Høstudsigt

2021 i det Hellige Land

Tavs · okt 25, 2021 ·

Esca hedder sygdommen, som her har gjort det af med en vinstok i Grandes Vignes. Det er en svampeinfektion af selve ‘træet’, som nedsætter plantens væskecirkulation – den udtørrer, kort og godt, og det går hurtigt, som det ses af de fuldt udviklede druer. Der er ingen ende på problemerne 2021.

Som jeg skriver disse linjer, sidst i oktober, er høsten endelig i hus, og vi kan gøre os de allerførste betragtninger over årgangen 2021. Og hold da op, hvor har den været meget anderledes end de foregående 6-7 år..

C’est compliqué. Det er det ord, der er gået igen, når jeg har snakket med vigneronnerne under februars varmebølge, aprils frost, under majs kulde og skrøbelige skud, under junis sene og ujævne blomstring og dernæst hedebølge, under julis håbløse kamp med fuldstændig vildt voksende planter, oïdeum og meldug, under augusts manglende varme og solskin og tiltagende botrytisangreb og i september, før og under høsten plaget af regn og botrytis. De er fuldstændig nedkørt, slidt halvt ihjel af en vækstsæson hvis lige vi ikke har set i nyere tid, og er usigeligt lykkelige over blot at have den smule, der er, i kældrene. Ikke fordi det nødvendigvis betyder at alting så er godt – så langt fra, faktisk – men fordi de daglige 18 timer i marken siden sæsonstarten har gjort dem tyndhudede og udkørte på en måde jeg aldrig har set før, og kældrene er i det mindste inden døre. 2020 var ikke katastrofeåret – den ære går til 2021.

Jean-Pierre Guyon bruger ståltanke til gæringen, som er delt på midten, så der er to forskellige cuvéer i hvert kar. Det betyder større volumen i forhold til overflade, og dermed bedre varmebevarende egenskaber, til gavn for gæringstemperaturene. I øvrigt dufter cuvéerne helt sindssyg godt..

Jeg har tidligere (se evt. https://www.wineinvein.com/2021/07/17/situationsrapport-fra-det-hellige-land/) gjort rede for starten af vækstsæsonen, frem til midt-juli – og det var rigtig skidt. De to efterfølgende måneder frem mod høststart gjorde ikke meget for at rette op på den situation. Regn hver anden dag og temperaturer først i tyverne betød at væksten fortsatte, at veraison (det stadie hvor druerne får farve og modningen begynder) kom sent og at sygdomstrykket fra meldug og oïdeum fortsatte uformindsket. Og med begyndende modning sluttede botrytis sig til de andre svampesygdomme, sådan for god ordens skyld.

Modning.. Det kræver varme at modne druer, og varmen ville bare ikke komme. Juli var kølig, august ligeså. Tilmed fungerer svampebekæmpende midler som svovl ikke rigtig under 20 grader, så det udviklede sig til lidt af et mareridt, hvor vigneronerne knoklede for at forsøge at beskytte de druer, der var, mod alskens utøj, ofte uden den store succes. De, der var kommet bagud i kampen på et tidligt tidspunkt, da hedebølgen sidst i juni fik plantevæksten til at eksplodere og pludselig gjorde det umuligt at sprøjte (og det var langt de fleste), fik aldrig mulighed for at indhente det forsømte og halsede bagefter hele resten af sæsonen. Starten af september bragte en lille uge med sol og varme – too little, too late..

Benoit kigger ængsteligt ned i gæringskarret til sin Vosne 1. Cru Beaux Monts. Der bliver vel halvandet fad mod normalt 4, men kvaliteten virker overbevisende.

