
“Den bedste vitikulturist i Nuits. Punktum”
Normalt skal man tage den slags udsagn med ophøjet ro og 3 kilo salt, men der gives undtagelser: Når ordene kommer fra Pierre-Olivier (PO) Garcia fra Domaine Garcia, så ved man at der er vægt bag. Der findes kort og godt ingen mere progressiv og helt vanvittigt eksperimenterende vinmager end PO, hvad hans domaines lynhurtige opstigen til det øverste parnas blandt Bourgognes berømte domainer bærer tydeligt vidnesbyrd om.
Hvad gør Clément til så ekstraordinær en viticulteur? Han fremstår som en nydelig, ung mand omkring de tredive, men der skal nu ikke mange minutters samtale til før en række ting står fuldstændig klart: Han gider under ingen omstændigheder ligegyldigt smalltalk. Han besider en avanceret og sjældent tør humor. Og han føler sig forbundet med sine marker på en nærmest fysisk facon, hvilket markerne helt, helt tydeligt er begunstiget af. Man må håbe Clément har lige så stor gavn af det, fysisk, psykisk, spirituelt mm.
Clément er ham, du finder ude i marken den 25. december, den dag alle franskmænd fejrer jul. Det er ham, der planter træer og buske ikke blot rundt omkring markerne, men til og med inde i markerne – det er et spørgsmål om at tage biodiversitet alvorligt, som han siger. Og Clément er også ham, der sætter små ‘salgsboder’, i mangel af et bedre udtryk, op inde i markerne og fylder dem med hø, grenafskær og gamle brændeknuder. Hvorfor det? Jo, insekterne skal jo også have et sted at leve..
Faktisk har domainet også et dansk islæt, og WineInVein har haft en finger med i spillet på den konto: 1. juni 2021 tiltrådte Mikkel Vestergaard som fuldtidsansat på domainet, og han har kæmpet den brave kamp side om side med Clément gennem rædselssæsonen 2021. Med sin baggrund som officer i hæren er Mikkel også helt klart den rette til at holde fjenden i skak i markerne.
Vinifikation foregår med varierende grad af hele klaser, alt efter årgang. Fadregimet fordeler sig over flere forskellige tonnelierer, og mængden af nyt fad overstiger ikke 25%, uanset cuvée. Flaskning finder normalt sted i løbet af februar, typisk uden hverken klaring eller filtrering.
Domainet har været certificeret økologisk siden 2018, men det, Clément foretager sig, er langt forbi økologi – det er den type visionære permakultur og diversitetstænkning, som fremtidsforskere siger er bydende nødvendigt, hvis vi skal bevare vores levestandard ind i fremtiden. Han er kort og godt et eksempel til efterfølgelse.
WineInVein fører hele sortimentet:
Domaine Chicotots Bourgogne Rouge – eller Bourgogne Côte d’Or, som det jo retteligt hedder nu – er dyb, saftig og vederkvægende (godt ord. .!) for appelationen, hvilket uden videre kan tilskrives kombinationen af Cléments fantastiske markarbejde og 70 år gamle vinstokke i Chaillots-marken. Den hører i den grad hjemme i WineInVeins perlerække af enkeltmarks-regionalvine fra meget gamle vinstokke.
Cléments Ladoix vokser for 90% vedkommende i Champs Rammés, og de sidste 10% i Dødens Mark: La Mort..
Stokkene på begge marker er 60 år, og det er den vin, der har lært mig at livet alligevel ikke er for kort til at drikke Ladoix, hvad jeg ellers har haft god grund til at mene i mange år. Forbavsende dyb, helt slubrende med kirsch-agtig frugt og hindbær.
Domaine Chicotot ejer en hel del forskellige marker i Village-delen af Nuits. 4 af dem flasker Clément under marknavnet: Plantes au Baron, Aux st. Julien, Les Charmottes og Aux Allots, og den 5. under navnet Vielles Vignes, eftersom stokkene er mere end 85 år gamle. Det er nu ikke fordi de øvrige er Jeune Vignes, heller: De yngste stokke overhovedet er Aux st. Juliens, hvor stokkene ‘kun’ er 60 år gamle..
Domainets 1. Cru portefølge er lige så imponerende: Les st. Georges, Les Vaucrains, Les Pruliers, La Rue de Chaux og Aux Torey. De er alle tilplantede i 1942.