En Artig, Liden Historie fra det Hellige Land (spring den over, hvis du har travlt – den er lang..)
Det var en februardag i 2017, og jeg befandt mig som sædvanlig i det Hellige Land. Jeg havde aftalt med en række bekendte fra Facebookgruppen ‘Burgundy’ at ‘dele’ aftaler – på den måde blev det mere effektivt både for os selv, men også for vigneron’erne. Imidlertid var jeg ikke så forhippet på en af dagens smagninger: Et eller andet obskurt domæne i Pommard, som jeg aldrig havde hørt om i mine 30 år som Bourgognefreak. Men omvendt havde jeg ingen andre aftaler, så jeg kunne vel lige så godt tage med og tage en for det danske hold.
Vi ankom, 6 mand høj, til domainet og ventede foran den brede stentrappe op til døren. Ud kom en lille mand med en foruroligende lighed med mr. Bean, og en kvinde, der tydeligvis var hans søster – og dertil en dame af ubestemmelig alder, men umisforståelig autoritet – Madame, domainets matriark. Uden et ord gennede Madame os indenfor i den store aula med en pejs af en størrelse, så to mennesker mageligt kunne sidde og spise frokost derinde. Midterbjælken, der løb i rummets længde, var lige så enorm som den var fortidig, og flagstenene, der dækkede gulvet måtte være lavet af kæmper. Det var som at træde ind i en anden verden, en anden tid. Jeg var fuldstændig fascineret.
Vi blev bænket, og Alexandre (broderen), skænkede først for Madame, som snusede til vinen og nikkede kort uden at fortrække en mine, hvorefter han skænkede for os andre uden at smage vinen selv. Jeg stak snuden i glasset med ’11 Bourgogne Rouge, og blev slået helt omkuld på stedet: En kompleks, muldet næse, markant parfumeret og fuldstændig ulig noget, jeg havde oplevet før, stod ret op af glasset og fortalte mig utvetydigt, at jeg jo ikke vidste noget som helst om Bourgogne.
Næste vin var ’09 Beaune Village (der faktisk er halvt 1. Cru): Igen den dér parfume.. Intensiteten, kompleksiteten, elegancen, finheden og strukturen – de silkeblødeste tanniner, jeg nogensinde havde oplevet. Den komplekse, muldede næse med rose og tobak – det mindede på en måde mere om old-school Barolo end om nogen Bourgogne, jeg nogensinde havde smagt. Men det var så fint! Så delikat – ikke noget bulderbasse her, ikke noget, der strittede. Jeg var solgt. Fuldstændig, helt og aldeles.
Ydmyg og helt bjertgtaget fulgte jeg andægtigt med, mens Alexandre på ceremoniel vis skænkede stadig ældre vine, og da Corton Renardes ’06 kom i glasset og væltede samtlige mine for-forståelser af Corton omkuld og på stedet kom jeg til at udbryde: “This is the wine I am having for Christmas!” Ceremonien standsede øjeblikkelig, og jeg blev helt rød om ørene – men jeg noterede mig et lille smil hos Alexandre, og da vi havde smagt den sidste vin, ’97 Pommard Les Grand Epenots (!), tog jeg mod til mig og spurgte spagt hans søster Anne, som står for salget, om jeg måske kunne få lov til høfligt at anmode om en beskeden allokation? Anne lagde hovedet lidt på skrå og sagde: “We don’t do that”. Ok, det var måske også lidt for direkte, så jeg skyndte mig at spørge i stedet hvor i Beaune jeg kunne købe deres vine? Igen lagde hun hovedet på skrå og svarede “I don’t think there is anywhere in Beaune where you can buy our wines”. Det undrede mig lidt, men jeg fremturede, og spurgte hende, om jeg så kunne købe dem i Danmark? Svaret var kort og definitivt: “We don’t export to Denmark”.
Skakmat. Smådesperat spurgte jeg hende hvad jeg i det hele taget kunne gøre, hvis jeg gerne ville købe deres vin? Til min forbløffelse svarede hun: “You could send us an email” Ja! Jeg har styr på emails, jeg er cand. sc. dat. Og de har en emailkonto!
Jeg kørte hurtigt hjem til Vosne og skrev det bedste jeg kunne; jeg forsøgte at gøre mine hoser grønne ved at fortælle at jeg ofte var i Bourgogne, og at jeg oven i købet repræsenterede et par domainer i Danmark.
Der gik en uge: Intet svar. Der gik en uge til: Stadig intet svar. Der gik tre uger: Ingenting. Øv! Det virkede mere og mere uvirkeligt, et domaine, jeg aldrig havde hørt om, der lavede guddommelige vine, og som i øvrigt ikke solgte dem til nogen. Havde jeg drømt det?
