Winemaking is for Sharing

Jeg kom hjem i nat fra sidste del af høsten i det Hellige Land, og jeg vil gerne dele mine indtryk, forventninger, halve forståelser og almindelige bekymringer. Det følgende er baseret på mine erfaringer fra høsten og fra mine smagninger af den helt nye vin hos ca. 10 domainer, både under og udenfor WineInVeins vinger, frem til min afrejse 21.09.
Det er naturligvis ikke et representativt udsnit, så tag alting som generelle betragtninger.

For lige kort at rekapitulere (fedt ord, som alle nørder bør have på lager, nypudset og klar til brug), så har ’25 været mindst lige så ekstrem vejrmæssigt som de foregående 5 år – og det vil sige ekstrem på den ektreme måde. Læs gerne om sæsonen op til høst her: https://www.wineinvein.com/2025/09/06/nyt-fra-det-hellige-land-hosten-25/

Hvor vi havde en ekstrem hedebølge fra d. 7. august helt til den 19., så havde vi ekstremt vådt vejr fra den 29. frem til den 14. september. I og omkring Nuits faldt der lige under 200 mm. regn i den periode; cirka en trediedel af det gennemsnitlige årlige nedbør, og uden sammenligning den vådeste høst siden begyndelsen af vejrstatistikker.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig hvad det har betydet for høsten, som i forvejen var sendt i alle mulige retninger af hedebølgen. Well, først og fremmest betød det overhovedet ingenting for de vine, der blev høstet før – og det var en ret betydelig andel af de hvide i Côte de Beaune, nede på fladlandet i Meursault og Puligny; i lidt mindre grad Chassagne. Mange af de vine vil vise betydelig koncentration efter fordampningen under hedebølgen, og afhængig af planternes tilgang til vand vil de enten være noget grønne i syren (for de planter, der lukkede helt ned) eller lige omkring eller over middel for dem der ikke gjorde. Sukkerindholdet synes gennemsnitligt at holde sig under 13,5 potentielt, så vi får ikke bamsevine fra den kant.

De hvide, der blev høstet efter regnen begyndte, rehydrerede selvfølgelig, og for de druer, der var blevet beskadiget af solen under hedebølgen betød det at de ofte sprækkede – og det betyder råd under de relativt varme forhold, vi havde. Aligoté kan sagtens tåle en del botrytis; det giver en hvis fedme og en snert af spice til vinene, der ellers kan være stringente til den stålede side – men Chardonnay bliver typisk noget toptung og eksotisk i udtrykket og mister hurtigt sin druetypicitet, hvis der er for meget råd i den.

For de hvide oppe i Hautes Côtes, der absolut ikke var modne på det tidspunkt, var effekten ikke helt så dramatisk; dels faldt der mindre regn deroppe, og dels var druerne ikke ligeså langt fremme under hedebølgen, så de var mindre berørt, og havde tykkere skaller – og dels var der køligere. Råd begyndte først at blive et problem hen mod midten af måneden, og der havde de fleste domainer alle hvide i hus.

Det var ikke mange røde, der blev høstet inden regnen; hos PO havde vi dog de tre Côte de Beaune-vine i hus, og de var virkelig fine: Alkohol lige omkting eller lidt under 13, og fin syre. De første røde efter den første regn (det her bliver hurtigt kompliceret) opførte sig forbløffende pænt, af en eller anden grund slugte de ikke vandet i hurtigt tempo – og der var ellers vand nok; der faldt 80 mm. natten mellem den 28. og 29. august. Jean Marshall plukkede mellem d. 2. og den 6., lige inden det andet store regnvejr, og hans udbytter lå mellem 20 og 23 hl/ha (bortset fra Perrières, som var helt nede på 12) af vine, som var dybe, koncentrerede og med virkelig god friskhed, Ph omkring 3,3. Absolut ingen dilution. Benoit Chevalliers vine, høstet i samme tidsrum, viste et tilsvarende format, omend udbytterne var lidt højere.

