Af alle de idiosynkratiske vinmagere jeg har mødt gennem årene – og det er mange, eftersom min interesse går i retning af det unikke – er Gérard Eyraud uden tvivl den mest specielle. Det siger ikke så lidt..
Født på gården i den nordlige del af Camargue’n i sydfrankrig i 1950 faldt Gérards ungdom sammen med hippiebevægelsen, og det kom der meget godt ud af, som han fortæller med et stort smil. Han var en dygtig havkapsejler og morede sig grundigt op gennem ’70erne og ’80erne, indtil han i 1989 på den fædrende gård lavede sin første vin. Ønologen foreslog ham at komme svovl i, men efter at have lugtet og smagt på det besluttede han uden videre at det skulle aldrig i hans vin – i det hele taget gik han linen ud på stedet og bandlyste enhver form for kemi på gården, og således har markerne hverken set svovl eller kobber siden 1989; Gérard bruger udelukkende miksturer med urter af egen avl, padderok med mere – phytoterapi, som han kalder det.
Gårdens jorder omfatter cirka 15 ha. beplantet med hovedsagligt gamle vinstokke; Gérard har dog tilplantet enkelte markstykker løbende, det største med Grenache tilbage i 1992. Det er druerne herfra som han bruger til sin cuvée ‘Facile’. Desværre brændte hans mark med tudsegamle Cabernet Sauvignon- og Merlotstokke i 2018 (!), så den mark vil han også genplante i de kommende år. Jordbunden består af gress; alluvial med ler og runde småsten i store mængder, som evner at holde på vandet, hvilket er helt afgørende her i sydfrankrig. Man kunne synes at 15 ha. var en hel del, men med et gennemsnitsudbytte på 15 hl/ha bliver det kun til lidt over 20.000 flasker overordentlig koncentreret vin om året i gennemsnit.
I kælderen – som i parentes bemærket ikke er en kælder, men derimod et stort, gammelt, ladeagtigt bygningskompleks med meget højt til loftet – er tilgangen ligeså afvigende som i marken. Gérard høster sent, ofte ind i oktober (!!), for at opnå den høje modenhed, han tilstræber. Han afstilker alting og kommer mosten i store glasfibertanke, hvor det gærer på naturgær under daglig remontage – pumping over, som det hedder på engelsk, og det væsentlige her er det, han ikke gør, nemlig pigeage, eller punch-downs, som ekstraherer væsentlig flere, og grovere, fenoler. Siden modner vinene meget længe, i nogle tilfælde mere end 10 år (!!!) på de store glasfibertanke, inden flaskning. Helt ubegribeligt er tankene ikke lukkede; han nøjes med at komme et klæde henover åbningen for at holde støv og døde fluer ude. Gérard forklarer at hans tilgang langsomt ‘vender’ vinen til ilt, og noget må der være om det, for vinene er kort og godt ikke oxyderede – de er ikke engang oxydative i stilen, og de skal lige have et kvarters luft efter åbning for at folde sig ud. Helt mystisk, men s’gu også helt magisk..
I øvrigt flasker Gérard næsten alle sine vine som Vin de France, eftersom de under ingen omstændigheder passer ind under den AOC, som området her mellem Rhone i øst og Languedoc i vest har adgang til: Costières de Nîmes. Og det betyder, at han ikke må skrive årgang på, så i stedet skriver han at vinen er flasket i et givent år, for det må man godt – og det forstås selvfølgelig som høståret blandt de indviede.. Han må heller ikke angive druesort, men altså – gæt hvilken drue Ci, Si Ra(patel) er lavet på? i det hele taget lider Gérard ikke af overdreven respekt for myndighedernes kassetænkning, eller nogen andens, for den sags skyld.
Domainet laver intet mindre end 17 cuvéer, 3 hvide og 11 røde, plus en hedvin, en Pet-Nat og en rosé:
Pet-Nat
100% Clairette, 7g. restsukker – og så er den degorgeret personligt af ingen ringere end Pierre Charlot! De to er bon-kammerater, trods en aldersforskel på ca. 40 år – når det drejer sig om kemi-frihed er de fuldstændig på bølgelængde.
Selv om den ikke har ligget på cuve, altså på en af de store tanke, i 10 år eller mere, så har den ligget sûr latte, altså udegorgeret på trykflaske, i 3 år. Som alle domainets øvrige cuvéer helt sin egen, og svær at sammenligne med noget som helst andet inden for kategorien Pet-Nat: Nøjagtig samme saltede mineralitet i eftersmagen som Gérards øvrige vine, helt clean, ganske intens i smagen med et mylder af kaprifolier og lavendel i næsen og lang, dvælende eftersmag som ender med at tørre på grund af mineraliteten.