Jeg fik chok, da der en uge senere kom en mail. Og jeg fik endnu mere chok, da jeg åbnede den og læste: “We have thought about it. We would like you to represent us in Denmark”. HVAD??? På intet tidspunkt havde jeg så meget som antydet den mulighed – jeg havde overhovedet ikke tænkt den.. Jeg var lamslået. Og øjeblikket efter jublende lykkelig! Jeg dansede en lille krigsdans og svarede på mailen: “It would be an honour!”
Og så hørte jeg ikke mere i 3 uger. Til sidst skrev jeg til dem, at det måske ville være en god idé, hvis de kunne fortælle mig hvilke vine de var interesseret i at få repræsenteret i Danmark. Der gik tre uger (nu var jeg ved at vende mig til det), hvorefter jeg modtog en mail: “We have thought about it. We would like to offer you the following wines.”
Tre uger senere ankom den første palle med vine fra domaine Michel Gaunoux. Jeg følte, at Danmark var blevet et rigere land.
—- End of Artig, Liden Historie —-
Et domaine som ingen andre
Jeg troede i min naivitet, at ingen havde hørt om domæne Michel Gaunoux (det havde jeg jo ikke selv, og jeg vidste da alt om Bourgogne, gjorde jeg ikke?) Den slags hovmod kommer man ikke langt med i det Hellige Land, og selvfølgelig var der andre, der havde fattet det længe før mig – og som nederdrægtigt nok ikke havde haft synderlig travlt med at dele deres indsigter..
For de virkelig Bourgogne-Woke er domaine Michel Gaunoux insiderdomainet par excelence. Tiden gik i stå her for 100 år siden. Journalister er ilde set; vine sendes ALDRIG til smagninger; vine frigives, når Anne & Alexandre synes de er klar; alle marker fra Bourgogne Rouge til Corton Renardes Grand Cru dyrkes, vinificeres og lagres nøjagtig ens: Lang vinifikation, lang elevage, flasker stablet lodret oven på hinanden som i gamle dage. Hvis Rinaldi er Piemontes svar på Pacalet, så er Michel Gaunoux Bourgognes svar på gammel G. Mascarello. Intense, parfumerede, ultraelegante, med fløjlsbløde tanniner og aldeles befriet for vulgær primærfrugt er dette så tæt på Ur-Bourgogne, som man kommer i dag. Anti-tesen til moderne saftevandsbourgogne..
Efterhånden har jeg forstået, hvordan det var lykkedes mig at forblive uvidende om denne guldgrube så længe: Man støder simpelthen ikke på de vine ved en tilfældighed, ikke i gennemgangen af seneste årgang, ikke til smagninger, ikke i en butik i Beaune – i det hele taget bare overhovedet ikke. Men som sagt, så har andre været klogere end jeg..
Det siger de kloge:
René Langdahl var for eksempel på pletten inden mig, og han skrev tilbage i ’17 i én af sine første blogposts: “Alexandre Gaunoux ligner til gengæld en tegneseriefigur fra et Franquin-album, men hans vin er udødelig. Og metoderne er fra en anden tid, men det understreger blot udgangskvaliteten på druer og most. Her afstilkes alt og gæringen sker i enorme åbne trækar med lang trækketid efter alkoholisk gæring. Typisk lys rød frugt, transparent farve og fuldstændig lige så splitter ragende nøgen som Rossignols Rugiens, åbne arme og modtagende blik, men mere afpillet, balsamisk med svampe og peanuts, japansk shoyu og tanninangreb som en blød skummende stillehavsbølge, umulig at stoppe, men lun og rar.” René har skrevet om domænet flere gange siden, og han har smagt deres ’62 Corton Renardes, hvad jeg ikke har – endnu..
Winehog er også med på holdet: “I was therefore utterly delighted when I tasted the first sip of the wines at Domaine Michel Gaunoux – entering a new Burgundian dimension of timelessness and effortlessness … A different style of wines than I have experienced before – the beginning of a truly memorable visit and tasting”..
Også Winehog har gryntet om domænet ad flere omgange, oven i købet i rosende toner..
Meadows (Burghound) var selvfølgelig også langt foran, og havde oven i købet haft snuden meget dybt i kælderen – han udtrykker som sædvanlig sin holdning klart og præcist: “The Michel Gaunoux wines are highly recommended as this is one of the finest domaines in all of Burgundy”. Han har endda lidt at have det i, den gode Allen, for han har haft lejlighed til at smage vinene tilbage til 1921, Jeg under ham det gerne, han er en meget hyggelig fætter, som jeg møder med ujævne mellemrum i det Hellige Land
Noget om point
Jeg forstår mig ikke på point, og jeg bruger dem aldrig. Betyder x point, at jeg kan lide vinen eller at jeg ikke kan? Hvad med y point? De tre ovennævnte journalister giver alle domaine Michel Gaunoux meget, meget høje point. Det er helt bemærkelsesværdigt, at rødvine fra Côtes de Beaune af kritikerne bedømmes på niveau med de store vine fra Côtes de Nuits, men det er utvetydigt tilfældet her – både henover de forskellige journalister, henover de tre store marker og henover årgange. Domaine Michel Gaunoux er indiskutabelt noget helt særligt.