Tingene gik imidlertid skråt ned ad bakke efter det andet, store regnvejr 7. – 8. september, hvor vi fik endnu mere vand end sidst. Nu begyndte druernes skaller at dekomponere; langsommere eller hurtigere afhængig af hvor tæt bærene sad på klaserne. Druerne svulmede op, begyndte at sprække og botrytis spredte sig blandt klaserne. Hos PO betød det at sorteringsarbejdet blev mere omfattende, men for de medlemmer af de Fortabte Sjæle, der havde oplevet høsten i ’21, var det ikke noget at snakke om. Uanset mængden af råd slipper ingen beskadigede druer igennem, når mere end 100 (skriver éthundrede) mand er involveret i høstarbejdet henover hele høsten – og selv om det selvfølgelig ikke er på én gang, var vi dog mere end 50 på de største dage. Det er helt væsentligt at forstå forskellen på POs operation og alle andres.

Aligotéerne kommer altid til sidst, og de nød godt af solrige, varme dage efter den 15. september. Fuldmodne, med nogen botrytis – men ikke for meget. Det bliver meget spændende at følge deres udvikling, syren i mosten var fin, og eftersom det hovedsaglig er tartrisk syre i år, kommer vi ikke til at se store ændringer i Ph under malo’en.

Oppe i Hautes Côte gik alting som sædvanlig noget langsommere, og ligesom med de hvide var de fleste røde heller ikke modne før efter det andet regnvejr – men som sagt faldt der mindre vand deroppe, og druerne var mere robuste, fordi de ikke havde været udsat for samme varme som nede på côte’n. Både Vincent Ledy, Alexandre Vernet og Lucien Rocault høstede sunde druer, og smagt den 19. og 20. var de selvfølgelig ikke færdiggærede, men de viste igen fin koncentration og god friskhed – og de respektive vigneron’er viste stor tilfredshed..

Summa summarum: ’25 bliver et meget heterogent år, hvor vi vil opleve vine til den grønne side, vine til den marmeladede side, tynde vine med bismag af råd (jeg kan sige det med sikkerhed; jeg smagte også en hel del andre domainer) – og fine, koncentrerede vine med god friskhed og sågar stor dybde. Forskellene findes også inden for de enkelte domainer; udfordringen i disse Global Warming-tider er at have et høsthold på stand-by lige til det perfekte høsttidspunkt, og så endnu et hold til at sortere i bund efterfølgende. Det er kun de arealmæssigt mindre domainer, der har en chance for at ramme høstvinduet lige i røven for alle cuvéer. DRC havde f. eks ikke høstet deres store marker færdig inden det andet regnvejr, og det bliver interessant at se hvordan de vine kommer til at udvikle sig; godt så det ikke ud..

Husk altid: Wine is for Sharing!

Jeg er netop kommet hjem fra første runde af høsten ’25 – og jeg tager ned igen til den sidste del. Buddhalife.. 🙂

Årgang ’25 er endnu en Global Warming – årgang, og det med fynd og klem og store bogstaver. Sæsonen begyndte tidligt, og eftersom der var tilstrækkelig fugtighed i jorden voksede planterne med voldsom fart; vi så skud øge op til 20 cm. på en dag!
Meldugsporer fra sidste år var allestedsnærværende og havde for så vidt gode betingelser, men vigneronerne havde lært lektion; de stod klar helt fra start til at bekæmpe ethvert udbrud hårdt og hurtigt.

Blomstringen fandt sted i første halvdel af juni, og den var præget af en koldfront, der lige skulle forbi; det gik hurtigt, og vi oplevede en hel del coulure, det som englænderne kalder ‘shatter’ – de blomster, der ikke er bestøvet, tørrer ud og falder af. Således vidste vi allerede på det tidspunkt, at det i hvert fald ikke mængdemæssigt ville blive noget stort år. Juni gav os den første varmebølge, og flere vigneroner fortalte mig, at de aldrig havde set den grønne sæson, vækstsæsonen, udfolde sig med en sådan fart; de fleste mente, at det grundlæggende markarbejde med beskæring og opbinding var overstået ved junis udgang.