Høsten startede sydpå i Côte Chalonnaise med druer til Crémant, som jo ikke kræver mere end 10% potentiel alkohol, men til gengæld masser af syre, omkring 10.09 – fulde tre en halv uge senere end i fjor. Og syre havde de, i rigelige mængder, mens knap nok nåede de 10%.. Côte d’Or fulgte modstræbende efter; med Chardonnay fra omkring d. 15.09, og Pinot Noir nogle dage senere. Vejret var omskifteligt, dage med sol og 20 grader afvekslede med regnvejrsdage. Ingen marker gik fri af botrytis, og bare for fuldkommenhedens skyld så vi også det største angreb af Suzukifluen i mange år.

Så dermed havde vigneronerne, efter den mest udmarvende sæson i mands minde, den mindste høst i årtier – som de så, hvis de ville lave rene vine, skulle sortere fuldstændig vanvittigt for oïdeum, meldug, botrytis og Suzuki; og det med druer ofte høstet i regnvejr, så alting bliver til et stort søle..

Oven i hatten var modenheden, for nu at sige det pænt, ikke overvældende. For første gang siden 2013 så jeg lastbiler levere paller med sukker alle vegne, et sikkert tegn på at mostvægten generelt er lav. Det er nu ikke så meget det, der bekymrer mig; hvis chaptaliseret vin ikke kunne smage godt ville vi ikke have haft velsmagende vine i Bordeaux eller Bourgogne før 1990 – og jeg er gammel nok til at kunne sige med sikkerhed og overbevisning, at det havde vi. Mere bekymrende er det, at jeg også så pakker med aktivt kul blive leveret. Aktivt kul bruger man i forsøg på at fjerne urenheder i både vine og spiritus; et klassisk eksempel er for at begrænse ’Gôut de Grêles’, en afsmag, som opstår når bærrene bliver beskadigede af hagl. Og hagl har skam også været på besøg i 2021, men mest udpræget i Beaujolais. I år er den aktive kul i brug for at forsøge at minimere smagen af råd og svamp, Problemet med aktivt kul er at det også absorberer positive smagselementer – og så er det bare generelt et tegn på dårlig hygiejne..

Nicolas Drouhin, siddende i midten, flankeret af de to BuddhaBitches Anja Rørdam og Helena Nielsen. Til venstre Mikkel Nonbo og til højre Mikkel Vestergaard og Christina Lundov

En af de mere bizarre følger af den minimale høst af især hvide druer er at prisen på Aligoté på spotmarkedet steg 300% uniddelbart efter hovedhøsten. Hvorfor nu det? Forklaringen er enkel, menneskelig og dybt foruroligende: Det er fordi en lang række domainer ’strækker’ deres cuvéer med hvad som helst, de kan få fingre i, for i det mindste at have et eller andet at sælge. Om det er lovligt? Skal vi ikke snakke om noget andet..
I øvrigt er det ikke uproblematisk at have med at gøre ud fra et rent oenologisk synspunkt, for handels-Aligoté kræver i 2021 ikke én men to deacidificeringer (syrereduktionsbehandlinger) for overhovedet at komme i nærheden af at være noget, man kan drikke. At det også skal chaptaliseres fra 10% til 13% er for så vidt et mindre problem. Så ud over at der ikke er noget hvidvin i 2021, og at det, der er, utvivlsomt bliver dyrt, og at kvaliteten for manges vedkommende må formodes at blive lavere end 2020, så vil der altså også være en hel del vine, der ikke udelukkende indeholder det, der står på etiketten. C’est compliqué..

Thibault Morey fra domaine Morey – Cofinet fejrer at høsten er i hus med sit høstteam. Bemærkelsesværdigt nok lykkedes det Thibault med sin hardcore, biodynamiske tilgang at høste modne druer i god stand på de flade marker.

