Pierre Charlot er først i trediverne, og han er hardcore. Da han i 2009 overtog domainet fra sin nogenogfirs-årige bedstemor Solange lagde han stilen radikalt om under supervision af Pierre Masson, Grand Old Man of fransk biodynamik. Ingen kemi, svovl under de 30 mg/l og ingen dosage i noget som helst fra de 4,5 Ha. omkring Chatillon-sur-Marne, som bedstefaderen tilplantede i sin tid. Gæring i træfad uden tilsat gær, og sekundærgæring med økologisk neutral gær og til gengæld, eller måske snarere præcis derfor, har han tålmodighed til at modne sine vine så længe på gæren, at de er medgørlige når han frigiver dem. Vinene er enten usvovlede eller meget lavtsvovlede og fremstår let til den oxydative side, vinøse med markant ryggrad og koncentration – karakterfulde, gastronomiske vine.
Cuvée Reserve: 75% Pinot Meunier og 25% Chardonnay, og ligesom de øvrige vine altid vintage uden vin de reserve, selv om Pierre ikke skriver årgang på etikketten. Hans Cuvée Reserve ligger ‘kun’ 6 år på gæren og halvandet år efter degorgering, og det giver den en smuk, helstøbt næse med solid frugt i en rød-bær’et retning, let skovbund og autolysekarakter (ristet brød). Smagen er ligeså helstøbt, med fin mousse, markant intensitet og både skovhindbær, et strejf af rødbede og ristet hasselnød og en lang, mineralsk og temmelig kompleks eftersmag. Det er ikke nogen lille, diskret receptionsvin.
De to årgangsvine er 100% hver sin drue, MEGET intense og trés gourmand, som franskmændene ville sige.
Roséen på 100% Meunier er Rosé d’Assemblage, og selv om hovedvinen er 2010 er assemblagedelen – 12% i alt – fra 2015, så den bærer ikke årgang.
Prestigecuvéen Bulles de Nacre er fra et lillebitte, urgammelt plot – ét fad, altså 350 nummerede flasker. Den er også vintage, selv om det ikke står på flasken. 75/25 Meunier/Chardonnay.
Og hvordan fandt jeg så Pierre, som i dag regnes til avant-garden inden for biodynamisk Champagne? Det enkelte svar er at det gjorde jeg overhovedet ikke. Da jeg var nede og besøge Grerard Eyraud på domaine Rapatel spurgte han mig om jeg havde hørt om Pierre? Det havde jeg ikke, hvorefter han greb telefonen, ringede til Pierre og sagde, at vi skulle mødes – hvad vi så gjorde. Man kan ikke rigtig sige Gerard imod..