WineInVein

Vin til VelVære

Brev fra det Hellige Land

Nyt fra det Hellige Land: Høsten ’25 #2

· ·

Jean Marshall foran sin Aligoté-mark oppe i Cervannes i Hautes Côte de Nuits 20.09; smukke og sunde druer. Han deler marken på ca. en hektar med Matthieu Moron, POs gamle partner, som til daglig er Chef de Culture hos d’Eugénie.

Jeg kom hjem i nat fra sidste del af høsten i det Hellige Land, og jeg vil gerne dele mine indtryk, forventninger, halve forståelser og almindelige bekymringer. Det følgende er baseret på mine erfaringer fra høsten og fra mine smagninger af den helt nye vin hos ca. 10 domainer, både under og udenfor WineInVeins vinger, frem til min afrejse 21.09.
Det er naturligvis ikke et representativt udsnit, så tag alting som generelle betragtninger.

For lige kort at rekapitulere (fedt ord, som alle nørder bør have på lager, nypudset og klar til brug), så har ’25 været mindst lige så ekstrem vejrmæssigt som de foregående 5 år – og det vil sige ekstrem på den ektreme måde. Læs gerne om sæsonen op til høst her: https://www.wineinvein.com/2025/09/06/nyt-fra-det-hellige-land-hosten-25/

Hvor vi havde en ekstrem hedebølge fra d. 7. august helt til den 19., så havde vi ekstremt vådt vejr fra den 29. frem til den 14. september. I og omkring Nuits faldt der lige under 200 mm. regn i den periode; cirka en trediedel af det gennemsnitlige årlige nedbør, og uden sammenligning den vådeste høst siden begyndelsen af vejrstatistikker.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig hvad det har betydet for høsten, som i forvejen var sendt i alle mulige retninger af hedebølgen. Well, først og fremmest betød det overhovedet ingenting for de vine, der blev høstet før – og det var en ret betydelig andel af de hvide i Côte de Beaune, nede på fladlandet i Meursault og Puligny; i lidt mindre grad Chassagne. Mange af de vine vil vise betydelig koncentration efter fordampningen under hedebølgen, og afhængig af planternes tilgang til vand vil de enten være noget grønne i syren (for de planter, der lukkede helt ned) eller lige omkring eller over middel for dem der ikke gjorde. Sukkerindholdet synes gennemsnitligt at holde sig under 13,5 potentielt, så vi får ikke bamsevine fra den kant.

De hvide, der blev høstet efter regnen begyndte, rehydrerede selvfølgelig, og for de druer, der var blevet beskadiget af solen under hedebølgen betød det at de ofte sprækkede – og det betyder råd under de relativt varme forhold, vi havde. Aligoté kan sagtens tåle en del botrytis; det giver en hvis fedme og en snert af spice til vinene, der ellers kan være stringente til den stålede side – men Chardonnay bliver typisk noget toptung og eksotisk i udtrykket og mister hurtigt sin druetypicitet, hvis der er for meget råd i den.

For de hvide oppe i Hautes Côtes, der absolut ikke var modne på det tidspunkt, var effekten ikke helt så dramatisk; dels faldt der mindre regn deroppe, og dels var druerne ikke ligeså langt fremme under hedebølgen, så de var mindre berørt, og havde tykkere skaller – og dels var der køligere. Råd begyndte først at blive et problem hen mod midten af måneden, og der havde de fleste domainer alle hvide i hus.

Lucien Rocault med et glas næsten færdiggæret St. Romain Sous Roche. Fint syrespil, god koncentration – det er naturligvis alt, alt for tidligt at sige noget om den færdige vin, men vi kan trods alt sige noget om balancen; sige at den ikke bliver varm, eller tynd, eller syreflad..

Det var ikke mange røde, der blev høstet inden regnen; hos PO havde vi dog de tre Côte de Beaune-vine i hus, og de var virkelig fine: Alkohol lige omkting eller lidt under 13, og fin syre. De første røde efter den første regn (det her bliver hurtigt kompliceret) opførte sig forbløffende pænt, af en eller anden grund slugte de ikke vandet i hurtigt tempo – og der var ellers vand nok; der faldt 80 mm. natten mellem den 28. og 29. august. Jean Marshall plukkede mellem d. 2. og den 6., lige inden det andet store regnvejr, og hans udbytter lå mellem 20 og 23 hl/ha (bortset fra Perrières, som var helt nede på 12) af vine, som var dybe, koncentrerede og med virkelig god friskhed, Ph omkring 3,3. Absolut ingen dilution. Benoit Chevalliers vine, høstet i samme tidsrum, viste et tilsvarende format, omend udbytterne var lidt højere.

Tingene gik imidlertid skråt ned ad bakke efter det andet, store regnvejr 7. – 8. september, hvor vi fik endnu mere vand end sidst. Nu begyndte druernes skaller at dekomponere; langsommere eller hurtigere afhængig af hvor tæt bærene sad på klaserne. Druerne svulmede op, begyndte at sprække og botrytis spredte sig blandt klaserne. Hos PO betød det at sorteringsarbejdet blev mere omfattende, men for de medlemmer af de Fortabte Sjæle, der havde oplevet høsten i ’21, var det ikke noget at snakke om. Uanset mængden af råd slipper ingen beskadigede druer igennem, når mere end 100 (skriver éthundrede) mand er involveret i høstarbejdet henover hele høsten – og selv om det selvfølgelig ikke er på én gang, var vi dog mere end 50 på de største dage. Det er helt væsentligt at forstå forskellen på POs operation og alle andres.

Aligotéerne kommer altid til sidst, og de nød godt af solrige, varme dage efter den 15. september. Fuldmodne, med nogen botrytis – men ikke for meget. Det bliver meget spændende at følge deres udvikling, syren i mosten var fin, og eftersom det hovedsaglig er tartrisk syre i år, kommer vi ikke til at se store ændringer i Ph under malo’en.