Vinificeringerne har, blot for at fuldføre billedet, heller ikke været uproblematiske. De meget store mængder kobber, svovl og andet djævelskab, som druerne er blevet sprøjtet med for at bekæmpe svampeangrebene, gør ikke noget godt for de gærkulturer, der jo sidder på drueskallerne og udgør de naturlige gærstammer. Samtidig introducerer de skader, som svampeangrebene har påført druerne, både bakterier og fuselgærstammer. Langt, langt de fleste domainer har valgt at afstilke alting, hælde en ordentlig portion svovl ud over det hele for at udrydde bakterier og fuselgær – og i øvrigt al naturgær ved samme lejlighed – og dernæst hælde en solid portion handelsgær i; én, som som er svovltolerant og ’gæringssikker’. Og ja, handelsgær giver typisk ikke samme smagskompleksitet som de hundredevis af forskellige gærkulturer, der forekommer naturligt, men det er trods alt bedre end alskens fusel.

Netop nu, sidst i oktober, foregår de sidste décuvage’er, omhældning fra gæringskar til fad. Den alkoholiske gæring er næsten forbi, men der resterer typsik et sted mellem 4 og 10 gram sukker pr. liter, som gæren tygger videre i på fad. For de flestes vedkommende vil den alkoholiske gæring være overstået inden vinteren og kulden for alvor indfinder sig, men enkelte cuvéer vil gære færdig til foråret. Og ligeledes med den malolaktiske ‘gæring’ (det er teknisk set ikke en gæring, men derimod en bakteriel proces); nogle cuvéer vil nå det inden vinter, andre først senere – hos Gilles, for eksempel, starter den aldrig før sidst på foråret. Hans kælder, helt oppe i Arcenant, er kold på den kolde måde.

Hør det fra hestens egen mund: Gilles fortæller åbent og ærligt om alle de udfordringer, 2021 har budt vigneronnerne

Så for at rekapitulere: Overordnet set er 2021 den værste årgang i mands minde, set ud fra en vinbondes perspektiv. Først en helt forfærdelig frost, og som følge deraf svage planter, så meldug og oideum fra start, dernæst pludselig hedebølge, væksteksplosion, regn snart sagt hver 2. dag lige siden, konstant sygdomspres, Suzukiflue, komstant vækstpres, konstant arbejdspres.
Man forstår i den grad lettelsen og beruselsen, når et domaine høster de sidste druer og kører vildt rundt i byen med hornet i bund, råbende og skrigende. Ikke mere sisyfosarbejde i marken!!

Jeg ville virkelig ønske, der var en upside her, et eller andet sted, men hvis der er, så kan jeg simpelthen ikke få øje på den. Bevares, jeg var opmuntret over tingenes tilstand blandt ‘vores’ domainer. De er for det første små, hvilket har været en afgørende faktor for at kunne nå at holde markerne sygdomsfrie umiddelbart efter væksteksplosionen i juni og resten af sæsonen. Og de er alle progressive, økologiske/biodynamiske og fuldstændig vanvittigt hårdtarbejdende. Og de har alle høstet druer i virkelig fin tilstand, omend i beskedne mængder. Mosten smager godt og velafstemt hos alle de, som jeg nåede at besøge – en 7-8 domainer. Men prisen i form af menneskelig nedslidning har helt tydelig været meget høj – og det ændrer jo ikke ved det overordnede billede. WineInVein er trods alt en meget, meget lille fisk med små domainer i et temmelig stort hav.

Dette smukke billede fra Brouilly ‘La Folie’ stik øst mod solopgangen og Mont Brouilly dækker over en grum vækstsæson

Så hvad kan vi på nuværende tidspunkt sige om vinene fra 2021?
Vi kan i hvert fald sige, at der ikke er meget af dem. Vi kan også sige, at de under alle omstændigheder ikke kommer til at minde om vinene fra de foregående 6 år, eftersom 2021 absolut er et køligt år. Dermed kan vi også sige, at mange af dem vil være chaptaliseret, altså vil have fået sukker tilsat under vinifikationen. Lige nøjagtig det bekymrer mig ikke synderligt: Før 1990 blev alle årgange chaptaliseret, og det forhindrede ikke gode vigneronner i at lave god vin. Vi kan sige, at en del af dem vil være præget af oïdeum, meldug, botrytis og/eller Suzuki – uanset hvad de forskellige domainer måtte vælge at melde ud, så kan jeg garantere for, at ikke alle har været i stand til, under omstændighederne, at frasortere al beskadiget frugt. Og vi kan sige, at i endnu højere grad end 2013 vil 2021 skille fårene fra bukkene: 2021 er en årgang, hvor kun de allermest dedikerede vil have lavet ren, moden og balanceret vin.

