Bourgogne

PO er på mange måder en kontroversiel figur. Alle de vigneroner, jeg har talt med om ham, har en mening: De fleste er lige dele undrende og beundrende over det vanvid det er at lave vin som han gør; nogle er misundelige, andre decideret onde – jeg mindes det læs rådne drueskaller, som nogen havde dumpet i Charmois lige ved siden af POs plot i ’24, fuld af de små fluer, der giver eddikesyre i druerne.

PO har ikke ‘opfundet’ Baie par Baie; vi kender forsøg i en lignende retning fra f.eks. Mano a Mano fra Altare i sin tid – men han er uomtvisteligt den, der har forfinet teknikken og indført den over hele porteføljen af Pinot Noir-vine; selv den lille Bourgogne Côte d’Or fra de seks rækker i Les Maladières, lige syd for Nuits by får the full treatment. Det er uden tvivl verdens mest eksklusive Regionale, for vi laver en feuillette hvert år, altså et halvt fad. 150 flasker. Til verden. Danmark får typisk tildelt 6 flasker, og jeg har aldrig fordelt den ud – i stedet for serverer jeg den til større events, så flest muligt får mulighed for i det mindste at smage den. Og ja, jeg sendte også en flaske til hr. Langdahl, da han udbad sig en til den store Bourgogne Rouge-smagning, han holdt forrige år. En delt førsteplads blev det til, sammen med Max Dubuet, Bruno Clavelier og Jerome Galeyrand. Tre ud af fire til hold WineInVein..

Læs gerne mere om PO på hjemmesiden; det er den første beskrivelse, jeg lavede tilbage i 2018, og jeg har tydeligvis ikke ført den à jour siden:

Her kommer en længere udredning af ’24; spring det over og gå direkte til nederste afsnit, hvis du bare er ha’-syg og helt ligeglad med alt det vigtige..

I ’24 får Les Maladières følgeskab af en anden Bourgogne Côte d’Or ved navn Aux Argillières; den ligger lige nord for Prémeaux, vel en lille kilometers penge syd for Maladières, nøjagtig op ad Nicolas Faures parcel i samme mark. Parcellen er omringet af kemiske dyrkere (det gælder også Faure, omend han ikke er den værste), og de var alle fuldstændig tomme for druer. Bevares, det var bestemt ikke fordi vi væltede os i druer på POs parcel heller, men vi fik dog høstet nok til et par fade fuldøkologisk Bourgogne. I år bliver der altså, mærkværdigt nok, for første gang en lille, bitte smule af den slags til fordeling.

Well, vi kæmpede os gennem høsten, som tog noget længere end normalt; man skulle ellers tro, at det ville gå hurtigere, når der var så få druer, men det var lige modsat: Vi skulle lede efter druerne på stokkene, og vi var rædselsslagne for at overse så meget som et enkelt bær, for der var vitterligt ikke noget at give af. Rigtig mange marker blev overhovedet ikke høstet i ’24, eftersom der ikke var druer nok til at lave en cuvée ud af. Og fuldstændig bizart var det netop det forhold, der gjorde at den eneste cuvée vi lavede i Côte de Nuits som var større end i ’23 – det var Clos Vougeot !!

Her er forklaringen: Parcellen ejes af – nårh nej. Jeg kunne selvfølgelig godt fortælle dig det, men så skulle jeg slå dig ihjel, og det bliver hurtigt til noget rod. Under alle omstændigheder, det er en stor parcel på lige omkring én Ha., som i et normalt år vel giver 20-23 fade. Vi fik allernådigst lov til at købe 330 kilo druer, lige nøjagtig nok til ét fad, i ’23. I ’24, derimod, vurderede ejerne at de ikke ville være i stand til at vinificere den lille, bitte smule, der var på nogen fornuftig måde – så små gæringskar havde de ikke, og ej heller nogen erfaring med mikrovinifikationer. Ergo høstede vi hele parcellen – og det gav halvandet fad. 340 liter, eller deromkring. Rundt regnet 3,5 Hl/Ha. Det er det, man skal forstå ved ’24; vi taler ikke om en lille høst som f.eks ’21, hvor vi fik ca. 60% af en normalhøst. Vi taler om en høst, hvor Côte de Beaune fik ca. 50% af en normal høst, hvor Côte de Nuits fra Nuits op til Morey fik mellem 5 og 20%, og hvor Gevrey fik måske 30%. Der er vitterlig meget, meget lidt vin at tage af.

