• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
WineInVein

WineInVein

Vin til VelVære

  • Homepage
  • Om WineInVein
  • Breaking!
  • Producenter
    • Alsace
      • Domaine Jean Huttard
    • Baden
      • Jürgen von der Mark
      • M von der Mark
    • Beaujolais
      • L’Épicurieux
      • Domaine de Mont Bessay
      • Les Deux Flèches
    • Bourgogne
      • A. Chopin & Fils
      • Cellier aux Moines
      • Domaine Benoit Chevallier
      • Domaine Chicotot
      • Jean-Pierre Guyon
      • Bruno Clavelier
      • Domaine de la Douaix
      • Domaine Dubuet – Boillot
      • Domaine Michel Gaunoux
      • Morey – Coffinet
      • Vincent Ledy
      • Domaine PO (Pierre-Olivier) Garcia
      • Jean Marshall
    • Champagne
      • Domaine Charlot Père & Fils
    • Languedoc
      • Domaine de Rapatel
    • Lanzarote
    • Loire
      • Domaine du Val de Bargis
    • Mosel
      • Weingut Kirsten
    • Penedès
      • El Jardi dels Sentits – Blanca Ozcariz
    • Piemonte
      • 460 Casina Bric
      • Cascina Fornace
      • Chiussuma
    • Rioja
      • Berta Valgañón
  • Kontakt WineInVein
  • Show Search
Hide Search

Tavs

Pop-Up På Prags 31.10

Tavs · Oct 29, 2025 ·

DJ legede Instagrammodel mens Buddhaen kravlede rundt på gulvet for at finde en vinkel, der kunne passe. Der blev grinet en del, men det er nu også en Glædens Dag, når Alexandres vine lander – og som alle jo ved, så betyder Magnum dobbelt glæde. Jeg vil ikke på forhånd udelukke, at der kan snige sig en enkelt flaske Hoffmann – Jayer ind på fredag – måske sågar to..

Særlig Søndag i Søllerød
Søndag 26.10 var noget af en affære. Vi var en hel flok, der dukkede op til en Festlig Fejring af Kroen, af Torúr og af Brian, der begge netop har modtaget officiel hæder – branchefolk og glade entusiaster i skøn forvirring. Torúr trak 56 flasker op, heraf 4 magnummer, og jeg smagte for på dem alle – ikke én eneste propvin, men en enkelt flaske, der var en smule mut i udtrykket, indtil Tórur hældte den på karafel – så opførte den sig helt som de andre.

Vi var glade! Brian tryllede i køkkenet; sjældent har jeg fået to fiskeretter, hvor fisken stod så skrapt tilberedt; lige nøjagtig ikke rå, men sart og glinsende og bare helt perfekt. Og så til en fuld sal.. Det er fa’me ikke mange køkkener, der evner den kunst – men Kroens kan. Og det fortsatte aftenen igennem; det var virkelig svært at pege på favoritter, både blandt vine og retter; jeg tror mange blev blæst temmelig meget bagover af de to hvide fra henholdsvis Deux Flèches og Cellier aux Moines, der på hver sin måde spillede op mod Brians pighvar – og i øvrigt mod alles forventninger om hvad Maconnaise og Côte Challonaise i det hele taget formår. Det er ikke mærkeligt, at guruerne går helt i spåner over dem.

Personligt blev jeg helt blød i knæene over samspillet mellem Michel Gaunoux’ ’06 Grands Epenots og Brians Lion’s Mane servering med trøffel (vi er vel på Kroen..) For pokker, vinen skulle, som altid med Gaunoux, lige have tid til at finde ud af at den var blevet åbnet, men så bredte der sig en bouquet af roser og lavendler og sødme og Sugar and Spice and All Things Nice, mens vinen dvælede fuldstændig vægtløs i munden og forenede sig med svampen i en myriade af små, fine ballettrin på min tunge, som om de endelig havde fundet hinanden efter at have gået så grufuldt meget igennem. Fuldstændig magisk.