Benoit, altid kritisk, med sin færdiggærede Lutenières; god koncentration, god syre, god friskhed. Han har ingen grund til bekymring; selv om vi intet kan sige om vinens aromatiske profil på dette tidspunkt, så kan vi sige, at balancen bliver god – og det er på mange måder det vigtigste.

Oppe i Hautes Côte gik alting som sædvanlig noget langsommere, og ligesom med de hvide var de fleste røde heller ikke modne før efter det andet regnvejr – men som sagt faldt der mindre vand deroppe, og druerne var mere robuste, fordi de ikke havde været udsat for samme varme som nede på côte’n. Både Vincent Ledy, Alexandre Vernet og Lucien Rocault høstede sunde druer, og smagt den 19. og 20. var de selvfølgelig ikke færdiggærede, men de viste igen fin koncentration og god friskhed – og de respektive vigneron’er viste stor tilfredshed..

Summa summarum: ’25 bliver et meget heterogent år, hvor vi vil opleve vine til den grønne side, vine til den marmeladede side, tynde vine med bismag af råd (jeg kan sige det med sikkerhed; jeg smagte også en hel del andre domainer) – og fine, koncentrerede vine med god friskhed og sågar stor dybde. Forskellene findes også inden for de enkelte domainer; udfordringen i disse Global Warming-tider er at have et høsthold på stand-by lige til det perfekte høsttidspunkt, og så endnu et hold til at sortere i bund efterfølgende. Det er kun de arealmæssigt mindre domainer, der har en chance for at ramme høstvinduet lige i røven for alle cuvéer. DRC havde f. eks ikke høstet deres store marker færdig inden det andet regnvejr, og det bliver interessant at se hvordan de vine kommer til at udvikle sig; godt så det ikke ud..

Vincents ’25ere på tank var typiske for hans stil: Dyb koncentration, spillende syre og lang, mineralsk finish. Her er det dog Chorey ’24 fra fad, som er en outsider med sin lette, friske og lettilgængelige udtryk.

Husk altid: Wine is for Sharing!

Nyt fra det Hellige Land: Høsten ’25 #1

· ·

Lars Greve i La Folie 6. september netop som solen stiger op lige øst for Mont Brouilly. Mont Blanc kan skimtes i horisonten længst til højre i billedet – The Instagram Moment, hvert år.. 🙂

Jeg er netop kommet hjem fra første runde af høsten ’25 – og jeg tager ned igen til den sidste del. Buddhalife.. 🙂

Årgang ’25 er endnu en Global Warming – årgang, og det med fynd og klem og store bogstaver. Sæsonen begyndte tidligt, og eftersom der var tilstrækkelig fugtighed i jorden voksede planterne med voldsom fart; vi så skud øge op til 20 cm. på en dag!
Meldugsporer fra sidste år var allestedsnærværende og havde for så vidt gode betingelser, men vigneronerne havde lært lektion; de stod klar helt fra start til at bekæmpe ethvert udbrud hårdt og hurtigt.

Blomstringen fandt sted i første halvdel af juni, og den var præget af en koldfront, der lige skulle forbi; det gik hurtigt, og vi oplevede en hel del coulure, det som englænderne kalder ‘shatter’ – de blomster, der ikke er bestøvet, tørrer ud og falder af. Således vidste vi allerede på det tidspunkt, at det i hvert fald ikke mængdemæssigt ville blive noget stort år. Juni gav os den første varmebølge, og flere vigneroner fortalte mig, at de aldrig havde set den grønne sæson, vækstsæsonen, udfolde sig med en sådan fart; de fleste mente, at det grundlæggende markarbejde med beskæring og opbinding var overstået ved junis udgang.

Juli gav stabilt vejr, og veraison indtraf midt til sidst på måneden; fjorten dage før normalen. Alting pegede mod en temmelig perfekt modningsperiode og en sund, omend ikke stor, høst. Lige indtil Hedebølgen fra Helvede ramte torsdag 07.08; vi fik 12 dage i streg frem til tirsdag 19.08 med temperaturer over 30 grader, flere dage mellem 38 og 39.

DJ i Beaune 1. Cru Les Tuvilains. Druerne var meget flotte og helt sygdomsfri, vejret var smukt – men Sophie, indehaveren, var helt ude af flippen, og ville nærmest veje hver enkelt klase for sig. Det var meget tydeligt, at fordampningen havde reduceret udbyttet i hendes mark så meget, at hun igen blev ramt økonomisk; ovenpå ’24 har dyrkerne brug for hver en drue, de kan sælge.

Hedebølgen ændrede alting. Dels blev modningen af druerne sat på turbo, således at sukkermålingerne skød i vejret – bortset ,selvfølgelig, fra de parceller, hvor stokkene ikke havde adgang til tilstrækkelig vand; dér lukkede planterne helt ned og satte alle processer i stå, som vi også så det nogle steder i både ’18, ’20 og ’22. Dels blev
druerne brændt på solsiden, Brûlage på fransk – det kan vi nu sortere os ud af. Og dels tørrede det druerne ud i voldsom grad; ved de temperaturer mister man et fad om dagen pr. ha til fordampning, hvilket sænkede det potentielle udbytte yderligere

Jeg har aldrig set så stor forvirring omkring høsttidspunkter; hvad der før havde lignet en rolig høststart først i september blev pludselig til panikhøst af især de hvide, der tabte syre med rekordfart, og udbredt uenighed om hvad der ville være det gode tidspunkt for de røde. PO erklærede ballet åbent på Corton 25.08, samme dag som i ’20, og vi høstede druer med 13,3% (jeg ved det, for de ligger i gæringskaret hvor det er nemt at lave en præcis måling af hele cuvéen) og helt modne fenoler; kærnerne i druerne var brune, stilkene ligeså. Imidlertid ville indehaveren af parcellen først høste en uge senere, på den anden side af et regnvejr. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være fristet til at lade druerne rehydrere efter den voldsomme udtørring under hedebølgen – men det medfører jo også en udtynding af syren, som fordampningen havde koncentreret ligesom i ’20. Well, hvis man er mindre konsekvent end PO (and let’s face it, det er næsten alle), så lader det sig jo korrigere med syretilsætning – hvilket også er tilladt for økologiske domainer.