Gav den meget lille mængde så en stor koncentration i bytte?
Det korte svar er nej. Koncentration hænger selvfølgelig til en vis grad sammen med udbytte, men først og fremmest skal der sol til t lave koncentreret druesaft, og sol fik vi sand for dyden ikke meget af i ’24. Regn, blæst, mere regn og så – endnu mere regn. Meldug overalt, fra første bladspring. Planter skal bruge lys for at kunne lave fotosyntese – det ligger lidt i ordet, foto – og lys var der meget lidt af. det var svært at modne selv den lille høst, der var – og det havde været fuldstændig umuligt, hvis vi havde haft noget, der bare mindede om en normalhøst. Som det var fik vi de fleste Pinot’er ind ved 11,5 – 12 grader potentielt alkohol, og det var sådan set fint nok. Det var værre med de hvide nede på sletten i Meursault og Puligny; 9 – 10% var ganske almindeligt, endnu mindre for Aligotéerne oppe fra Haute Côte’n. Not a joke to work with.

Godt så. Men hvordan smager det så?
Vores selvbestaltede BourGogneGris (Wine Hog) udtrykker det således:
“I have followed this method for some time, and its results are stunning, with tremendous phenolic complexity and variation, as the floral expression combines with the terroir and the vintage.
Beauty is on the palate of the beholder, though; I find these wines interesting and hedonistically expressive“
“In general, the expression of the floral notes is somewhat cooler in 2024, white roses, white lilacs perhaps … a lighter and more spring-like flavour perhaps. But the phenolic Baie-par-Baie flavours are definitely there.
The wines are lightly extracted and on the lighter side, but with a nice midpalate concentration. Well done in 2024 … most importantly the wines will provide good drinking in the short to medium term.”

For mit eget vedkommende vil jeg sige, at vi har lavet nogle af de fineste, sarteste vine i hele min tid som Bourgogneentusiast. For nu at bruge sådan en rigtig AI-formulering, så er vinene ikke lette – de er svævende, er de! 🙂
En eller anden gang skal det nok lykkes for en AI at læse mine tanker og skrive som mig – men det virker ikke som om det er nært forestående.
Frugttonen er lys, sart, farven er lys og nogen gange sart, og smagen er æterisk, ikke flygtig, men levende og svævende i munden. Dansende. ’24 er det diametrale modstykke til ’20.

Ok, sidste, og måske vigtigste, spørgsmål: Er der overhovedet noget at få?

I Danmark er vi fuldstændig urimeligt forkælede, når det gælder PO-vine. Domainet eksporterer til 32 lande (med mindre der er kommet flere til siden sidst vi snakkede om det), og af de 32, som tæller alle de største, vindrikkende lande, der tilfalder den største allokation – Danmark! Vi får en større allolkation end Tyskland, England, Italien, Staterne, japan, Korea.. Sådan set helt gak, men der er en grund til det – eller rettere, to grunde.
For det første smagte jeg vinene en uge efter første årgang blev frigivet, og jeg styrtede op og bankede på døren i Rue Felix Tisserand. Jeg havde aldrig smagt noget lignende, og da PO og jeg atter kom op fra kælderen – og der var klokken nok blevet 23 – var vi ganske på bølgelængde.
For det andet, så kan vi takke de Fortabte Sjæle for det. Hvert år samler jeg en større gruppe glade, danske Bourgognetosser og tager dem med ned til høsten hos PO. I fjor var vi 28, og vi udfører op mod en trediedel af de arbejdstimer, der ligger i høsten hos PO. Det tager typisk 4 uger at få alting høstet, sorteret og Baie par Baie‘et, og det er nok rimeligt at sige, at det ikke ville kunne lade sig gøre uden de Fortabte Sjæle.

Derfor får Danmark den største allokation, og derfor er der også lidt at give af i ’24, omend det er meget lidt – men dertil kommer, at vi har fået lidt ekstra ’23 til at polstre os med, så i år vil alle allokationer indeholde både ’23 og ’24. Jeg knappede en ’23 Au Leurey op i forgårs, og det var dagens oplevelse, både for mig og for de øvrige tilstedeværende. Vores, eller retteligt POs, ’23ere smager virkelig godt for tiden.

Så hvis du synes dit navn bør stå i kolonne A i det store PO Garcia allokationsregneark sammen med stort set samtlige andre Bourgognetosser her i landet, så send mig en mail på tavs@wineinvein.com og klag din nød, og fortæl mig hvor mange flasker du i en perfekt verden ville drømme om. Det får du med garanti ikke i ’24, men der kommer større årgange i fremtiden… Som du antageligt ved, så gør jeg mig ekstremt umage for at fordele så lidt uretfærdigt som overhovedet mulig, og derfor vil en allokation altid afspejle den allokation, vi som land får tildelt med hensyn til fordelingen henover niveauerne Regionale, Village, 1. Cru og Grand Cru. Og som sædvanlig kan du altid vælge de dyreste cuvéer fra, hvis pengepungen eller ambitionerne ikke lige er til det.

Du behøver selvfølgelig ikke foretage dig noget, hvis dit navn allerede står i kolonne A i det store PO-allokationsregneark, og du i øvrigt er tilfreds med din allokation.