Det var Tórur, der stod for seancen, svævende over vandene, allestedsnærværende, støttende, med små detaljer om det ene og det andet. Alle blev set, og stemningen var tryg og løftet på én gang. og da jeg efterfølgende snakkede med Toke Fiedler, der som bekendt blev juniorverdensmester i Sommalier for nylig, var han helt slået ud over den præcision, Torúr skænkede med. Alle glas stod fuldstændig snorlige, hvad enten han skænkede fra flaske eller stor karaffel – og vi taler 9 glas pr. flaske, et temmelig usædvanligt antal. Det gjorde han så fjorten gange rundt om fem store borde.. Prøv selv at stille ni Bourgognekopper op derhjemme og skænk dem nøjagtig ens i ét forsøg, mens du går rundt om dit spisebord – det er helt urimmelig svært (jeg anbefaler vand til forsøget, for du kommer til at skænke om temmelig mange gange),

Selvfølgelig fik vi hævet glassene til Jans ære. Det var store armbevægelser og meget kærlighed i luften den søndag, og jeg gik derfra med følelsen af at vi var en flok, der fik en slags forløsning; vi fik sagt tak for de mange, mange års venskab og omsorg, og vi fik hædret både Kroen, Tórur og Brian – og jeg skylder alle deltagerne en Kæmpe, Kæmpe Tak!! for at gennemgå det ritual, den proces, den transformation, sammen med mig.

Lit de Parade på flyglet, som jeg desværre ikke fik spillet på. To af deltagerne havde tårer i øjnene, da Batard’en blev duftet og smagt, og i det hele taget var det en stor og bevægende oplevelse, vi havde på Kroen.

Så med den fantastiske oplevelse solidt forankret i bevidstheden er det tid til, med vanlig varsel (!), at invitere dig til Pop-Up På Prags – i overmorgen. Jeg kan ikke ganske udelukke, at der vil snige sig en enkelt flaske Hoffmann – Jayer ’22 ind – men jeg siger intet om hvilken eller hvornår! Og bortset fra det er alt ved det gamle; Jeg finder en række vine frem og serverer dem parvis og blindt, så vi kan dissekere dem og analysere på deres ligheder og forskelligeheder.

Som altid er hyggen et fælles ansvar! 🙂

Hvor: Prags Boulevard 63C, 2300 S

Hvornår: Fredag 26.09 2024 kl. 15.30

Hvad: Første Pop-Up i 2025

Pris: kr. 350

Tilmelding: Følg anvisningen nederst på siden – max. deltagerantal 12, først-til-mølle..

Og i øvrigt er 31.10 en aldeles fremragende dato at få afhentet noget af den allokationsvin, som truer med at sprænge kælderen indefra; lad mig vide, om jeg skal finde din vin frem og tage med ind til Storbyen.

Vi hyggede os ganske gevaldigt med Alexandres magnummer i går.. 🙂 Bemærk i øvrigt, at kasserne er stablet efter Først den Ene vej, og Så den Anden vej – prinippet; Alexandre lægger alle flasker i samme retning i kasserne, og det gør, at de er tungere i den ene side end i den anden. Derfor kommer stablerne til at hælde til den ene side, hvis man stiller kasserne i samme retning.

Pop-Up På Prags er som altid den vinøse udgave af Dungeons og Dragons, hvor jeg er Dungeonmasteren, der leder de øvrige deltagere gennem et landskab af forskellige vine, typisk parvis, og hvor opgaven altid er at beskrive vinene med så mange ord som muligt – og muligvis endda sige noget om hvordan to vine forholder sig til hinanden. Alt serveres blindt; her handler det om at smage, ikke om at vise etiketter frem.

Tilmelding er strengt nødvendig!

Skriv en mail til mig på tavs@wineinvein.com og gør rede for hvor mange du er. Så vil jeg til gengæld fortælle, om der er plads til dig/jer, og hvis der er plads, så vil du/i være tilmeldt, når du har indbetalt kr. 350 / person på Mobile Pay 115615 mærket ‘Pop-Up 31.10‘ – eller på bankkonto 3163-380753810 mærket ‘Pop-Up 31.10‘

Vel mødt til Pop – Up På Prags!

