Weingut Kirsten
Bernhard Kirsten – Rebel og Innovator
Bernhard Kirsten er en af de mest progressive vinbønder i Mosel. Bernhard indså allerede i ’90erne at Global Warming pegede mod tørre, mere fyldige vine, hvorefter han reducerede udbyttet drastisk og indførte Burgundiske metoder såsom præ-fermentativ maceration, malolaktisk gæring og sågar nyt fad (et virkelig Fy-ord i Mosel). Tilsammen giver denne tilgang vine som er intense, fyldige, cremede og meget, meget velegnede til mad af snart sagt enhver art. Tænk på dem som Mosels svar på hvid Bourgogne.
Bernhard lagde om til økodrift i 2007 og blev certificeret i 2010, hvilket rundt regnet er selvmord i Mosel, hvor klimaet bestemt ikke er øko-venligt. Som eksempel behandlede han 16 gange på de 15 hektar i løbet af 2016 – mere end det dobbelte af de kemiske producenter. De fleste af hans marker kan kun tilgås pr. fod, så behandling foregår med en beholder på ryggen og en manuel sprøjte til det biologisk nedbrydelige kontaktmiddel, som bliver skyllet af igen ved første regndråbe..
Jeg mødte Bernhard i 2001, og det møde udviklede sig hurtigt til et nært venskab, og siden til det, der meget senere fik navnet WineInVein, eftersom jeg begyndte at importere Weingut Kirsten i 2005.
Kirsten wird Liebieg wird nochmal Kirsten
I 2018 fandt Bernhard en investor, Andreas Kreuter, der købte domænet under den aftale med Bernhard, at han fortsat havde det fulde ansvar for alt omkring vinene. Domænet skiftede i den forbindelser navn til Schlossgut Liebieg.
Schlossgut Liebieg fik spritnyt udstyr på flaskerne, funklende og skinnende og juletræsagtigt. Jeg insisterede imidlertid på at bevare det klassiske, minimalistiske og skandinavisk inspirerede Weingut Kirsten-udstyr, og det var temmelig profetisk eftersom Andreas Kreuter nu har opgivet Schlossgut Liebieg-ambitionen, hvorfor domainet går tilbage til sit oprindelige navn og udstyr over de næste flere år.
WineInVein fører hele sortimentet:
Og vinene! Tørre til halvtørre, dybt intense og smagsrige, med stor individualitet og fantastisk blødhed og fylde i munden. Som noget ganske særligt laver Bernhard vin fra 5 forskellige marker beplantet med vinstokke, der ikke er podet på amerikanske rodstokke. Disse stokke er 100 – 120 år gamle, og vinene herfra har deres helt eget og unikke udtryk.
Mousserende vine:
I 2009 fik jeg idéen til at lave en tør Sekt efter Champagneforbillede, dvs. som en blanding af årgange, for at gøre stilen mere ensartet fra år til år. Vi blandede cuvéen sammen, og jeg overtalte Bernhard til at degorgere vinen uden at tilsætte svovl under løfte om at jeg påtog mig ethvert ansvar for partiet. Da vi året efter smagte vinen sammen henholdsvis med og uden svovl fik Bernhard sig en ægte aha-oplevelse, og siden da har Weingut Kirstens vine fået tilsat betydeligt mindre svovl, typisk til omkring 45 mg. total.
Èn blev hurtigt til to, og på den måde fik verden både en Riesling Sekt og en Pinot Sekt lavet uden svovl og uden dosage, altså uden tilsat sukker ved degorgering.
I mange år brugte vi bare Kirstens almindelige Sekt etiket, men efterhånden var det ikke længere praktisk – og i øvrigt ikke lovligt. Alligevel blev jeg fuldstændig benovet da jeg for nogle år siden åbnede en sending af disse vine og på etiketten kunne læse: Riesling Sekt TR og Pinot Sekt TR. Det er første gang jeg har fået en vin opkaldt efter mig, og jeg må tilstå, at det gjorde mig mere stolt end jeg normalt vil vedgå mig..
Pinot Sekt TR (Klüsserath, Köwerich) WineInVeins særlige cuvée, flasket uden svovl eller sukker. Mindst tre årgange indgår i cuvéen, som består af 80% Pinot Noir, helklasegæret for at give den særlige aromatik, og 20% Pinot Blanc, med maceration på skallerne til at give polyfenoler og fylde. Tydelig rugbrød, skovhindbær og muld. Crêmet mousse, intens og lang i munden – selvfølgelig kan man drikke den på terrassen, men den passer mindst lige så godt til mad.
Riesling Sekt TR (Klüserather Bruderschaft) Klassisk Kirsten TR baseret på mindst 3 årgange, med maceration, naturgær, malolaktisk gæring og uden hverken dosage eller svovl.
Kompleks, mineralsk, næsten ananasagtig frugt med lidt æble og lang, intens smag med tydelig skifferkarakter. Tør, men fyldig og blød, og en fremragende ledsager til selv kraftige fiskeretter, fjerkræ og vildt.
Franske druer:
Bernhard var antagelig den første i Mosel, der reagerede på klimaforandringerne ved at overgå til at lave tørre vine og plante mere varmekrævende druesorter – og det var allerede i ’90erne. I dag dyrker han Pinot Noir, Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc og senest også Cabernet Sauvignon,
Pinot Blanc (Klüsserath) Klassisk pæretone på næsen, fyldig, cremet og smasklækker. En rigtig folkeforfører, som egner sig til det meste og bare smager godt.
Pinot Blanc + Chardonnay Tonneau
(Klüsserath – 50% ny tonneau 600 l.) Pære og fersken med lidt vanille og smør på næsen – rund, rig, fyldig og fristende. Bourgognekiller.