Høst '25, første del
Thibaults Batard .- Montrachet er ikke nogen stor cuvée, desværre – men kvaliteten er helt urimelig høj, klart højere end adskillige Montracheter (tag ikke mit ord for det; spørg Revue de Vin de France). Også i ’25 er det nærmest uvirkeligt, hvad den rolige, sympatiske og musikalske mand opnår. Mon der bliver 6 flasker til Danmark?

Den første regn kom 28.08, og den besværliggjorde høstarbejdet; dels klæber jorden sig til sko og fødder, og dels til de kasser, vi høster klaserne ned i. Heldigvis er POs marker bevokset mellem rækkerne, så vi høstede Aux st. Julien uden problemer, mens andre måtte leve med at få en del mudder med i kasserne – og dermed i vinen.

De første gæringer forløber, som jeg skriver disse linier, roligt og fint. Hvordan det bliver med de sidste cuvéer, hvor gentagne byger har skyllet mere af den naturlige gær af druerne, må tiden vise. Jeg kører ned igen til den sidste del af høsten 14.08; i mellemtiden får jeg meldinger ind fra nedlemmer af de Fortabte Sjæle hver dag.

Summa summarum: Vi kan sige med sikkerhed, at ’25 bliver en heterogen årgang, og at det ikke bliver en stor årgang mængdemæssigt set; et hurtigt slag på tasken siger 60 – 70% af en normalårgang. Vi kan sige med sikkerhed at vi kommer til at se marmeladevine, oven i købet lav på syre – alternatvivt marmelade med tilsat syre. De hvide vil ganske givet været mindre heterogene end de røde, men jeg skal smage dem efter endt malo før jeg vil sige noget som helst om kvalitet. Årgangen er lav på malisk syre generelt, hvorimod den tartriske syre er højere – og den forbliver stabil under den malolaktiske gæring (eller fermentering, som det jo retteligt er), så jeg forventer ikke noget stort syrefald under elevage – men altså, lad os nu få resten af høsten i hus, lad os komme igennem alle vinifikationer og entonnage, omstikning fra gæringskar til fade (eller keramik eller glas eller lertøj..) og lad os så lige få overstået maloen også – så bliver vi sikkert lidt klogere..

De meget smukke druer på Aux St. Julien, her fotograferet fra østsiden. Naboen har pløjet lige lovlig tæt på, men der er bevoksning mellem rækkerne, så vi plukker naturligvis ‘indefra’.

Husk altid: Wine is for Sharing!

2021 i det Hellige Land

· ·

Esca hedder sygdommen, som her har gjort det af med en vinstok i Grandes Vignes. Det er en svampeinfektion af selve ‘træet’, som nedsætter plantens væskecirkulation – den udtørrer, kort og godt, og det går hurtigt, som det ses af de fuldt udviklede druer. Der er ingen ende på problemerne 2021.

Som jeg skriver disse linjer, sidst i oktober, er høsten endelig i hus, og vi kan gøre os de allerførste betragtninger over årgangen 2021. Og hold da op, hvor har den været meget anderledes end de foregående 6-7 år..

C’est compliqué. Det er det ord, der er gået igen, når jeg har snakket med vigneronnerne under februars varmebølge, aprils frost, under majs kulde og skrøbelige skud, under junis sene og ujævne blomstring og dernæst hedebølge, under julis håbløse kamp med fuldstændig vildt voksende planter, oïdeum og meldug, under augusts manglende varme og solskin og tiltagende botrytisangreb og i september, før og under høsten plaget af regn og botrytis. De er fuldstændig nedkørt, slidt halvt ihjel af en vækstsæson hvis lige vi ikke har set i nyere tid, og er usigeligt lykkelige over blot at have den smule, der er, i kældrene. Ikke fordi det nødvendigvis betyder at alting så er godt – så langt fra, faktisk – men fordi de daglige 18 timer i marken siden sæsonstarten har gjort dem tyndhudede og udkørte på en måde jeg aldrig har set før, og kældrene er i det mindste inden døre. 2020 var ikke katastrofeåret – den ære går til 2021.

Jean-Pierre Guyon bruger ståltanke til gæringen, som er delt på midten, så der er to forskellige cuvéer i hvert kar. Det betyder større volumen i forhold til overflade, og dermed bedre varmebevarende egenskaber, til gavn for gæringstemperaturene. I øvrigt dufter cuvéerne helt sindssyg godt..

Jeg har tidligere (se evt. https://www.wineinvein.com/2021/07/17/situationsrapport-fra-det-hellige-land/) gjort rede for starten af vækstsæsonen, frem til midt-juli – og det var rigtig skidt. De to efterfølgende måneder frem mod høststart gjorde ikke meget for at rette op på den situation. Regn hver anden dag og temperaturer først i tyverne betød at væksten fortsatte, at veraison (det stadie hvor druerne får farve og modningen begynder) kom sent og at sygdomstrykket fra meldug og oïdeum fortsatte uformindsket. Og med begyndende modning sluttede botrytis sig til de andre svampesygdomme, sådan for god ordens skyld.

Modning.. Det kræver varme at modne druer, og varmen ville bare ikke komme. Juli var kølig, august ligeså. Tilmed fungerer svampebekæmpende midler som svovl ikke rigtig under 20 grader, så det udviklede sig til lidt af et mareridt, hvor vigneronerne knoklede for at forsøge at beskytte de druer, der var, mod alskens utøj, ofte uden den store succes. De, der var kommet bagud i kampen på et tidligt tidspunkt, da hedebølgen sidst i juni fik plantevæksten til at eksplodere og pludselig gjorde det umuligt at sprøjte (og det var langt de fleste), fik aldrig mulighed for at indhente det forsømte og halsede bagefter hele resten af sæsonen. Starten af september bragte en lille uge med sol og varme – too little, too late..