Nicolas Chaffurin, den ene af Les Deux Flèches, laver den blødeste, blideste pigeage med hænderne for at være sikker på at han ikke trækker nogen grove fenoler ud af drueskind og sten. Og det virker, for deres vine er fuldstændig silkebløde i strukturen. Og vinen? Det er en Syrah – fra Chiroubles!!!

Hvad vi ikke kan sige noget om på nuværende tidspunkt er hvordan de aromatiske kvaliteter vil udvikle sig. Vi kan ikke sige noget om hvordan balancen mellem frugt, syre og mineralitet vil vise sig. Vi kan ikke sige noget om drikkevenligheden. Jeg skal nok vende tilbage på den front om et års tid, når jeg har haft lejlighed til at dykke dybere ned i årgangens kendetegn som den udvikler sig på fad.

Mere overordnet tegner der sig et billede af en årgang, som næppe vil blive regnet blandt de største, men hvor vi ikke desto mindre må regne med at skulle tigge om at få lov til at købe enkelte af de få flasker, der er lavet; at betale en høj pris for dem og tilmed at sortere mellem dem, der er rene og dem, der ikke er..

Seb er glad! Høsten er i hus, og selv om han er den mest hardcore naturvinsfreak, man kan forestille sig, uden hverken svovl eller kobber i marken, har han fuldstændig rene druer i gæringskarrene – hvad han også er nødt til, når han heller ikke bruger svovl der..

Nok 2021 dommedagsprofeti. Høsten på Domaine Garcia er altid præget af venners generøse arbejdskraft, og i år stillede Danmark med et ikke ubetydelig bidrag til festlighederne: De Fortabte Sjæle!
Jeg skrev for et halvt år siden et opslag (https://www.wineinvein.com/2021/03/11/soges-andre-sindsyge/), hvor jeg spekulerede over om der mon kunne være andre derude, der ligesom jeg synes, at den fedeste ferie ville være at få lov til at knokle i marken, ved sorteringsbordet og i lænestolene med at Baie par Baie’e, at deltage i det sure og det søde, grine og græde, dele vin og livshistorier ved middagsbordet og i det hele taget være en del af et temmelig unikt fællesskab omkring et temmelig unikt domaine.

Anja høster Aligoté i Les Champs Tions. Bemærk den omhyggelige frasortering af botrytisramte bær

Og det var der faktisk, til min store overrakelse! 8 danskere har i kortere eller længere tid deltaget i løjerne, og vi kan konstatere at vi har gjort en markant forskel. Vi har i gennemsnit udgjort 25% af arbejdsstyrken, vi har høstet ca. 4 tons druer, klippet ca. 1500 kilo Baie par Baie (caviar, som vi kalder det lokalt) og sorteret andre 5 tons druer. Vi har lavet mad (tak Anton), vadet rundt i CortonKaret (godt ‘gået’, Helena og Christina) og generelt været positive og energiske – måske lige med undtagelse af mig selv de sidste par dage, hvor jeg fik raget en RS virus til mig, som godt nok havde svært ved at slippe taget. Belastende.. Tusind, Tusind Tak, Mikkel Nonbo, Nikolaj Weinreich Iversen, Bjørn Lynggaard Andersen, Anja Rørdam, Helena Nielsen, Anton Bjerg Pedersen og Jesper Jensen! I har uden undtagelse bidraget til at gøre høsten 2021 til en festlig affære, og jeg fornemmer at vi fik sat et aftryk på Nuits og nærmeste opland, som ikke lige lader sig slette.. 🙂

Det er så absolut min intention at gentage den succes til næste høst! Faktisk håber jeg at vi kan gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed for alle Fortabte Sjæle..