Rosé
På lige dele Grenache og Marsanne, høstet og presset samtidig, men ganske langsomt – det er hvad Gérard kalder en Rosé de Presse, dvs. en rosé, der er presset så langsomt, eller rettere har ligget så længe i pressen, at anthocyanerne er begyndt at sive fra skallerne, således at vinen tager farve. Og hold da op for en farve! Det er første gang, jeg har set en vin, som man kun kan beskrive som kobber-rød.. Helt betagende at se på i glasset, med de smukkeste, kobberrøde reflekser. 3 år på stor tank inden flaskning – selvfølgelig. Næsen er som en mild efterårsbrise dernede på kanten af Camarguen, fuld af garrigue med sådan en umami-agtig undertone, og smagen er – naturligvis – ulig nogen anden rosé i denne verden med en sødmefuld, rødfrugtet grundtone (men bemærk: Vinen er knastør) med små kryddertone i alle mulige retninger og så den dér mineralske saltethed, som kendetagner alle domainets vine.
Hvide
Vin de Pays du Gard hvid: Indgangsvinen på den hvide side, lavet på intet mindre end Chardonnay, Sauvignon Blanc, Viognier, Rousanne og Muscat. Ganske aromatisk med melon, fersken og passionsfrugt samt et svagt røget præg, som jo i hvert fald ikke kommer fra fad. Selv om det er en indgangsvin savner den hverken karakter, friskhed eller mer’agtighed. I skrivende stund (august ’22) er den aktuelle årgang 2018, og det er den yngste vin i Rapatels portefølje.
Petite Signature: Den yngste af de hvide og de røde; denne baby er fra 2019 i den aktuelle aftapning. Og hold kæft, hvor er det sindsygt.. Grenache Blanc og Marsanne i nogenlunde lige mængder giver en forbavsende Blid, Bred og Blød smag lige indtil den karakteristiske saltede mineralitet rammer smagsløgene. Hvidblomstret, honningsødme (men bemærk: Vinen er knastør) og kølig morgenbrise, men rigelig smagsfylde til at følge med hovedretter.
Cuvée 43: 85% Grenache Blanc og 15% Muscat. Rimelig vild vin, intens og meget indbydende næse med kvæde, melon, et strejf ananas og grapefrugt. Det kommer til at lyde som en frugtsalat, men vinen er både forfriskende, kompleks og lang; og dertil voldsomt mer-agtig. I skrivende stund (august ’22) er den aktuelle årgang 2015.
Grande Signature Nadège: Bourboulenc (Maccabeu), Roussanne og Chasan. Fuldstændig imponerende kompleksitet både i næse og mund, lime, kaprifolie, garrigue – honning. Blød og samtidig frisk, og så er den kæmpelang. Denne cuvée laver Gerard til ære for sit barnebarn af samme navn. I skrivende stund (august ’22) er den aktuelle årgang 2010 (!), som altså har ligget 12 år i en åben glasfibertank inden flaskning. Mindblowing.
Røde
Vin de Pays du Gard rød: Indgangsvinen på den røde side, der såmænd kun er lavet af Grenache, Syrah, Carignan, Mourvèdre, Merlot & Cabernet Sauvignon – hovedsagligt yngre stokke. I skrivende stund (august ’22) er den aktuelle årgang 2012 (!), ganske nytappet. Vinen er meget velintegreret (hvilket næppe kan forbavse nogen), ikke synderlig kompleks men med en dejlig næse af garrigue, især timian og rosmarin. Saftig og velsmagende med lette tanniner.
Cuvée Facile: Lavet på unge Grenachestokke plantet i 1992. I skrivende stund (august ’22) er den aktuelle årgang 2014, og stokkene er således 22 år gamle. Vinen er harmonisk og meget blød, og med en svagt røget næse med hybenrose og kirsebær – nem at holde af, nem at drikke en flaske af.
Petit Journal: ‘Den lille avis’ hentyder til at det er vinen fra pres af samtlige øvrige cuvéer, og således indeholder den både Grenache, Syrah, Carignan, Mourvèdre, Cinsault, Merlot & Cabernet Sauvignon. Man skulle tro at den resulterende vin ville være tannisk, men den aktuelle årgang i skrivende stund (august ’22) er 2014, og den optræder virkelig harmonisk med rigtig god koncentration og længde. Lidt mørkere, ganske vidst, og med fin garrigue-næse – her også med lavendel, suppleret med viol og brombær.