Benoit kigger ængsteligt ned i gæringskarret til sin Vosne 1. Cru Beaux Monts. Der bliver vel halvandet fad mod normalt 4, men kvaliteten virker overbevisende.

Høsten startede sydpå i Côte Chalonnaise med druer til Crémant, som jo ikke kræver mere end 10% potentiel alkohol, men til gengæld masser af syre, omkring 10.09 – fulde tre en halv uge senere end i fjor. Og syre havde de, i rigelige mængder, mens knap nok nåede de 10%.. Côte d’Or fulgte modstræbende efter; med Chardonnay fra omkring d. 15.09, og Pinot Noir nogle dage senere. Vejret var omskifteligt, dage med sol og 20 grader afvekslede med regnvejrsdage. Ingen marker gik fri af botrytis, og bare for fuldkommenhedens skyld så vi også det største angreb af Suzukifluen i mange år.

Så dermed havde vigneronerne, efter den mest udmarvende sæson i mands minde, den mindste høst i årtier – som de så, hvis de ville lave rene vine, skulle sortere fuldstændig vanvittigt for oïdeum, meldug, botrytis og Suzuki; og det med druer ofte høstet i regnvejr, så alting bliver til et stort søle..

Oven i hatten var modenheden, for nu at sige det pænt, ikke overvældende. For første gang siden 2013 så jeg lastbiler levere paller med sukker alle vegne, et sikkert tegn på at mostvægten generelt er lav. Det er nu ikke så meget det, der bekymrer mig; hvis chaptaliseret vin ikke kunne smage godt ville vi ikke have haft velsmagende vine i Bordeaux eller Bourgogne før 1990 – og jeg er gammel nok til at kunne sige med sikkerhed og overbevisning, at det havde vi. Mere bekymrende er det, at jeg også så pakker med aktivt kul blive leveret. Aktivt kul bruger man i forsøg på at fjerne urenheder i både vine og spiritus; et klassisk eksempel er for at begrænse ’Gôut de Grêles’, en afsmag, som opstår når bærrene bliver beskadigede af hagl. Og hagl har skam også været på besøg i 2021, men mest udpræget i Beaujolais. I år er den aktive kul i brug for at forsøge at minimere smagen af råd og svamp, Problemet med aktivt kul er at det også absorberer positive smagselementer – og så er det bare generelt et tegn på dårlig hygiejne..

Nicolas Drouhin, siddende i midten, flankeret af de to BuddhaBitches Anja Rørdam og Helena Nielsen. Til venstre Mikkel Nonbo og til højre Mikkel Vestergaard og Christina Lundov

En af de mere bizarre følger af den minimale høst af især hvide druer er at prisen på Aligoté på spotmarkedet steg 300% uniddelbart efter hovedhøsten. Hvorfor nu det? Forklaringen er enkel, menneskelig og dybt foruroligende: Det er fordi en lang række domainer ’strækker’ deres cuvéer med hvad som helst, de kan få fingre i, for i det mindste at have et eller andet at sælge. Om det er lovligt? Skal vi ikke snakke om noget andet..
I øvrigt er det ikke uproblematisk at have med at gøre ud fra et rent oenologisk synspunkt, for handels-Aligoté kræver i 2021 ikke én men to deacidificeringer (syrereduktionsbehandlinger) for overhovedet at komme i nærheden af at være noget, man kan drikke. At det også skal chaptaliseres fra 10% til 13% er for så vidt et mindre problem. Så ud over at der ikke er noget hvidvin i 2021, og at det, der er, utvivlsomt bliver dyrt, og at kvaliteten for manges vedkommende må formodes at blive lavere end 2020, så vil der altså også være en hel del vine, der ikke udelukkende indeholder det, der står på etiketten. C’est compliqué..

Thibault Morey fra domaine Morey – Cofinet fejrer at høsten er i hus med sit høstteam. Bemærkelsesværdigt nok lykkedes det Thibault med sin hardcore, biodynamiske tilgang at høste modne druer i god stand på de flade marker.

Vinificeringerne har, blot for at fuldføre billedet, heller ikke været uproblematiske. De meget store mængder kobber, svovl og andet djævelskab, som druerne er blevet sprøjtet med for at bekæmpe svampeangrebene, gør ikke noget godt for de gærkulturer, der jo sidder på drueskallerne og udgør de naturlige gærstammer. Samtidig introducerer de skader, som svampeangrebene har påført druerne, både bakterier og fuselgærstammer. Langt, langt de fleste domainer har valgt at afstilke alting, hælde en ordentlig portion svovl ud over det hele for at udrydde bakterier og fuselgær – og i øvrigt al naturgær ved samme lejlighed – og dernæst hælde en solid portion handelsgær i; én, som som er svovltolerant og ’gæringssikker’. Og ja, handelsgær giver typisk ikke samme smagskompleksitet som de hundredevis af forskellige gærkulturer, der forekommer naturligt, men det er trods alt bedre end alskens fusel.

Netop nu, sidst i oktober, foregår de sidste décuvage’er, omhældning fra gæringskar til fad. Den alkoholiske gæring er næsten forbi, men der resterer typsik et sted mellem 4 og 10 gram sukker pr. liter, som gæren tygger videre i på fad. For de flestes vedkommende vil den alkoholiske gæring være overstået inden vinteren og kulden for alvor indfinder sig, men enkelte cuvéer vil gære færdig til foråret. Og ligeledes med den malolaktiske ‘gæring’ (det er teknisk set ikke en gæring, men derimod en bakteriel proces); nogle cuvéer vil nå det inden vinter, andre først senere – hos Gilles, for eksempel, starter den aldrig før sidst på foråret. Hans kælder, helt oppe i Arcenant, er kold på den kolde måde.

