Den opmærksomme WineInVeiner har utvivlsomt bemærket, at det har været småt med Pop-Ups på det seneste. Det er der en grund til, og man kan nok diskutere hvor god den er: Sagen er, at jeg har slået mig selv til krøbling ved at skvatte ned ad en metaltrappe.
Advarsel: Det følgende er historien om min tilskadekomst og følgerne heraf – læs den kun, hvis du har en morbid interesse i dine medmenneskers fortrædeligheder..
Jeg fik pludselig meget travlt med at komme ned fra smagerum til kælder (mere om det i et andet indlæg), og mistede forbindelsen til metaltrappen i et 90-graders højresving, hvor trappetrinene som lagkagestykker var meget smalle i indersporet. Jeg genoptog forbindelsen 3-4 trin længere ned, højre knæ forrest, med det resultat at jeg skar quadriceps over. Quadriceps er den store muskel, der løber foran på låret og går over i en sene, som dukker ned under knæskallen og fæstner forrest på skinnebenet. Det er den muskel, du bruger til at strække benet ud med, og som fodboldspillere bruger til at sparke til en bold.
Well, jeg humpede ud til bilen (efter at have smagt det, jeg havde travlt med at komme ned ad trappen for at smage, naturligvis) og kørte de to timer tilbage til San Sebastian. Næste dag, med et knæ på størrelse med en fodbold og efter en samtale med det danske sundhedsvæsen tog jeg en taxa op til det lokale hospital, hvor en læge nonchalant prikkede hul på fodbolden og med stor entusiasme gav sig til at massere væske ud. Det var en alternativ oplevelse.
Røntgenbilledet godtgjorde at jeg ikke havde brækket noget, men at min quadriceps var ødelagt – det sidste stod nu ret klart allerede forinden. Jeg blev sendt afsted med en stiv skinne på benet og besked på at få det opereret, når jeg kom hjem.
Jeg kunne selvølgelig ikke sidde i et almindeligt flysæde med et stift ben, så jeg ringede til forsikringsselkabet for at hitte ud af om jeg havde en rejseforsikring – det havde jeg, viste det sig, og de påtog sig at ombooke min flyver, så jeg kunne sidde med strakt ben.
Det betød til gengæld to ekstra dage i San Sebastian, hvilket jo gav anledning til et par ekstra restaurantbesøg. Jeg havde ganske vidst temmelig svært ved at humpe omkring, men jeg kunne lige nøjagtig komme ind i bilen, og jeg havde ikke noget problem med at betjene bremsen med venstre fod. Uden mad og drikke..
Jeg kørte fra San Sebastian til lufthavnen i Bilbao, hvor jeg blev mødt af en venlig mand og en kørestol. Jeg har kørt hvadsomhelst fra gamle tanks og militærjeeps fra 2. verdenskrig over dobbeltdækkerbusser og gravkøer til rallybiler og gokarts – sågar bakket en 54-personers bus gennem et sandt overflødighedshorn af hårnålesving op ad en bjergside i Norge – men det var første gang jeg prøvede den transportform: Det er en Meget Mærkelig fornemmelse at blive kartet rundt i en lufthavn i en kørestol..
To flyvere senere stod der en taxa klar i Kastrup; jeg må sige, at sygetransporten fungerede fuldstændig upåklageligt. Dagen efter kunne lægen på Hillerød sygehus konstatere nøjagtig det samme som spanioleren; hun holdt sig dog fra at palpere mit knæ, hvad jeg var hende meget taknemmelig for.
Dagen efter blev jeg opereret hen ad eftermiddagen, i alt fem dage efter uheldet. Jeg blev udskrevet om aftenen iført en såkaldt Donjoy; en skinne med indstillelig artikulation ved knæet. 8 uger skal jeg have den på; i skrivende stund er der små fire uger tilbage. Dernæst står den på genoptræning i et halvt års tid, og dem, der har prøvet turen før mig, siger at der går et par år før knæet fungerer normalt igen. På positivsiden tæller meget bestemt, at det rent faktisk kan komme til at fungere normalt.. 🙂
Altså humper jeg rundt med min skinne; jeg smed krykkerne efter en uge, og jeg kan nu, med et vist besvær, bøje benet så meget, at jeg kan betjene pedalen på mit klaver igen. Hurra for det! Jeg kan derimod ikke få plads til benet i Tina, min lille BMW, men jeg har lånt min brors bil, som er større, og den kan jeg være i. Ikke helt efter færdselsloven, men altså – vi må videre..
Jeg har været fuldstændig overvældet af alle de Venlige WineInVeinere, der i fællesskabets ånd har hjulpet mig med at pakke alle de allokationsvine, der naturligvis er havnet i Danmark samtidig med at alt det her har stået på. Hvis ikke det havde været for jer – ingen nævnt, ingen glemt – så ville der fremdeles stå nogle paller med Clavelier, Chevallier og Morey – Coffinet på et eller andet stort lager et sted. Som det er har vi kunnet tage dem ind, én ad gangen (der er ikke plads til mere) og bryde paller ned og pakke allokationer til alle os, der er heldige nok til at stå på allokationslisterne.
Nu mangler vi bare Hoffmann – Jayer, Ledy og Chopin.. 🙂
Wine is for Sharing – og der er tydeligvis mange WineInVeinere, der mener at det også gælder det arbejde, der er forudsætningen herfor – vores vin skal jo fordeles, inden vi kan dele den.. Tusind Tak!!! Jeg føler en meget, meget stor ydmyghed og taknemmelighed overfor det fællesskab, som vi har opbygget sammen – må vi have glæde af det i mange, mange år!
Kærlig hilsen fra en for tiden noget begrænset Buddha