Husk altid:

Endelig! Pop-Up På Prags 26.09

Tavs · Sep 24, 2025 ·

En glad Fortabt Sjæl lige i det efterhånden herostratisk berømte Instagram Moment i Brouilly. Lars Greve smiler over hele femøren, og med god grund: Druerne var nærmest perfekte, med en smule Brûlage, solskoldning, som er relativt nemt at sortere fra.

Nuvel, alting skal ikke handle om høsten ’25. Det er jo sidste fredag i måneden på fredag, i overmorgen, så med vanlig varsel (!) vil jeg invitere dig til Pop-Up På Prags – i overmorgen. Jeg kan ikke ganske udelukke, at der vil snige sig en enkelt flaske Chevallier ’22 ind – men jeg siger intet om hvilken eller hvornår! Og bortset fra det er alt ved det gamle; Jeg finder en række vine frem og serverer dem parvis og blindt, så vi kan dissekere dem og analysere på deres ligheder og forskelligeheder.

Som altid er hyggen et fælles ansvar! 🙂

Hvor: Prags Boulevard 63C, 2300 S

Hvornår: Fredag 26.09 2024 kl. 15.30

Hvad: Første Pop-Up i 2025

Pris: kr. 350

Tilmelding: Følg anvisningen nederst på siden – max. deltagerantal 12, først-til-mølle..

Og i øvrigt er 26.09 en aldeles fremragende dato at få afhentet noget af den allokationsvin, som truer med at sprænge kælderen indefra; lad mig vide, om jeg skal finde din vin frem og tage med ind til Storbyen.

Her er det ganske vist en ’21’er – men Benoits ’22’ere er landet og pakket – og de smager ganske hæderligt, som det hedder sig her oppe i Grønholt..

Pop-Up På Prags er som altid den vinøse udgave af Dungeons og Dragons, hvor jeg er Dungeonmasteren, der leder de øvrige deltagere gennem et landskab af forskellige vine, typisk parvis, og hvor opgaven altid er at beskrive vinene med så mange ord som muligt – og muligvis endda sige noget om hvordan to vine forholder sig til hinanden. Alt serveres blindt; her handler det om at smage, ikke om at vise etiketter frem.

Tilmelding er strengt nødvendig!

Skriv en mail til mig på tavs@wineinvein.com og gør rede for hvor mange du er. Så vil jeg til gengæld fortælle, om der er plads til dig/jer, og hvis der er plads, så vil du/i være tilmeldt, når du har indbetalt kr. 350 / person på Mobile Pay 115615 eller på bankkonto 3163-380753810 mærket ‘Første Pop-Up i 2025‘

Vel mødt til Pop – Up På Prags!

Husk altid:

Nyt fra det Hellige Land: Høsten ’25 #2

Tavs · Sep 24, 2025 ·

Jean Marshall foran sin Aligoté-mark oppe i Cervannes i Hautes Côte de Nuits 20.09; smukke og sunde druer. Han deler marken på ca. en hektar med Matthieu Moron, POs gamle partner, som til daglig er Chef de Culture hos d’Eugénie.

Jeg kom hjem i nat fra sidste del af høsten i det Hellige Land, og jeg vil gerne dele mine indtryk, forventninger, halve forståelser og almindelige bekymringer. Det følgende er baseret på mine erfaringer fra høsten og fra mine smagninger af den helt nye vin hos ca. 10 domainer, både under og udenfor WineInVeins vinger, frem til min afrejse 21.09.
Det er naturligvis ikke et representativt udsnit, så tag alting som generelle betragtninger.

For lige kort at rekapitulere (fedt ord, som alle nørder bør have på lager, nypudset og klar til brug), så har ’25 været mindst lige så ekstrem vejrmæssigt som de foregående 5 år – og det vil sige ekstrem på den ektreme måde. Læs gerne om sæsonen op til høst her: https://www.wineinvein.com/2025/09/06/nyt-fra-det-hellige-land-hosten-25/