Hør det fra hestens egen mund: Gilles fortæller åbent og ærligt om alle de udfordringer, 2021 har budt vigneronnerne

Så for at rekapitulere: Overordnet set er 2021 den værste årgang i mands minde, set ud fra en vinbondes perspektiv. Først en helt forfærdelig frost, og som følge deraf svage planter, så meldug og oideum fra start, dernæst pludselig hedebølge, væksteksplosion, regn snart sagt hver 2. dag lige siden, konstant sygdomspres, Suzukiflue, komstant vækstpres, konstant arbejdspres.
Man forstår i den grad lettelsen og beruselsen, når et domaine høster de sidste druer og kører vildt rundt i byen med hornet i bund, råbende og skrigende. Ikke mere sisyfosarbejde i marken!!

Jeg ville virkelig ønske, der var en upside her, et eller andet sted, men hvis der er, så kan jeg simpelthen ikke få øje på den. Bevares, jeg var opmuntret over tingenes tilstand blandt ‘vores’ domainer. De er for det første små, hvilket har været en afgørende faktor for at kunne nå at holde markerne sygdomsfrie umiddelbart efter væksteksplosionen i juni og resten af sæsonen. Og de er alle progressive, økologiske/biodynamiske og fuldstændig vanvittigt hårdtarbejdende. Og de har alle høstet druer i virkelig fin tilstand, omend i beskedne mængder. Mosten smager godt og velafstemt hos alle de, som jeg nåede at besøge – en 7-8 domainer. Men prisen i form af menneskelig nedslidning har helt tydelig været meget høj – og det ændrer jo ikke ved det overordnede billede. WineInVein er trods alt en meget, meget lille fisk med små domainer i et temmelig stort hav.

Dette smukke billede fra Brouilly ‘La Folie’ stik øst mod solopgangen og Mont Brouilly dækker over en grum vækstsæson

Så hvad kan vi på nuværende tidspunkt sige om vinene fra 2021?
Vi kan i hvert fald sige, at der ikke er meget af dem. Vi kan også sige, at de under alle omstændigheder ikke kommer til at minde om vinene fra de foregående 6 år, eftersom 2021 absolut er et køligt år. Dermed kan vi også sige, at mange af dem vil være chaptaliseret, altså vil have fået sukker tilsat under vinifikationen. Lige nøjagtig det bekymrer mig ikke synderligt: Før 1990 blev alle årgange chaptaliseret, og det forhindrede ikke gode vigneronner i at lave god vin. Vi kan sige, at en del af dem vil være præget af oïdeum, meldug, botrytis og/eller Suzuki – uanset hvad de forskellige domainer måtte vælge at melde ud, så kan jeg garantere for, at ikke alle har været i stand til, under omstændighederne, at frasortere al beskadiget frugt. Og vi kan sige, at i endnu højere grad end 2013 vil 2021 skille fårene fra bukkene: 2021 er en årgang, hvor kun de allermest dedikerede vil have lavet ren, moden og balanceret vin.

Nicolas Chaffurin, den ene af Les Deux Flèches, laver den blødeste, blideste pigeage med hænderne for at være sikker på at han ikke trækker nogen grove fenoler ud af drueskind og sten. Og det virker, for deres vine er fuldstændig silkebløde i strukturen. Og vinen? Det er en Syrah – fra Chiroubles!!!

Hvad vi ikke kan sige noget om på nuværende tidspunkt er hvordan de aromatiske kvaliteter vil udvikle sig. Vi kan ikke sige noget om hvordan balancen mellem frugt, syre og mineralitet vil vise sig. Vi kan ikke sige noget om drikkevenligheden. Jeg skal nok vende tilbage på den front om et års tid, når jeg har haft lejlighed til at dykke dybere ned i årgangens kendetegn som den udvikler sig på fad.

Mere overordnet tegner der sig et billede af en årgang, som næppe vil blive regnet blandt de største, men hvor vi ikke desto mindre må regne med at skulle tigge om at få lov til at købe enkelte af de få flasker, der er lavet; at betale en høj pris for dem og tilmed at sortere mellem dem, der er rene og dem, der ikke er..

Seb er glad! Høsten er i hus, og selv om han er den mest hardcore naturvinsfreak, man kan forestille sig, uden hverken svovl eller kobber i marken, har han fuldstændig rene druer i gæringskarrene – hvad han også er nødt til, når han heller ikke bruger svovl der..

Nok 2021 dommedagsprofeti. Høsten på Domaine Garcia er altid præget af venners generøse arbejdskraft, og i år stillede Danmark med et ikke ubetydelig bidrag til festlighederne: De Fortabte Sjæle!
Jeg skrev for et halvt år siden et opslag (https://www.wineinvein.com/2021/03/11/soges-andre-sindsyge/), hvor jeg spekulerede over om der mon kunne være andre derude, der ligesom jeg synes, at den fedeste ferie ville være at få lov til at knokle i marken, ved sorteringsbordet og i lænestolene med at Baie par Baie’e, at deltage i det sure og det søde, grine og græde, dele vin og livshistorier ved middagsbordet og i det hele taget være en del af et temmelig unikt fællesskab omkring et temmelig unikt domaine.