Advarsel!
Det er vigtigt at forstå, at vinene fra domaine Michel Gaunoux er antitesen til den moderne saftevandstrend: Hvor moden dikterer masser af sød, lys slubrefrugt har vinene fra Michel Gaunoux udpræget parfume og allehånde sekundæraromaer lige fra de bliver frigivet. Og hvor moden dikterer blødhed grænsende til strukturløshed har vinene fra Michel Gaunoux tanniner – de fineste, mest raffinerede, ultraelegante fløjlstanniner, der på én gang selvfølgelig giver vinene struktur, men på den anden side leverer den fornemste elegance, man kan forestille sig. Det er ikke vinene for de smarte-i-en-fart’e, der lefler for det hurtige, det umiddelbare, for moden og instant gratification. Det er vinene for den, der søger det ægte, det æteriske, det forjættede, det sublime – og som er villig til at investere den tid og fordybelse, det kræver – herunder at dekantere dem i rigelig tid i forvejen, gerne på Piemontesisk manér, dvs. med bunden i vejret ned i en bredbundet karaffel.
WineInVein fører hele sortimentet i flere årgange:
Helt ubegribeligt virker det, når man får muligheden for at købe stor Bourgogne, der oven i købet er modnet i den kælder, hvori den er født. Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da den første palle kom hjem, stablet med millimeterpræcision, med både mellemlægspap og toppap i hver enkelt kasse, hvor flaskerne omhyggeligt var lagt med etiketten opad. Otte forskellige årgange! Ikke 2000? Ej heller 2004? Nej, de årgange levede ikke op til vores krav, så al vin gik til negociant’en. Uvirkeligt, utroligt, men sandt.
Bourgogne Rouge (Fra 1 Ha. i Les Sorbins, lige nedenfor Pommard by) Domaine Michel Gaunoux’ Bourgogne Rouge er lavet på nøjagtig samme måde som domainets øvrige vine: Lang vinifikation med post-fermentativ maceration og lang elevage, 10% nyt fad – eftersom et fad holder 10 år.
Vinen er kompleks på en måde som ikke hører hjemme hos en Bourgogne Rouge, den er parfumeret og fin og kræver god tid på karaffel. Vinen er 5-10 år om at modne i almindelige årgange og meget mere i store.
Beaune (Fra 1. cru Les Boucherottes og Les Epenotes blandet med Village Les Prevolles og Beaux Fougets – alle grænsende op til Pommard) I alt 2.04 Ha. vinmark, hvoraf 50% er 1. Cru indgår i domænets Beaune Village, som altid viser intens elegance og en for Beaune usædvanlig indsmigrende viol – rose parfume. Tidløs: 1998 virker let volatil ved åbning i januar 2021, men ligesom 25 år gammel G. Mascarello blæser det af efter en time på karaffel, hvorefter vinen står rank, præcis og kompleks – og ultra, ultraelegant.
Pommard Les Grands Epenots (1,75 Ha.) Dyb frugt, brombær og kirsebær, let kryddertone fra Brunstokket Rørhat og muldjord, smagsintens men vægtløs i munden, med lang, mineralsk eftersmag og en forførende harmoni. På engelsk ville jeg sige, at den er “finely chiselled”, dvs. at strukturen er ultrapræcis og detaljeret. Det er ikke godt at vide hvor længe den holder i store årgange, men det er mindst 100 år, jvf. Meadows.
Pommard Rugiens Bas (0,69 Ha.) Rugiens er mere stålet, mere mineralsk end Grand Epenots. Næsen har boysenbær og kirsebærsten, og får et strejf af tobak eller lakrids i varme år. Intensiteten er nærmest skræmmende, men den er aldeles vægtløs i munden. Helheden er bjergtagende og meterlang. Lige så længelevende som sin søster, men mindre umiddelbar og mere mineralet, benet.
Corton Renardes Grand Cru (0,63 Ha.) Første gang jeg smagte denne vin var det årgangen 2006, der er relativt mørk og ikke altid lige elegant. Jeg var så mindblown over det lyse raffinement og den elegance, der dansede rundt i min mund, at jeg ufrivilligt udbrød: This is the wine I am having for Christmas! Og sådan blev det s’gu.. !
Corton’en er den største af de tre søstre, den mest bredskuldrede og den mest komplekse. Men selv om det med en bred margen er den mest elegante Corton, jeg kender, så kan den ikke følge med især Grands Epenots hvad elegance og raffinement angår.