Hvor vi havde en ekstrem hedebølge fra d. 7. august helt til den 19., så havde vi ekstremt vådt vejr fra den 29. frem til den 14. september. I og omkring Nuits faldt der lige under 200 mm. regn i den periode; cirka en trediedel af det gennemsnitlige årlige nedbør, og uden sammenligning den vådeste høst siden begyndelsen af vejrstatistikker.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig hvad det har betydet for høsten, som i forvejen var sendt i alle mulige retninger af hedebølgen. Well, først og fremmest betød det overhovedet ingenting for de vine, der blev høstet før – og det var en ret betydelig andel af de hvide i Côte de Beaune, nede på fladlandet i Meursault og Puligny; i lidt mindre grad Chassagne. Mange af de vine vil vise betydelig koncentration efter fordampningen under hedebølgen, og afhængig af planternes tilgang til vand vil de enten være noget grønne i syren (for de planter, der lukkede helt ned) eller lige omkring eller over middel for dem der ikke gjorde. Sukkerindholdet synes gennemsnitligt at holde sig under 13,5 potentielt, så vi får ikke bamsevine fra den kant.

De hvide, der blev høstet efter regnen begyndte, rehydrerede selvfølgelig, og for de druer, der var blevet beskadiget af solen under hedebølgen betød det at de ofte sprækkede – og det betyder råd under de relativt varme forhold, vi havde. Aligoté kan sagtens tåle en del botrytis; det giver en hvis fedme og en snert af spice til vinene, der ellers kan være stringente til den stålede side – men Chardonnay bliver typisk noget toptung og eksotisk i udtrykket og mister hurtigt sin druetypicitet, hvis der er for meget råd i den.

For de hvide oppe i Hautes Côtes, der absolut ikke var modne på det tidspunkt, var effekten ikke helt så dramatisk; dels faldt der mindre regn deroppe, og dels var druerne ikke ligeså langt fremme under hedebølgen, så de var mindre berørt, og havde tykkere skaller – og dels var der køligere. Råd begyndte først at blive et problem hen mod midten af måneden, og der havde de fleste domainer alle hvide i hus.

Lucien Rocault med et glas næsten færdiggæret St. Romain Sous Roche. Fint syrespil, god koncentration – det er naturligvis alt, alt for tidligt at sige noget om den færdige vin, men vi kan trods alt sige noget om balancen; sige at den ikke bliver varm, eller tynd, eller syreflad..

Det var ikke mange røde, der blev høstet inden regnen; hos PO havde vi dog de tre Côte de Beaune-vine i hus, og de var virkelig fine: Alkohol lige omkting eller lidt under 13, og fin syre. De første røde efter den første regn (det her bliver hurtigt kompliceret) opførte sig forbløffende pænt, af en eller anden grund slugte de ikke vandet i hurtigt tempo – og der var ellers vand nok; der faldt 80 mm. natten mellem den 28. og 29. august. Jean Marshall plukkede mellem d. 2. og den 6., lige inden det andet store regnvejr, og hans udbytter lå mellem 20 og 23 hl/ha (bortset fra Perrières, som var helt nede på 12) af vine, som var dybe, koncentrerede og med virkelig god friskhed, Ph omkring 3,3. Absolut ingen dilution. Benoit Chevalliers vine, høstet i samme tidsrum, viste et tilsvarende format, omend udbytterne var lidt højere.

Tingene gik imidlertid skråt ned ad bakke efter det andet, store regnvejr 7. – 8. september, hvor vi fik endnu mere vand end sidst. Nu begyndte druernes skaller at dekomponere; langsommere eller hurtigere afhængig af hvor tæt bærene sad på klaserne. Druerne svulmede op, begyndte at sprække og botrytis spredte sig blandt klaserne. Hos PO betød det at sorteringsarbejdet blev mere omfattende, men for de medlemmer af de Fortabte Sjæle, der havde oplevet høsten i ’21, var det ikke noget at snakke om. Uanset mængden af råd slipper ingen beskadigede druer igennem, når mere end 100 (skriver éthundrede) mand er involveret i høstarbejdet henover hele høsten – og selv om det selvfølgelig ikke er på én gang, var vi dog mere end 50 på de største dage. Det er helt væsentligt at forstå forskellen på POs operation og alle andres.