Blanc de Noirs (Köwerich) Laksefarvet vin lavet på Pinot Noir – ikke Rosé, men det som franskmændene kalder Oëil de Perdrix – Agerhønens øje. Jordbær, hindbær, fersken – læskende og lang.
Sauvignon Blanc (Klüsserath) Antagelig den første fra Mosel, stokkene er plantet i 1998. Vinen er ganske intens med klassiske aromaer af stikkelsbær og lidt solbær, saftig og læskende med tydelig skifertone på eftersmagen.
Riesling:
I Mosel starter og slutter alting med Riesling – også hos Kirsten. Bernhard har det fantastiske held at kunne arbejde med nogen af Mosels ældste vinstokke, plantet uden at være podet på amerikanske rodstokke – det, tyskerne kalder ‘Wurzelechte’, ægte rødder. Disse beplantninger burde være beskyttet under loven om kulturarv, men er det tragisk nok ikke, i hvert fald ikke endnu – og der bliver færre af dem år efter år, efterhånden som de gamle kæmper bukker under én foir én. Det er et under, at vi overhovedet har mulighed for at smage vine af en type, som helt enkelt ikke kan laves andre steder i verden – og komplet ubegribeligt, at de ikke koster mere end de gør..
Wolkentanz (indgangsvinen, som er tænkt som en let og uhøjtidelig vin. Den er bare ikke let..) Frugtig, fokuseret, forbløffende fyldig og ganske enkelt fremragende.
Riesling Trocken cuvée TR (Klüsserath) 2018 markerer første årgang af en særlig cuvée TR udgave af Bernhards Trocken. lavet i samarbejde med, og udelukkende til, WineInVein. Lavet på frugt fra Klüsserather Bruderschaft er det en kraftig og tør Riesling, som er flasket med et minimum af svovl. Den er intens, fyldig, lang og nærmest crêmet i munden – og jeg er virkelig stolt af resultatet.
Laurentiuslay (fra den bedste mark i Köwerich) Storladen, maskulin vin med en muldet tone på næsen og forbløffende intensitet. Lang og mineralsk på finalen. For mig har Laurentiuslay altid været den oplagte vin til lam, hvis jeg ikke lige havde lyst til rødvin – men den håndterer nærmest hvadsomhelst.
Von Geldern Pur (fra det allerøverste stykke af Klüsserather Bruderschaft) Fuldstændig tør, med en snert af fad, og med den elegance, der kommer af at stå højere og køligere. Efter min mening skal den have mindst 5 år i kælderen, men for pokker – når den får det.. Jeg drikker den til alt det, jeg ellers ville drikke hvid Bourgogne til.
Herzstück (som navnet antyder fra hjertet af Klüsserather Bruderschaft) Legende og kompleks, med tusind blomster i næsen og en lys karakter. Alle Bernhards Rieslinger er intense og crêmede, men Herzstück er nok den mest umiddelbare.
Free Run (fra Klüsserather Bruderschaft – kun den saft, der løber fra bærrene af sig selv, dvs. uden presning) Intens, så det nærmest gør ondt! Første årgang var 2015, og den bør ligge nogle år endnu. Kun tappet på magnum, kæmpe vin.
Alte Reben (fra en parcel midt på Bruderschaft beplantet i 1921 – upodet) Måske den mest komplekse af alle Kirstens vine er Alte Reben intens, fyldig, dyb og off-dry. Til komplekse retter og ost af alle slags – og til klassisk, dansk julemad!
1904 (fra Longuicher Maximiner Herrenberg, beplantet i 1904 – upodet)
Zen.
Trittenheimer Apotheke GG (fra en parcel lige i centerstykket, beplantet ca. 1900 – upodet) Årgang 2018 var Weingut Kirstens første officielle Grosses Gewächs. Laserfokuseret, intens, helt tør, ultra mineralsk og pivhamrende ung. Den bliver stor engang..
Pinot Noir Som sagt forstod Bernhard allerede i midt-halvfemserne hvad Global Warming ville betyde – og handlede på det. Han plantede i 1998 sin Pinot Noir i Klüsserather Bruderschaft, så vidt vides mindst et årti før nogen anden, og stokkene er nu kommet til skelsår og alder, således at de leverer en intens, saftig og krydret Pinot med mnarkant skifermineralitet. To år på højkvalitetsfade, ingen filtrering og lav svovl. Jeg elsker den.
BK I 2010 havde Bernhard et fad Alte Reben, som besluttede sig for at stoppe gæringen med 35 g. restsukker. Vi diskuterede, om gæringen skulle genstartes, men i typisk Bernhard’sk hands-off stil valgte han i stedet at komme den på – ny barrique! Upodede stokke, prefermentativ maceration, naturgær, malolaktisk gæring, restsukker og nyt fad – der findes med garanti ikke nogen anden vin, der minder om den. Bernhard har givet den navn efter ham selv, og laver den kun i særlige år. Den ultimative Foie Gras – vin.
For Friends (klassisk Moselspätlese, bortset fra at det er en temmelig tung Auslese med 85 g. restsukker) Uden maceration, reduktiv og klassisk i udtrykket, med fersken og pære og alting godt. Oprindeligt kun lavet til vennerne, men alle ville have den.. Crêmet, fyldig, sødlig, syndig!
Pölicher Held Auslese (fra Pölicher Held, såmænd) 120 g. restsukker, maceration og malolaktisk, samt en snert af nyt fad. Bernhards vine har det med at blive til deciderede statements. Voldsomt velegnet til lysere, frugtbaserede deserter, herunder ikke mindst Bar’Vins citrontærte med let lakrids.