Anja høster Aligoté i Les Champs Tions. Bemærk den omhyggelige frasortering af botrytisramte bær

Og det var der faktisk, til min store overrakelse! 8 danskere har i kortere eller længere tid deltaget i løjerne, og vi kan konstatere at vi har gjort en markant forskel. Vi har i gennemsnit udgjort 25% af arbejdsstyrken, vi har høstet ca. 4 tons druer, klippet ca. 1500 kilo Baie par Baie (caviar, som vi kalder det lokalt) og sorteret andre 5 tons druer. Vi har lavet mad (tak Anton), vadet rundt i CortonKaret (godt ‘gået’, Helena og Christina) og generelt været positive og energiske – måske lige med undtagelse af mig selv de sidste par dage, hvor jeg fik raget en RS virus til mig, som godt nok havde svært ved at slippe taget. Belastende.. Tusind, Tusind Tak, Mikkel Nonbo, Nikolaj Weinreich Iversen, Bjørn Lynggaard Andersen, Anja Rørdam, Helena Nielsen, Anton Bjerg Pedersen og Jesper Jensen! I har uden undtagelse bidraget til at gøre høsten 2021 til en festlig affære, og jeg fornemmer at vi fik sat et aftryk på Nuits og nærmeste opland, som ikke lige lader sig slette.. 🙂

Det er så absolut min intention at gentage den succes til næste høst! Faktisk håber jeg at vi kan gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed for alle Fortabte Sjæle..

Jeg har løbende lagt større eller mindre opslag på Instagram og Facebook om vores færden i det Hellige Land; find dem gerne på instagram wine_in_vein eller facebook WineInVein – og i øvrigt også på min personlige side, tavsritzau på Instagram eller https://www.facebook.com/tavs.ritzau/
Det er det med billeder kontra ord..

Buddhaen på taget af Tina – man kan jo styre med fødderne..


Situationsrapport fra det Hellige Land

· ·

Alexanre Vernet og BourgogneBuddhaen diskuterer tilstanden i Nuits st. Georges Les Hauts Poirets, øverst oppe på Côte’n

Kaotisk.

Det er det ord, der går igen, når jeg snakker med vigneronnerne. De knokler fuldstændig vanvittigt, for væksten er eksploderet efter en sen, kold og våd sæsonstart.

Det startede katastrofalt. Vi husker alle sammen de mange billeder af brændende olielamper i markerne i dagene – eller rettere nætterne og morgenerne – omkring 6., 7. og 8. april, hvor temperaturene faldt til minus 8 grader. 3 nætter i træk; ingen mængde olielamper kunne modvirke naturkræfterne. De steder, hvor knopperne på vinstokkene var længst fremme, blev de fuldstændig brændt af af frosten.

Og hvor var det så? Hvis vi starter med det store, forkromede overblik – det, der ikke tager højde for de individuelle domainers måde at dyrke på – well, så skyder Chardonnay tidligere end Pinot Noir, så det var først og fremmest hvidvinsland, det gik ud over. Og det var i særdeleshed de varmeste marker, altså dem, der er mest direkte eksponeret mod solen, der fik kærligheden at føle: Alle 1. Cru-markerne oppe på skråningerne i Chassagne, næsten alting på fladlandet i Meursault og Puligny. De fladere marker i Chassagne ligger højere end i Puligny, så de udvikler sig ikke lige så hurtigt – og derfor blev de ikke ramt lige så hårdt. Markerne i St. Aubin er for manges vedkommende ikke eksponeret mod syd, og de er også sluppet billigere. Pernand-markerne omme på vestsiden af Corton-højen ligeså.

Thibault Morey har mistet næsten alting oppe på skråningerne – 3 Ha. 1. Cru marker – men det ser bedre ud på de marker, der ligger højt, men fladt – de er nemlig ikke lige så varme.

Og hvordan med de røde? Som sagt skyder Pinot Noir senere end Chardonnay, og derfor var stokkene mindre udsat. Vinplanterne kan tåle temmelig hård frost, så længe de ikke er begyndt at skyde endnu. Men ligesom med Chardonnay’en var de varmeste marker længst fremme, og dermed mest udsat.

Det er væsentligt at forstå, at det handler om det tidspunkt, hvor vinstokkene giver sig til at skyde. Sidst, vi havde frost for alvor, var i 2016. Den kom væsentligt senere, sidst i april, og den var ikke lige så hård og væsentlig mere lokal – men omvendt var de store Pinot Noir-marker sprunget ud på det tidspunkt, og de blev meget hårdt ramt. Det gjorde de store hvidvinsmarker i øvrigt også; husk at alle Montrachet-producenterne gik sammen om at lave én vin tilsammen af den sølle smule druer, der til sidst kunne høstes – to fade i alt.

Matthieu Dangin kigger lidt bekymret ud over sine marker. Men han mener, at den biodynamiske dyrkning gør dem mere modstandsdygtige – en betragtning, jeg hørte fra flere af ‘vores’ vigneron’er

Hvis vi så kigger nærmere på de enkelte domæner og deres måde at dyrke på, så er der alligevel stor forskel på omfanget af skader. Tænk på et dansk rosenbed: Hvornår skal planterne beskæres? Hvis vi beskærer tidligt, så skyder de tidligt – og så er de mere udsat for frost. Beskærer vi dem derimod sent, så er de ikke lige så udsat. Det er nøjagtig samme historie her: De domainer, der beskærer sent, lider mindst skade. Hvem er det? Det er selvfølgelig de små, progressive, der kan nå at beskære alting på kort tid. Alle de store domainer går i gang i november, og nogen af dem er sågar færdige inden jul. De to seneste, jeg kender, er Moron – Garcia og Vincent Ledy. Og det er også de to, der er mindst ramt.

Vincent midt blandt de få rækker 80 år gamle stokke i Nuits 1. Cru les Porets st. Georges. De gamle stokke giver aldrig stort udbytte, men i år bliver spørgsmålet om der er nok til at lave cuvéen i det hele taget
Charmois set ovenfra

Frost først i april er helt almindeligt i det Hellige Land, og ikke noget, der normalt giver anledning til uro. Det, som ikke er almindeligt, er at have over 20 grader i februar. Vi havde 16-17 grader i Danmark, hvis i husker tilbage, og det satte gang i vinstokkene, som begyndte at pumpe saft op i fra rødderne. De første skud åbnede sig sidst i marts, og det er meget tidligt – alt for tidligt, som det skulle vise sig. Det er altså ikke frosten som sådan, der er usædvanlig – det er varmen i februar.