Petite Signature: Carignan, Cinsault, Grenache, Mourvedre og Syrah. Den aktuelle årgang i skrivende stund (august ’22) er 2012, ret elegant og nærmest sensuel, koncentreret og smagsintens men ikke synderlig tannisk. Næsen er kompleks, både frisk og koncentreret med lavendel og trøffel, og smagen er umami-agtig kompleks – den bejler virkelig til efterårets kødgryder, men nu også til en rød bøf.
Cuvée Carraque: Man tror, det er løgn, men Carraque er en ren Syrah, blandet af to årgange: 2008 og 2009. Giv den lige en omhældning på karafel, eller slyng den et minut eller to i et stort glas – og hold så godt fast i tømmerne, for den kvitterer med et ordentlig skud modenhed med let ymer, umami, viol, rose og et strøg læder. I munden har vi en lang, blød og meget vedholdende smag – helt integrerede tanniner, uden anstrøg af alder eller ilt er den kraftig uden at være hidsig, lang og meget velsmagende.
Grande Signature, Cuvée Arthur: 50/50 Grenache og Syrah fra stokke plantet i 1950’erne. Vinen er opkaldt efter Gerards tredie barnebarn og på næsen er den først og fremmest krydret, oliven, laurbær, nærmest balsamisk. Stor, men imødekommende, hvilket næppe kan undre nogen, siden den aktuelle årgang i skrivende stund er 2009, helt frisktappet fra fad, om jeg så må sige. Jeg har aldrig været fan af flommefede Grenache/Syrahvine fra Chateauneuf du Pape, men det her er noget helt andet: Ingen vulgær fedme, ingen overload af marmeladefrugt, ingen dræbende fadethed – i begge betydninger af ordet ‘fad’. Tænk, at jeg skulle blive Grenache-fanboy..
Clos Cyril: I runde tal halvt hver af Cabernet Sauvignon og Merlot, plantet i ’50erne. Marken brændte i 2018, så om føje år vil vi ikke længere kunne nyde hvad synes at være blevet lidt af en ikonisk vin. Men altså, i skrivende stund er det årgang 2011, der bliver flasket, og den er saft susemig ikke nogen lille, sky receptionsvin.. Med begyndende modenhedstoner i glasset er det en stor, klassisk Cabernet – Merlotnæse, der rammer en midt i gynteren, logisk nok uden antydning af eg, men faktisk med antydning af røg, de klassiske solbær, blommer, skovbund, tretten forskellige lette krydderdufte, heriblandt en fin, lille myntethed, der giver friskhed til det hele. I munden helt harmonisk, spillende, markant smagsintensitet igen med både primære, sekundære og tertiære komponenter – er det et strejf af lakrids, jeg fornemmer?. Kompleks, lang, og med en dejlig saltethed på den mineralske finale. Hold da op..
Gerard laver sine tre store enkeltdruevine med en rebus på etiketten, som angiver druetypen, henholdsvis Syrah, Grenache og Carignan, eftersom det ikke er tilladt at skrive druetype på, når vinen flaskes som Vin de France. Alle tre er fra stokke plantet i 50’erne og er således udtryk for druesortens rene udtryk, når den udsættes for Gerards måde at gøre på. De er temmelig fascinerende.
Rebus Syrah: Det er faktisk ikke helt nemt at beskrive vinen. Årgangen er 2010 her i skrivende stund (2022), og vinen er dybviolet, ikke rigtig gennemsigtig, og farven trækker sig nærmest ikke ved kanten. Lidt sky først (alle Gerards vine skal have luft; det er som om de ikke rigtig bryder sig om at blive lukket inde), men efter 10 minutter på karafel begynder den at brede sig ud. Hold da op.. Umamitoner, bacon, flødekaramel, dyb, dyb frugt med kirsebær og – er det hyldebær? Aromatisk, nærmest parfumeret. Peonie?, Ja, s’gu. Intens så det fløjter, men harmonisk i munden, fin friskhed, mere umami, egentlig ikke så garriguekrydret men derimod ren Syrah-frugt. Det er en ung vin.