Jeg har løbende lagt større eller mindre opslag på Instagram og Facebook om vores færden i det Hellige Land; find dem gerne på instagram wine_in_vein eller facebook WineInVein – og i øvrigt også på min personlige side, tavsritzau på Instagram eller https://www.facebook.com/tavs.ritzau/
Det er det med billeder kontra ord..

Buddhaen på taget af Tina – man kan jo styre med fødderne..

Situationsrapport fra det Hellige Land

Tavs · jul 17, 2021 ·

Alexanre Vernet og BourgogneBuddhaen diskuterer tilstanden i Nuits st. Georges Les Hauts Poirets, øverst oppe på Côte’n

Kaotisk.

Det er det ord, der går igen, når jeg snakker med vigneronnerne. De knokler fuldstændig vanvittigt, for væksten er eksploderet efter en sen, kold og våd sæsonstart.

Det startede katastrofalt. Vi husker alle sammen de mange billeder af brændende olielamper i markerne i dagene – eller rettere nætterne og morgenerne – omkring 6., 7. og 8. april, hvor temperaturene faldt til minus 8 grader. 3 nætter i træk; ingen mængde olielamper kunne modvirke naturkræfterne. De steder, hvor knopperne på vinstokkene var længst fremme, blev de fuldstændig brændt af af frosten.

Og hvor var det så? Hvis vi starter med det store, forkromede overblik – det, der ikke tager højde for de individuelle domainers måde at dyrke på – well, så skyder Chardonnay tidligere end Pinot Noir, så det var først og fremmest hvidvinsland, det gik ud over. Og det var i særdeleshed de varmeste marker, altså dem, der er mest direkte eksponeret mod solen, der fik kærligheden at føle: Alle 1. Cru-markerne oppe på skråningerne i Chassagne, næsten alting på fladlandet i Meursault og Puligny. De fladere marker i Chassagne ligger højere end i Puligny, så de udvikler sig ikke lige så hurtigt – og derfor blev de ikke ramt lige så hårdt. Markerne i St. Aubin er for manges vedkommende ikke eksponeret mod syd, og de er også sluppet billigere. Pernand-markerne omme på vestsiden af Corton-højen ligeså.

Thibault Morey har mistet næsten alting oppe på skråningerne – 3 Ha. 1. Cru marker – men det ser bedre ud på de marker, der ligger højt, men fladt – de er nemlig ikke lige så varme.

Og hvordan med de røde? Som sagt skyder Pinot Noir senere end Chardonnay, og derfor var stokkene mindre udsat. Vinplanterne kan tåle temmelig hård frost, så længe de ikke er begyndt at skyde endnu. Men ligesom med Chardonnay’en var de varmeste marker længst fremme, og dermed mest udsat.

Det er væsentligt at forstå, at det handler om det tidspunkt, hvor vinstokkene giver sig til at skyde. Sidst, vi havde frost for alvor, var i 2016. Den kom væsentligt senere, sidst i april, og den var ikke lige så hård og væsentlig mere lokal – men omvendt var de store Pinot Noir-marker sprunget ud på det tidspunkt, og de blev meget hårdt ramt. Det gjorde de store hvidvinsmarker i øvrigt også; husk at alle Montrachet-producenterne gik sammen om at lave én vin tilsammen af den sølle smule druer, der til sidst kunne høstes – to fade i alt.