Og det er netop billedet ved Global Warming: Hvis blot temperaturen steg jævnt henover hele året med én grad, eller halvanden, så ville vækstsæsonen ‘blot’ rykke sig nogle uger frem, og alt ville i øvrigt ligne sig selv. Men det er ikke det, der sker. I stedet for bliver udsvingene større, omvæltningerne mere radikale, nedbøren kraftigere, tørken længere – det hele bliver mere ekstremt.

Arnaud har netop behandlet for 6. gang i les Monts de Boncourt – han knokler ligesom de øvrige for at få lov at beholde den smule druer, der er på stokkene

Vi har flere eksempler at tage af, blot fra i år: Vi havde 30-32 grader sidst i juni her i det Hellige Land. Det er sådan noget, vi ikke forventer før august. I dette tilfælde betød det en fuldstændig vanvittig væksteksplosion efter det kolde og våde forår. Masser af vand, masser af varme = masser af vækst. Hvordan har græsplænerne det herhjemme? Min har i hvert fald sjældent skulle slås så meget. Hvad betyder det for vinstokkene? Det betyder, at de skal bindes op, at de skal trimmes (rognage) – med mindre man hører til den meget lille, men voksende skare, der lader dem gro og binder dem ned i buer. Et kæmpe arbejde, der pludselig skal gøres meget hurtigt.

I forhold til vitikultur – vindyrkning – betyder det tidligere bladspring, og dermed forøget risiko for frostskade, præcis som tilfældet har været i år. Det betyder større risiko for tørke, som vi har haft de sidste 3 år, værst i 2020. Og det betyder langt mere uforudsigelighed, således at vigneronerne er nødt til at være på vagt på en helt anden måde, end tilfældet var for 30 år siden.

Billedet her er fra Kahlbach i Mosel, men det illustrerer kun alt for godt de ekstremer, som Global Warming medfører

Hvorfor er det vigtigt? Jo, for hvis ikke der er styr på planterne, så kan man ikke køre imellem dem og sprøjte uden at ødelægge både planter og sprøjte. Uanset om man dyrker økologisk, som alle de producenter, WineInVein har med at gøre, eller om man dyrker kemisk, så skal der sprøjtes mod skimmel af forskellig art. Økodyrkerne har været særligt udfordret, for de sprøjter udelukkende med kontaktmidler – en beskyttelse, der lægger sig uden på blade og druer, men som vaskes af i regn. De kemiske dyrkere bruger ‘systemiske’ midler, altså invasive kemikalier, der trænger ind i blade og druer og gør deres kemiske sammensætning giftig for skimmelsvamp – plus det løse..

Kampen er ikke forbi endnu. Der går endnu 2-4 uger, inden al markarbejdet er på plads, og der blot er modningen af druerne tilbage. Endnu 2-3 behandlinger kan vi se frem til, afhængig af dyrkningsmetode og hvor udsat den enkelte mark er. Det kan nå at gå helt galt endnu: Oïdeum spreder sig næsten ukontrolleret i Alsace og Champagne, hagl kan udslette et års hårdt arbejde på fem minutter, skybrud ligeså. Men lige nu, som jeg skriver dette, ser planterne rigtig pæne ud hos de producenter, som er vigtigst for det WineInVein’ske fællesskab.

Clément Chicotot og BourgogneBuddhaen studerer de gamle stokke i hans 1, Cru Les Pruliers. De er fantastisk smukke, men der er godt nok ikke mange druer på dem

Udbyttet er en helt anden historie. Thibault Morey fra domaine Morey – Coffinet har lidt de største tab, fordi han er den, der dyrker mest hvidt. Hans tre store Chassagne 1. Cru’er En Remilly, La Romanée og Cailleret er alle meget stejle, og vender sydligt. Derfor skyder de tidligt, og er udsat for frost. Og de er nærmest udraderede; muligvis bliver der et par fade ud af det hele til høsten. Anderledes ser det ud for hans marker nede på det fladere land: Houillères ser nærmest normal ud udbyttemæssigt, ligeså Blanchot Dessus og Batard-Montrachet. Også Charrières, hvor han kørte og spredte mystiske biodynamiske formularer, da jeg mødte ham, så rigtig fin ud – og tilmed væsentlig bedre end naboen, der er kemisk producent. Det der biodynamik, altså..

Alexandre Vernet fra domaine Hoffmann – Jayer har mistet en hel del på de varme marker i Nuits-Saint-Georges. Heldigvis er hans Hautes Côtes ikke nær så hårdt ramt – de ligger væsentlig højere, og springer senere ud. Arnaud Chopin har mistet det meste på de stejle marker, Vincent Ledys Porets bliver med et meget lille udbytte, hvorimof hans Hautes Côtes ser fornuftig ud, ligeså Gilles Moustie’s. Benoit Chevallier, har næsten ingen druer på hans Damodes, lidt mere på Boudots og ingenting på Beaux Monts. Bruno Clavelier er hårdt ramt på de høje marker, men Haut Maizières ser bedre ud. Jean Pierre Guyon mister vel 30 % i hans Bourgogne, og mere oppe i 1. Cru’erne – til gengæld er Savigny og Chorey ikke så hårdt ramt; det gælder for øvrigt også Ledys Chorey og Savigny.

Jean Pierre Guyon og BourgogneBuddhaen i animeret samtale – han høster antageligt kun 70% af det normale på sin Bourgogne Rouge. Til gengæld står marken fantastisk, sund og smuk..

Overalt så jeg marker, der var væsentligt hårdere ramt end ‘vores’, og det overordnede billede er, at der bliver meget lidt hvid vin i 2021 – sikkert ikke mere end 25% af en normal høst – og antageligt 60-70% af en normal høst i rød. Jeg vil undlade at udtale mig om de økonomiske konsekvenser; enhver kan regne ud hvad det betyder, og jeg hader det..

