Jeg har mildt sagt ikke været nogen stor fan af Alsacevine de seneste 25 år, og jeg går stadigvæk i en stor bue uden om Zind-Humbrechtvinene fra midthalvfemserne i min kælder. Majsvin har jeg nedladende kaldt de vulgære, halvsøde vine uden syre og med 15% alkohol, som Alsace har budt mig siden ’90erne – de smager som om de er lavet på den majs, der også dyrkes i rigt mål på sletten.
Og derfor tabte jeg både næse og mund, da jeg tilfældigt smagte to vine fra domaine Jean Huttard i København efteråret 2021 – jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne smagsløg. Én ting var, at Crémant’en på Pinot Noir var cremet, knastør og, ligesom min egen, flasket uden svovl – men at en Muscat, en virkelig hadedrue, kunne være snorlige, knastør med 12,8% og intens mineralsk, elegant og parfumeret med Jasminblomst og Bergamotte – uden at blive vulgær? Det havde jeg kort og godt aldrig nogensinde oplevet. Hvad kunne de så ikke lave med andre druesorter??
I klassisk Buddhastil kørte jeg direkte ned til domainet dagen efter for at prøve at forstå hvad det var, de havde gang i. Min entré var måske ikke helt velgennemtænkt; jeg stormede ind gennem døren til det nybyggede og stilfulde smagelokale, hvor begge søskende tilfældigvis stod og skænkede deres Pinot Crémant, og spurgte højlydt hvorfor deres vin ikke smagte ad helvede til, som Alsacevin nu gør.. ?
Taktisk brøler: They were not amused, men derimod lettere betuttede, og spekulerede ganske klart over hvad fanden det var for en fed idiot, der førte sig frem på den måde. Jeg vendte om på hælen, styrtede ud i bilen og hentede en flaske af min egen Pinot Sekt TR, skænkede i en hulens fart og sagde at sådan her smagte min udgave, lavet i Mosel. En hel del snuse, snøfte og smaskelyde senere kiggede Antoine op på mig og sagde: “On descend” (Vi går ned). 4 timer senere kom vi op fra kælderen, med masser af smagsindtryk, en god fornemmelse i maven og følelsen af at være helt på bølgelængde.
Domainet
Hélène og Antoine overtog ansvaret for det traditionsrige familiedomaine fra deres forældre i 2018; et sjældent eksempel på et gnidningsfrit generationsskifte. De to søskende havde vidst, at det var det, de ville – trods forældrenes protester – siden de var henholdsvis 9 og 10; de havde aftalt, at de skulle giftes med hinanden og føre domainet videre. Det blev heldigvis kun halvt fuldbragt; jeg kan med en hvis lettelse afsløre, at de begge er gift til anden side.
Domainet, derimod, det har de på smukkeste vis ført ind i det 21. århundrede. Hélène står for alt det administrative, markedsføring mv. og hjælper til både i mark og kælder, når der er tid og behov for det. Antoine forstår alt mark- og kælderarbejde, og det med en ildhu og et talent, der taler sit helt eget sprog og sætter nye standarder for hvad der er muligt i Majsland – undskyld, i Alsace.
Vinene
Biodynamikken var det første, han indførte, sammen med en grundlæggende ændring i beskæring og opbinding; i sammenhæng med en asymetrisk tilpasning af ‘kronen’, den løvbærende del af planten, så den hælder mod syd og skygger for druerne har han formået at begrænse sukkerniveauet i druerne, således at når han høster ved fuld fenolsk modenhed, så overstiger den potentielle alkohol ikke 13,5%, selv i varme årgange som ’20 – og mere normalt for ham er 12,5 – 13%. Samtidig bevarer han syren, og med en skånsom høst, hård sortering og virkelig følt vinifikation opnår han den renhed og præcision, som jeg altid higer efter. Det er intet mindre end en bedrift i Alsace i disse Global Warmingtider.
Og for at det ikke skal være løgn, så fortsæter raffinementet med elevagen, lagringen; Antoine lader selv sine ‘små’ vine, indgangsvinene, lagre i to år Sûr Lie, altså på bærmen, som det hedder på dansk – i hvert fald for ølbryggere. Det betyder, at vinene er Det synes at være selvstabiliserende, at alle urenheder er udfældet og at han kan flaske helt uden filtrering og meget ofte helt uden svovl; faktisk har han kun to svovlregimer: Enten helt fri for tilsat svovl, eller også med en lille smule svovl tilsat, men altid under de 30 mg/l, som er grænsen for Vin Nature. Det er ikke mærkeligt, at hans vine udviser den transparens i udtrykket, som de gør.
Det synes at være helt ligegyldigt om han laver klassisk, tør vin, macereret vin, boblevin eller Vendange Tardive – alle har de den renhed og præcision, som gør dem åbne, aromatiske og læskende. Der er en ro over de vine, den ro, som tid og overskud giver.
Crémant
Maison Jean Huttard har en lang tradition for bobler – faktisk var bedstefaderen foregangsmand for appelationen Crémant d’Alsace, for mere end 50 år siden. Det kan derfor ikke undre, at Antoine har de tekniske færdigheder på plads. Hvad der derimod godt kan undre, er at han så konsekvent har forsaget både svovl og dosage, altså det sukker, som Champagnefolket tilsætter vinen ved degorgering sammen med svovl – Liqueur d’Expedition, som de kalder det med et smart marketingsudtryk opfundet for meget længe siden. Antoines Crémanter er ligeså sukkerfrie og svovlfrie som mine egne, og jeg vil mene, at de muligvis også er mere elegante, hvor mine egne er mere koncen trerede og mineralske. Uanset, jeg har alle dage været virkelig dårlig til enten – eller; jeg foretrækker så klart både – og.
Crémant Blanc Brut Nature Antoines Blanc er en blanding af halvt Chardonnay, halvt Pinot Auxerois, og stokkene er alle over 50 år gamle, hvilket giver lidt af forklaringen på vinens intensitet og komplexitet. Den tilbringer minimum to år Sûr Latte, på gæren, inden degorgering uden svovl eller sukker. Temmelig intens på næsen med pære og fersken, og med god koncentration, god syre og en læskende, saltet mineralitet i munden. Den smager virkelig godt!
Crémant Rosé Brut Nature Antoines fine, lyserøde bobler kommer fra Pinot Noirstokke med plantet sidst i ’80erne og først i ’90erne. Guyot simple Poussard opbinding og en hård ébourgeonnage, altså afrivning af knopper umiddelbart efter udspring, sikrer et tilstrækkeliv lavt udbytte til at den resulterende Crémant kan mere end blot pynte i et glas; den er markant aronmatisk med hindbær, jordbær og blåbær på næsen, en fin, vedvarende mousse og lang, delikat eftersmag.
louloukiki Pet Nat Antoines Pet Nat 2019 er noget af det mest charmerende og indbydende, man kan forestille sig, med en sart, rosenblomstret duft kombineret med den karakteristiske duft af lichee, som Gewürztraminer er kendt for. En let sødme i munden, vi har vel omkring 6-7 g restsukker pr. liter, og en nærmest kælen mousse gør den til en yderst behagelig oplevelse at indtage – for nu at sige det pænt. Og hvis jeg lige for et øjeblik glemmer høflighedsfraserne, så er det en temmelig sexet sag.. 4 år på gæren giver vinen en meget fin, lille autolytisk tone oven i købet.