Aligotéerne kommer altid til sidst, og de nød godt af solrige, varme dage efter den 15. september. Fuldmodne, med nogen botrytis – men ikke for meget. Det bliver meget spændende at følge deres udvikling, syren i mosten var fin, og eftersom det hovedsaglig er tartrisk syre i år, kommer vi ikke til at se store ændringer i Ph under malo’en.

Benoit, altid kritisk, med sin færdiggærede Lutenières; god koncentration, god syre, god friskhed. Han har ingen grund til bekymring; selv om vi intet kan sige om vinens aromatiske profil på dette tidspunkt, så kan vi sige, at balancen bliver god – og det er på mange måder det vigtigste.

Oppe i Hautes Côte gik alting som sædvanlig noget langsommere, og ligesom med de hvide var de fleste røde heller ikke modne før efter det andet regnvejr – men som sagt faldt der mindre vand deroppe, og druerne var mere robuste, fordi de ikke havde været udsat for samme varme som nede på côte’n. Både Vincent Ledy, Alexandre Vernet og Lucien Rocault høstede sunde druer, og smagt den 19. og 20. var de selvfølgelig ikke færdiggærede, men de viste igen fin koncentration og god friskhed – og de respektive vigneron’er viste stor tilfredshed..

Summa summarum: ’25 bliver et meget heterogent år, hvor vi vil opleve vine til den grønne side, vine til den marmeladede side, tynde vine med bismag af råd (jeg kan sige det med sikkerhed; jeg smagte også en hel del andre domainer) – og fine, koncentrerede vine med god friskhed og sågar stor dybde. Forskellene findes også inden for de enkelte domainer; udfordringen i disse Global Warming-tider er at have et høsthold på stand-by lige til det perfekte høsttidspunkt, og så endnu et hold til at sortere i bund efterfølgende. Det er kun de arealmæssigt mindre domainer, der har en chance for at ramme høstvinduet lige i røven for alle cuvéer. DRC havde f. eks ikke høstet deres store marker færdig inden det andet regnvejr, og det bliver interessant at se hvordan de vine kommer til at udvikle sig; godt så det ikke ud..

Vincents ’25ere på tank var typiske for hans stil: Dyb koncentration, spillende syre og lang, mineralsk finish. Her er det dog Chorey ’24 fra fad, som er en outsider med sin lette, friske og lettilgængelige udtryk.

Husk altid: Wine is for Sharing!

Nyt fra det Hellige Land: Høsten ’25 #1

Tavs · Sep 6, 2025 ·

Lars Greve i La Folie 6. september netop som solen stiger op lige øst for Mont Brouilly. Mont Blanc kan skimtes i horisonten længst til højre i billedet – The Instagram Moment, hvert år.. 🙂

Jeg er netop kommet hjem fra første runde af høsten ’25 – og jeg tager ned igen til den sidste del. Buddhalife.. 🙂

Årgang ’25 er endnu en Global Warming – årgang, og det med fynd og klem og store bogstaver. Sæsonen begyndte tidligt, og eftersom der var tilstrækkelig fugtighed i jorden voksede planterne med voldsom fart; vi så skud øge op til 20 cm. på en dag!
Meldugsporer fra sidste år var allestedsnærværende og havde for så vidt gode betingelser, men vigneronerne havde lært lektion; de stod klar helt fra start til at bekæmpe ethvert udbrud hårdt og hurtigt.

Blomstringen fandt sted i første halvdel af juni, og den var præget af en koldfront, der lige skulle forbi; det gik hurtigt, og vi oplevede en hel del coulure, det som englænderne kalder ‘shatter’ – de blomster, der ikke er bestøvet, tørrer ud og falder af. Således vidste vi allerede på det tidspunkt, at det i hvert fald ikke mængdemæssigt ville blive noget stort år. Juni gav os den første varmebølge, og flere vigneroner fortalte mig, at de aldrig havde set den grønne sæson, vækstsæsonen, udfolde sig med en sådan fart; de fleste mente, at det grundlæggende markarbejde med beskæring og opbinding var overstået ved junis udgang.