Matthieu Dangin kigger lidt bekymret ud over sine marker. Men han mener, at den biodynamiske dyrkning gør dem mere modstandsdygtige – en betragtning, jeg hørte fra flere af ‘vores’ vigneron’er

Hvis vi så kigger nærmere på de enkelte domæner og deres måde at dyrke på, så er der alligevel stor forskel på omfanget af skader. Tænk på et dansk rosenbed: Hvornår skal planterne beskæres? Hvis vi beskærer tidligt, så skyder de tidligt – og så er de mere udsat for frost. Beskærer vi dem derimod sent, så er de ikke lige så udsat. Det er nøjagtig samme historie her: De domainer, der beskærer sent, lider mindst skade. Hvem er det? Det er selvfølgelig de små, progressive, der kan nå at beskære alting på kort tid. Alle de store domainer går i gang i november, og nogen af dem er sågar færdige inden jul. De to seneste, jeg kender, er Moron – Garcia og Vincent Ledy. Og det er også de to, der er mindst ramt.

Vincent midt blandt de få rækker 80 år gamle stokke i Nuits 1. Cru les Porets st. Georges. De gamle stokke giver aldrig stort udbytte, men i år bliver spørgsmålet om der er nok til at lave cuvéen i det hele taget

Charmois set ovenfra

Frost først i april er helt almindeligt i det Hellige Land, og ikke noget, der normalt giver anledning til uro. Det, som ikke er almindeligt, er at have over 20 grader i februar. Vi havde 16-17 grader i Danmark, hvis i husker tilbage, og det satte gang i vinstokkene, som begyndte at pumpe saft op i fra rødderne. De første skud åbnede sig sidst i marts, og det er meget tidligt – alt for tidligt, som det skulle vise sig. Det er altså ikke frosten som sådan, der er usædvanlig – det er varmen i februar.

Og det er netop billedet ved Global Warming: Hvis blot temperaturen steg jævnt henover hele året med én grad, eller halvanden, så ville vækstsæsonen ‘blot’ rykke sig nogle uger frem, og alt ville i øvrigt ligne sig selv. Men det er ikke det, der sker. I stedet for bliver udsvingene større, omvæltningerne mere radikale, nedbøren kraftigere, tørken længere – det hele bliver mere ekstremt.

Arnaud har netop behandlet for 6. gang i les Monts de Boncourt – han knokler ligesom de øvrige for at få lov at beholde den smule druer, der er på stokkene

Vi har flere eksempler at tage af, blot fra i år: Vi havde 30-32 grader sidst i juni her i det Hellige Land. Det er sådan noget, vi ikke forventer før august. I dette tilfælde betød det en fuldstændig vanvittig væksteksplosion efter det kolde og våde forår. Masser af vand, masser af varme = masser af vækst. Hvordan har græsplænerne det herhjemme? Min har i hvert fald sjældent skulle slås så meget. Hvad betyder det for vinstokkene? Det betyder, at de skal bindes op, at de skal trimmes (rognage) – med mindre man hører til den meget lille, men voksende skare, der lader dem gro og binder dem ned i buer. Et kæmpe arbejde, der pludselig skal gøres meget hurtigt.

I forhold til vitikultur – vindyrkning – betyder det tidligere bladspring, og dermed forøget risiko for frostskade, præcis som tilfældet har været i år. Det betyder større risiko for tørke, som vi har haft de sidste 3 år, værst i 2020. Og det betyder langt mere uforudsigelighed, således at vigneronerne er nødt til at være på vagt på en helt anden måde, end tilfældet var for 30 år siden.

Billedet her er fra Kahlbach i Mosel, men det illustrerer kun alt for godt de ekstremer, som Global Warming medfører

Hvorfor er det vigtigt? Jo, for hvis ikke der er styr på planterne, så kan man ikke køre imellem dem og sprøjte uden at ødelægge både planter og sprøjte. Uanset om man dyrker økologisk, som alle de producenter, WineInVein har med at gøre, eller om man dyrker kemisk, så skal der sprøjtes mod skimmel af forskellig art. Økodyrkerne har været særligt udfordret, for de sprøjter udelukkende med kontaktmidler – en beskyttelse, der lægger sig uden på blade og druer, men som vaskes af i regn. De kemiske dyrkere bruger ‘systemiske’ midler, altså invasive kemikalier, der trænger ind i blade og druer og gør deres kemiske sammensætning giftig for skimmelsvamp – plus det løse..