For stokkenes vedkommende har det som sædvanlig størst betydning for de unge stokke, mens de gamle er mere hårdføre – de skyder også senere. Min personlige forventning er at ‘vores’ domainer vil have et udmærket udgangspunkt for næste sæson, fordi de alle har langt overvejende gamle stokke. Anderledes ser det ud for dem, der har mange unge stokke, der er væsentligt mere sårbare.

Benoit Chevallier og BB spejder længselsfuldt op over Les Damodes. Druer er der ikke mange af heroppe på côte’n..

Det Hellige Land – en statusrapport

· ·


Køreturen ned i søndags var lidt mere spændende end den plejer at være.. Udstyret med en meget officiel invitation fra BIVB og et ligeså officielt dansk Covid-pas gik turen durk gennem det, som jeg fik beskrevet som den vildeste snestorm Tyskland har set siden 1978. Fra Hamborg til Frankfurt stod den på 7 graders frost, 5-10 cm. sne på motorvejen, kuling fra øst og biler, der snurrede rundt i flæng til højre og venstre. Vel nede i Rhindalen steg temperaturen til plus 7.. En temperaturgradient på 14 grader over 100 kilometer, så man forstår godt at vejrguderne var lidt oppe at toppes.

Her Valentinsdag kan jeg så gøre status over en uges intenst smagemaraton. Da jeg var nede i sommer, først i juli og senere hele vejen gennem høsten, virkede det som om ’19 var en nærmest magisk årgang, med vine høje i alkohol, javist, men også, nærmest naturstridigt, med fantastisk transparens og meget fin friskhed. Og vinverdenen har været ved at koge over siden da – Bernard Hérvet har endda leget med tanken om at det skulle være den bedste årgang siden 1865. Og er det så det?

Nej.

Det er en rigtig fin årgang, der stadigvæk her, lige før flaskning for mange og lige efter flaskning for nogle, viser meget fin transparens – det, vi ville kalde at ‘være tro mod terroiret’, dvs. at terroirets specifikke smagsnuancer kommer tydeligt til udtryk i vinen. Og det til trods for, at vinene gennemsnitligt er høje i alkohol – jeg vil tro, at gennemsnittet for årgangen ligger meget tæt på 14% – og solmodne i smagen.

Bourgogne har fået en ny farve på paletten med 2019: Blæksort. Billedet er taget med masser af lys i lokalet, som skyggen også viser – og alligevel er vinen nærmest helt uigennemsigtig

Den store forskel siden i sommer er, at de har tabt noget af den fantastiske friskhed, de viste. Ikke således at forstå, at det er blevet en gumpetung årgang – langt fra – men således, at der taget over en kam ikke er tale om tåspidsdansere, at de ikke har den legende lethed i munden, som jeg er så betaget af. Jeg elsker, når en vin danser ballet i min mund! 2019 er en årgang af den type, som amerikanerne vil sætte pris på og som vi andre gerne indtager i vinterhalvåret som ledsager til en vildtragout eller Boeuf Bourguignon.

Her er det Nicolas Chaffurin fra Les Deux Flêches, der har skudt en Morteau fuld af Marc inden han har viklet den ind i et klæde, og sammen med et smukt stykke lam langtidsstegt det i gryden med kål i 8 timer

Som de viser sig nu lægger årgang 2019 sig fint ind i den efterhånden temmelig lange række af rigtig gode og noget varme årgange som 2003, 2005, 2009, 2011, 2015, 2016 og 2018. Og vi kan roligt lægge 2020 i samme kurv, baseret både på mine oplevelser under høsten og på fadsmagninger i løbet af ugen.

Det gode er, at vigneronerne her i det Hellige Land er blevet bedre til at håndtere varmen, både med hensyn til vitikultur, vinifikation og élevage. Der er en dynamik blandt bønderne, som ikke er set siden agrokemien overtog herredømmet i ’60erne og ’70’erne – allehånde forsøg, hovedsaglig blandt de unge vigneroner, med andre typer beskæring og opbinding, med øget biodiversitet i markerne, med kortere vinifikation og finere ekstraktion osv. Alligevel afslørede dagens gåtur i markerne nord for Nuits at mere end halvdelen af markerne stadig sprøjtes rutinemæssigt med round-up. Ting ta’r Tid, her som i Danmark.

Se den høje opbinding, ‘palisaderne’ som de kaldes, hos Charles Lachaux til højre . Et af mange forsøg på at videreudvikle vitikulturen, så den bedre harmonerer med de ændrede forhold. Her er det Nuits st. Georges ‘Aux St. Julien’, med udsigt op mod Côte’n

Det onde er, at vi helt tydeligt er på grænsen af, hvad stokkene, og ikke mindst rodstokkene, kan tolerere. Vi ser en kraftigt stigende dødelighed blandt stokke plantet de seneste 20 år på rodstokke af typen 161-49C, der langt overvejende anvendes her i det Hellige Land – og det er virkelig bekymrende. Det er umuligt at sige med sikkerhed, at det éntydigt skyldes tørken, men den er med stor sandsynlighed medvirkende årsag. Andre følger af Global Warming er indtoget af nye, varmeelskende insekter, der ikke er synderlig påvirket af de traditionelle bekæmpelsesmidler.

Vintersolen står lavt over Nuits st. Georges 1. Cru ‘Aux Vignerondes’. I baggrunden oppe på Côte’n kigger vi henover ‘Aux Chaignots’ mod ‘Aux Bousselots’ til ‘Aux Thorey’ helt ude på kanten

Summa summarum: Vinbønderne har til stadighed nye udfordringer at forholde sig til og håndtere på bedste vis, Covid gør alting meget anderledes og Det Hellige Land ligger badet i vintersolen, mindst lige så æterisk og vanskeligt at få greb om som det plejer at være – og vi har endnu en årgang, som hverken er helt det ene aller helt det andet, men som omvendt er noget helt for sig selv. Alt er godt! 🙂

Bourgogne Buddhaen i et afslappet øjeblik med gode venner i det Hellige Land