Juli gav stabilt vejr, og veraison indtraf midt til sidst på måneden; fjorten dage før normalen. Alting pegede mod en temmelig perfekt modningsperiode og en sund, omend ikke stor, høst. Lige indtil Hedebølgen fra Helvede ramte torsdag 07.08; vi fik 12 dage i streg frem til tirsdag 19.08 med temperaturer over 30 grader, flere dage mellem 38 og 39.

DJ i Beaune 1. Cru Les Tuvilains. Druerne var meget flotte og helt sygdomsfri, vejret var smukt – men Sophie, indehaveren, var helt ude af flippen, og ville nærmest veje hver enkelt klase for sig. Det var meget tydeligt, at fordampningen havde reduceret udbyttet i hendes mark så meget, at hun igen blev ramt økonomisk; ovenpå ’24 har dyrkerne brug for hver en drue, de kan sælge.

Hedebølgen ændrede alting. Dels blev modningen af druerne sat på turbo, således at sukkermålingerne skød i vejret – bortset ,selvfølgelig, fra de parceller, hvor stokkene ikke havde adgang til tilstrækkelig vand; dér lukkede planterne helt ned og satte alle processer i stå, som vi også så det nogle steder i både ’18, ’20 og ’22. Dels blev
druerne brændt på solsiden, Brûlage på fransk – det kan vi nu sortere os ud af. Og dels tørrede det druerne ud i voldsom grad; ved de temperaturer mister man et fad om dagen pr. ha til fordampning, hvilket sænkede det potentielle udbytte yderligere

Jeg har aldrig set så stor forvirring omkring høsttidspunkter; hvad der før havde lignet en rolig høststart først i september blev pludselig til panikhøst af især de hvide, der tabte syre med rekordfart, og udbredt uenighed om hvad der ville være det gode tidspunkt for de røde. PO erklærede ballet åbent på Corton 25.08, samme dag som i ’20, og vi høstede druer med 13,3% (jeg ved det, for de ligger i gæringskaret hvor det er nemt at lave en præcis måling af hele cuvéen) og helt modne fenoler; kærnerne i druerne var brune, stilkene ligeså. Imidlertid ville indehaveren af parcellen først høste en uge senere, på den anden side af et regnvejr. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være fristet til at lade druerne rehydrere efter den voldsomme udtørring under hedebølgen – men det medfører jo også en udtynding af syren, som fordampningen havde koncentreret ligesom i ’20. Well, hvis man er mindre konsekvent end PO (and let’s face it, det er næsten alle), så lader det sig jo korrigere med syretilsætning – hvilket også er tilladt for økologiske domainer.

Høst '25, første del
Thibaults Batard .- Montrachet er ikke nogen stor cuvée, desværre – men kvaliteten er helt urimelig høj, klart højere end adskillige Montracheter (tag ikke mit ord for det; spørg Revue de Vin de France). Også i ’25 er det nærmest uvirkeligt, hvad den rolige, sympatiske og musikalske mand opnår. Mon der bliver 6 flasker til Danmark?

Den første regn kom 28.08, og den besværliggjorde høstarbejdet; dels klæber jorden sig til sko og fødder, og dels til de kasser, vi høster klaserne ned i. Heldigvis er POs marker bevokset mellem rækkerne, så vi høstede Aux st. Julien uden problemer, mens andre måtte leve med at få en del mudder med i kasserne – og dermed i vinen.

De første gæringer forløber, som jeg skriver disse linier, roligt og fint. Hvordan det bliver med de sidste cuvéer, hvor gentagne byger har skyllet mere af den naturlige gær af druerne, må tiden vise. Jeg kører ned igen til den sidste del af høsten 14.08; i mellemtiden får jeg meldinger ind fra nedlemmer af de Fortabte Sjæle hver dag.