Rebus Grenache: Den for tiden værende årgang her i 2022 er 2011, og som sædvanlig skal man lige vende sig til at proppen nærmest ingen farve har – vinen er jo lige tappet.. Lysere end Syrah, og først med nogle lidt besynderlige, indestængte dufte.. Efter de obligatoriske 10 minutter på karaffel (jeg gentager: Alle Gerards vine skal have luft) dukker den rene Grenachefrugt frem, faktisk også her med en umamikomponent, mere garrigue, noget underskov, men også fyreskovsfriskhed. Aromatisk, krydret. Storladen i munden, fyldig, krydret, men ikke tung eller flad – og slet ikke sød på finalen. Giv mig et stykke lam på spid og noget hvidløg, tak! Jeg er normalt altid lidt på vagt overfor rene Grenachevine, det plejer at blive for sødt og tungt for min smag, selv om jeg gør en undtagelse, når Tom lukker en Rayas op.. 🙂
Rebus Carignan: Carignan er lidt et skældsord normalt; det er den drue, de franske vinsøer var lavet af, som de endte med at bruge i stedet for salt til at holde vintervejene isfri. Normalt tynde, lyse og ret beset sure vine lavet i store mængder til at slukke tørsten hos landarbejdere. Her er det lidt anderledes.
Vinen er fra 2009, aldeles frisktappet. Farven er violet, knap så uigennemsigtig som Syrah’en. Den åbner lidt hurtigere end de andre (men det kan sagtens blot være denne flaske; påregn altid en dekantering), og det er noget af et festfyrværkeri med masser af garrigue, dyb, moden frugt, som sjovt nok hælder mere til den røde end til den mørke side – men sådan er det med de fleste af Gerards vine, og jeg tror det hænger sammen med de flygtige syrer. Kryddertoner – er det en smule fennikelfrø? Og lidt allehånde, også. Stor, fyldig, krydret, meget harmonisk, flot friskhed i munden og markant længde, ligesom de to andre rebus’er. Jeg synes den kalder på vildt, på middelhavsmad, på det mellemøstlige køkken – men den smager nu hæderligt til en rød bøf, kan jeg tilføje.. 🙂
Cuvée Bohemienne: Gerard har lavet denne cuvée til ære for sit barnebarn, som han håber vil overtage gården når den tid kommer – men at dømme efter hans fysiske styrke så kan det vare mange år. 5 årgange Grenache fra de gamle stokke: 2011, 2012, 2013, 2014, 2015. Hvorfor lige det? Fordi han kan.
Og man må sige at denne cuvee er helt sin egen, både hvad angår udseende, duft og smag: Først og fremmest er den en helt uigennemsigtig, blåviolet farve. på næsen har den en friskhed, fyrrenåle, rosmarin, og så helt uventet en citrusolietone, orangeskal, og så gudhjælpemig lidt flødekaramel og en umamiundertone. Og den er i hvert fald ikke sky; den kommer væltende op af glasset. Markant fyldig, med stor friskhed og fornemmelsen af en meget ung vin indtager den mundhulen, hvorfra den ikke har travlt med at komme videre, uanset om man spytter eller synker (rolig, Tavs – ingen pseudopoesi, tak). Smagen indeholder meget af fyrrenålefriskheden fra duften, og en intens, rødlig frugt et eller andet sted mellem koncentreret tyttebær, gult æble og hyldebær. Det er den eneste vin i porteføljen, som efter min mening ikke er klar til prime-time, omend den indiskutabelt giver en oplevelse.
Rapatelissime: Nede i Pyrénées-Orientale, omkring Banyuls-sur-Mer, laver man – nå ja, Banyuls. Det er en slags fransk udgave af portvin, typisk lavet på Grenache, og normalt lidt lavere i alkohol – omkring 16-17%. Hvad har det med Rapatel at gøre? Jo, Gérard har lavet sin egen udgave, 100% Grenache, 16-17% (han vil ikke rigtig ud med det, antageligt fordi der står 15% på flasken, så den ikke skal beskattes som hedvin) og fra årgang 2005. Farven er en slags rød-brun, mørk læder-tone, næsen har nødder, karamel, lidt moccha med en abrikos-agtig frugtkomponent. Smagen er varm og blød og rar, let krydret, igen nødder og et let strejf af abrikos. Den er vel knap sød nok til at trække tunge desserter, men den kan godt lide nødder, konfekt og chokolade; og så er det sådan en, man har en tendens til at gå og nippe af, mens man futter rundt inden døre og skutter sig lidt – i hvert fald hvis man er mig