Kampen er ikke forbi endnu. Der går endnu 2-4 uger, inden al markarbejdet er på plads, og der blot er modningen af druerne tilbage. Endnu 2-3 behandlinger kan vi se frem til, afhængig af dyrkningsmetode og hvor udsat den enkelte mark er. Det kan nå at gå helt galt endnu: Oïdeum spreder sig næsten ukontrolleret i Alsace og Champagne, hagl kan udslette et års hårdt arbejde på fem minutter, skybrud ligeså. Men lige nu, som jeg skriver dette, ser planterne rigtig pæne ud hos de producenter, som er vigtigst for det WineInVein’ske fællesskab.

Clément Chicotot og BourgogneBuddhaen studerer de gamle stokke i hans 1, Cru Les Pruliers. De er fantastisk smukke, men der er godt nok ikke mange druer på dem

Udbyttet er en helt anden historie. Thibault Morey fra domaine Morey – Coffinet har lidt de største tab, fordi han er den, der dyrker mest hvidt. Hans tre store Chassagne 1. Cru’er En Remilly, La Romanée og Cailleret er alle meget stejle, og vender sydligt. Derfor skyder de tidligt, og er udsat for frost. Og de er nærmest udraderede; muligvis bliver der et par fade ud af det hele til høsten. Anderledes ser det ud for hans marker nede på det fladere land: Houillères ser nærmest normal ud udbyttemæssigt, ligeså Blanchot Dessus og Batard-Montrachet. Også Charrières, hvor han kørte og spredte mystiske biodynamiske formularer, da jeg mødte ham, så rigtig fin ud – og tilmed væsentlig bedre end naboen, der er kemisk producent. Det der biodynamik, altså..

Alexandre Vernet fra domaine Hoffmann – Jayer har mistet en hel del på de varme marker i Nuits-Saint-Georges. Heldigvis er hans Hautes Côtes ikke nær så hårdt ramt – de ligger væsentlig højere, og springer senere ud. Arnaud Chopin har mistet det meste på de stejle marker, Vincent Ledys Porets bliver med et meget lille udbytte, hvorimof hans Hautes Côtes ser fornuftig ud, ligeså Gilles Moustie’s. Benoit Chevallier, har næsten ingen druer på hans Damodes, lidt mere på Boudots og ingenting på Beaux Monts. Bruno Clavelier er hårdt ramt på de høje marker, men Haut Maizières ser bedre ud. Jean Pierre Guyon mister vel 30 % i hans Bourgogne, og mere oppe i 1. Cru’erne – til gengæld er Savigny og Chorey ikke så hårdt ramt; det gælder for øvrigt også Ledys Chorey og Savigny.

Jean Pierre Guyon og BourgogneBuddhaen i animeret samtale – han høster antageligt kun 70% af det normale på sin Bourgogne Rouge. Til gengæld står marken fantastisk, sund og smuk..

Overalt så jeg marker, der var væsentligt hårdere ramt end ‘vores’, og det overordnede billede er, at der bliver meget lidt hvid vin i 2021 – sikkert ikke mere end 25% af en normal høst – og antageligt 60-70% af en normal høst i rød. Jeg vil undlade at udtale mig om de økonomiske konsekvenser; enhver kan regne ud hvad det betyder, og jeg hader det..

For stokkenes vedkommende har det som sædvanlig størst betydning for de unge stokke, mens de gamle er mere hårdføre – de skyder også senere. Min personlige forventning er at ‘vores’ domainer vil have et udmærket udgangspunkt for næste sæson, fordi de alle har langt overvejende gamle stokke. Anderledes ser det ud for dem, der har mange unge stokke, der er væsentligt mere sårbare.