Juli gav stabilt vejr, og veraison indtraf midt til sidst på måneden; fjorten dage før normalen. Alting pegede mod en temmelig perfekt modningsperiode og en sund, omend ikke stor, høst. Lige indtil Hedebølgen fra Helvede ramte torsdag 07.08; vi fik 12 dage i streg frem til tirsdag 19.08 med temperaturer over 30 grader, flere dage mellem 38 og 39.

Hedebølgen ændrede alting. Dels blev modningen af druerne sat på turbo, således at sukkermålingerne skød i vejret – bortset ,selvfølgelig, fra de parceller, hvor stokkene ikke havde adgang til tilstrækkelig vand; dér lukkede planterne helt ned og satte alle processer i stå, som vi også så det nogle steder i både ’18, ’20 og ’22. Dels blev
druerne brændt på solsiden, Brûlage på fransk – det kan vi nu sortere os ud af. Og dels tørrede det druerne ud i voldsom grad; ved de temperaturer mister man et fad om dagen pr. ha til fordampning, hvilket sænkede det potentielle udbytte yderligere

Jeg har aldrig set så stor forvirring omkring høsttidspunkter; hvad der før havde lignet en rolig høststart først i september blev pludselig til panikhøst af især de hvide, der tabte syre med rekordfart, og udbredt uenighed om hvad der ville være det gode tidspunkt for de røde. PO erklærede ballet åbent på Corton 25.08, samme dag som i ’20, og vi høstede druer med 13,3% (jeg ved det, for de ligger i gæringskaret hvor det er nemt at lave en præcis måling af hele cuvéen) og helt modne fenoler; kærnerne i druerne var brune, stilkene ligeså. Imidlertid ville indehaveren af parcellen først høste en uge senere, på den anden side af et regnvejr. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være fristet til at lade druerne rehydrere efter den voldsomme udtørring under hedebølgen – men det medfører jo også en udtynding af syren, som fordampningen havde koncentreret ligesom i ’20. Well, hvis man er mindre konsekvent end PO (and let’s face it, det er næsten alle), så lader det sig jo korrigere med syretilsætning – hvilket også er tilladt for økologiske domainer.

Den første regn kom 28.08, og den besværliggjorde høstarbejdet; dels klæber jorden sig til sko og fødder, og dels til de kasser, vi høster klaserne ned i. Heldigvis er POs marker bevokset mellem rækkerne, så vi høstede Aux st. Julien uden problemer, mens andre måtte leve med at få en del mudder med i kasserne – og dermed i vinen.

De første gæringer forløber, som jeg skriver disse linier, roligt og fint. Hvordan det bliver med de sidste cuvéer, hvor gentagne byger har skyllet mere af den naturlige gær af druerne, må tiden vise. Jeg kører ned igen til den sidste del af høsten 14.08; i mellemtiden får jeg meldinger ind fra nedlemmer af de Fortabte Sjæle hver dag.

Summa summarum: Vi kan sige med sikkerhed, at ’25 bliver en heterogen årgang, og at det ikke bliver en stor årgang mængdemæssigt set; et hurtigt slag på tasken siger 60 – 70% af en normalårgang. Vi kan sige med sikkerhed at vi kommer til at se marmeladevine, oven i købet lav på syre – alternatvivt marmelade med tilsat syre. De hvide vil ganske givet været mindre heterogene end de røde, men jeg skal smage dem efter endt malo før jeg vil sige noget som helst om kvalitet. Årgangen er lav på malisk syre generelt, hvorimod den tartriske syre er højere – og den forbliver stabil under den malolaktiske gæring (eller fermentering, som det jo retteligt er), så jeg forventer ikke noget stort syrefald under elevage – men altså, lad os nu få resten af høsten i hus, lad os komme igennem alle vinifikationer og entonnage, omstikning fra gæringskar til fade (eller keramik eller glas eller lertøj..) og lad os så lige få overstået maloen også – så bliver vi sikkert lidt klogere..

Husk altid: Wine is for Sharing!