, hvem bedre at smage basisvine til mine Sekte med.
Det er gennem uformelle vinfællesskaber, jeg gennem årene er blevet introduceret for nogle af de mest fremsynede vigneronner m/k – for hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Og det er sådan, jeg hele tiden prøver at komme tættere på essensen i det dér magiske vinunivers, for der er ingen erstatning for entusiastiske vinnørder, der deler deres viden med hinanden.
Og det er også sådan, jeg tænker, når jeg serverer moden vin for Sommelier’er og tjenerelever, som ikke har kinamands chance for at komme i nærheden af vellagrede udgaver af de større producenters vine – med mindre de står i lære på Søllerød Kro, selvfølgelig. Vin er et læringsfællesskab, hvor vi skiftevis giver og tager og hele tiden til sammen udvider den fælles vidensbank. Det er i øvrigt også sådan, jeg arbejder professionelt med virksomheder og ledere. Og jeg må straks sige, at det i den grad virker bedst, når alle deltagende parter er indstillet på at yde det, de har, til den fælles forståelse.
For mig har nysgerrigheden, videbegærligheden, altid været min primære drivkraft. Jeg evner desværre ikke at lade mig motivere af penge, noget som står mere og mere klart, jo ældre jeg bliver. Men viden, forståelse, indsigt – det kan noget for mig! Forståelse af økologiske forhold, geografiske forhold, geologiske forhold. Ampelografi (læren om druetyper og deres ‘slægtstræ’) – kloner, rodstokke, klimavariationer, dyrkningspraksisser, høstpraksisser, sortering, vinifikation, kælderpraksisser. Elevage (som det hedder på Fransk – alt det, der foregår fra vinen efter gæring hældes på fad frem til den bliver flasket), træsorter til fad, herunder hvor det har vokset, bødkere, efterbehandling af tønder, amforaer, betonæg osv. Klaringsteknikker, tapningsregimer, konserveringsmidler, antioxydanter. Lagringsforhold, serveringsregimer, glastyper, madsammensætninger, sociale kontekster – listen er på det nærmeste uendelig, og den kan underopdeles igen og igen – vi bliver aldrig færdige med at lære.
Og netop derfor er du altid velkommen i den Community of Practice, i det læringsfællesskab, som er WineInVein – hvis du vel og mærke er indstillet på at deltage helt og fuldt med det, som du kan bidrage med. Jeg glæder mig til at lære noget af det, du kan!
Restless
Over mountains always mine
Over mountains often mine
Still I yearn for – mountains new
Over mountains always mine
Over mountains often mine
Over mountains sometimes mine
Still my horizons – heave and fall
Over mountains always mine
Over mountains often mine
Over mountains sometimes mine
Over mountains seldom mine
Still the mountains – whisper
(Steve Buckland)