Summa summarum: Vi kan sige med sikkerhed, at ’25 bliver en heterogen årgang, og at det ikke bliver en stor årgang mængdemæssigt set; et hurtigt slag på tasken siger 60 – 70% af en normalårgang. Vi kan sige med sikkerhed at vi kommer til at se marmeladevine, oven i købet lav på syre – alternatvivt marmelade med tilsat syre. De hvide vil ganske givet været mindre heterogene end de røde, men jeg skal smage dem efter endt malo før jeg vil sige noget som helst om kvalitet. Årgangen er lav på malisk syre generelt, hvorimod den tartriske syre er højere – og den forbliver stabil under den malolaktiske gæring (eller fermentering, som det jo retteligt er), så jeg forventer ikke noget stort syrefald under elevage – men altså, lad os nu få resten af høsten i hus, lad os komme igennem alle vinifikationer og entonnage, omstikning fra gæringskar til fade (eller keramik eller glas eller lertøj..) og lad os så lige få overstået maloen også – så bliver vi sikkert lidt klogere..

De meget smukke druer på Aux St. Julien, her fotograferet fra østsiden. Naboen har pløjet lige lovlig tæt på, men der er bevoksning mellem rækkerne, så vi plukker naturligvis ‘indefra’.

Husk altid: Wine is for Sharing!

Domaine Hoffmann – Jayer

Tavs · Sep 6, 2025 ·

Alexandres Côte de Nuits Village Clos de Magny, som han vinificerer næsten udelukkende hel-klase. Bemærk at fadene ligger på ruller, så de kan roteres på stedet – på samme måde som Bertas hvide på de ældgamle stokke.

I gennemsnit lander der et Bourgognedomaine en gang om måneden. Jeg kan ikke håndtere det hurtigere; det tager lang tid at lave allokationstilbuddene, lang tid for nogle (ikke lige dig, selvfølgelig – nogle af de andre..) at svare på dem, lang tid at pakke vinene – og allerlængst at få overbevist alle de glade WineInVein’ere (og ja, det er også dig) om at komme til Grønholt og hente deres vin.. 🙂

Benoit Chevalliers vine er alle pakket og klar, og venter kun på at blive hentet hjem i de rette kældre og køleskabe. Og nu truer Alexandres ’22ere med at indfinde sig på matriklen.

Der er heldigvis mere at give af i ‘22 end i ‘21, så der er plads til lidt flere allokationsholdere – eller omvendt lidt større allokationer. Det kommer til at ændre sig meget radikalt med årgang ‘24, kan jeg sige uden videre; Alexandre lavede i ’24 for 2. gang Cuvée Unique, som en blanding af Hauts Poirets og 1. Cru Les Damodes. Første gang var i ’21, hvor det blev til ét fad, udelukkende flasket på magnummer; 150 i alt. I ’24 er der tale om en Feuillette; et halvt fad, svarende til 150 flasker – eller 75 magnummer..

Som sædvanlig består en allokation, uanset størrelse, altid af et bredt udsnit af domainets vine. Og som sædvanlig vil de vine, der er mindst af, gå på omgang mellem allokationsholderne, således at vi i det mindste med nogle års mellemrum kan få tildelt en flaske – i dette tilfælde er der tale om HCdN Cuvée Rosalie, CdNV Clos de Magny, de to NSG’ere Les Hauts Poirets og 1. Cru Les Damodes, foruden Echezeaux Grand Cru. Og som sædvanlig er man velkommen til at frasige sig de dyreste cuveer, hvis likviditeten eller ambitionen ikke lige er til det.

Hvis du ikke står på listen endnu, men mener at dit navn bør være at finde i kolonnen med allokationshavere, så send mig en mail på tavs@wineinvein.com og angiv hvor mange flasker du kunne drømme om. Det betyder ikke nødvendigvis, at du får tildelt nøjagtig det ønskede tal, men det giver mig en rettesnor at fordele efter, så vi alle kan blive  tilgodeset bedst muligt. Hvis du allerede står på listen behøver du naturligvis ikke foretage dig noget; så vil du modtage et tilbud i den nærmeste fremtid.

Alexandre foran et af de små, isolerede vinifikationskar i rustfrit stål, som han i al hast indkøbte til at vinificere ’24 årgangen i; der var slet, slet, slet ikke druer nok til at fylde betonkarene i hans fine, nye cuverie

Husk altid: Wine is for Sharing!




  • « Go to Previous Page
  • Page 1
  • Page 2
  • Page 3
  • Page 4
  • Interim pages omitted …
  • Page 15
  • Go to Next Page »

Copyright © 2026 · Monochrome Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in