Husk altid: Wine is for Sharing!

Meget grimt kan siges om Brunos bedstefar, fra hvem han overtog domainet tilbage i de tidlige ‘90ere, og noget af det grimmeste er kvaliteten af de vine, han lavede – jeg ved det, for jeg har været så uheldig at smage dem, endda mere end én gang.

Ikke desto mindre hylder jeg ham som en vaskeægte helt, og jeg mener i ramme alvor, at alle andre burde gøre det samme, for han var så gammeldags og vranten en bondemand, at han ikke kunne drømme om at gøre noget, som hans egen far ikke havde gjort – og hans far, Brunos oldefar, brugte ikke kunstgødning; dertil var han alt for nærrig. Sønnen fulgte som sagt i farens spor og skulle heller ikke nyde noget af det dér nymodens, syntetiske sprøjt (pun intended) mod svampesygdomme, som kom frem efter krigen.

Oldefaderen var faktisk så gammel og bondesnu, at han ved genplantningen end ikke bad om at få Grand Cru status tilbage til Combe d’Orveau, som var en del af Musigny før phylloxeraen – fordi Grand Cru’er beskattes hårdere end 1. Cru’er.

Med andre ord overtog Bruno marker, der aldrig havde været gødet med NPK-gødning, og dermed heller ikke indeholdt et overskud af Kalium i jorden.
Kalium, som alle jo ved erstatter H+ ioner, især ved lave fugtighedsgrader. Og det betyder at syreniveauet falder, og dermed at Ph-værdien stiger. Logik for burhøns..

For os vinnørder er betydningen, at Brunos vine altid, som i ALTID, har højere syreniveau end alle andres. Hans røde vines PH ligger typisk mellem 2,95 (2021) og 3,35 (2022); tal som andre kun kan drømme om. Guyons Vosne Village ’22 har PH 4,1..

Well, Brunos ’23 er hverken så lavsyrede som ’22 eller så højsyrede som hans ’21ere. Og i et år, hvor de gennemsnitlige udbytter sprængte alle rammer lå Brunos udbytte ganske som det plejer (og her må vi lige undtage ’24, som er sin helt egen mængdemæssige katastrofe) på ca. 32 Hl/Ha. Vinene udviser den klassiske Bruno-præcision, med den dér svævende intensitet, som er fuldstændig vægtløs i munden. Og for Terroir-Tosserne (som f.eks undertegnede) er det virkelig nemt at blindsmage Combe Brûlée, Haut Maizières og La Montagne, der hver især tydeligt viser deres kendetegn.

Vores allestedsnærværende René Langdahl udråbte i øvrigt Bruno’s Bourgogne Rouge Les Champs d’Argent til vinder på en delt førsteplads sammen med PO, Max og Jerome. Three out of four is not too bad..

SMAGNINGEN NEDKOGT:

Bedste vine:

Bourgogne La Grande Carelle 2021, Maxime Dubuet-Boillot

Bourgogne Les Maladières 2021, Pierre-Olivier Garcia

Bourgogne Antonin 2021, Jerome Galeyrand

Bourgogne Les Champs d’Argent Vieilles Vignes 2020, Bruno Clavelier

Læs gerne mere om Bruno på hjemmesiden:

Nu truer ‘23erne stærkt med at indfinde sig på vore breddegrader, og i den forbindelse vil jeg sikre mig, at alle med interesse for Brunos vine rent faktisk også får en tildeling.

Side note: Jeg sad med en flaske ’22 Haute Maizières i forgårs på MaMeMi med indehaver Danilo og Riccardo Meconi, som er blevet Director of Beverages på den nye udgave af Krogs, der åbner sidst i april; vi var fuldstændig måløse over den intense parfume, der steg op fra glasset. Uendelig raffineret, floral og Vosne’sk, svævende, poetisk sågar. Faktisk sad vi og ledte efter ord, der kunne beskrive oplevelsen, og det kom der mest af alt en lang tavshed ud af.. og måske er det i virkeligheden den bedste beskrivelse af Brunos vine.

Så hvis du mener at dit navn bør være at finde i kolonne A i det store Bruno-regneark, så send mig en mail på tavs@wineinvein.com og angiv gerne om du kunne drømme om 3, 6 eller 12 flasker. Det betyder ikke nødvendigvis, at du får tildelt nøjagtig det ønskede tal, men det giver mig en rettesnor at fordele efter, så vi alle kan blive  tilgodeset bedst muligt.
Hvis dit navn allerede står i kolonne A behøver du ikke foretage dig noget – med mindre, selvfølgelig, du gerne vil have sat din allokation op eller ned.

Danmarks allokation af ’23 minder om ’22, rent mængdemæssigt. Det kommer til at ændre sig meget radikalt med årgang ‘24, desværre; jeg besøgte Bruno i november, og det var jævnt deprimerende at se de få fade ’24 i bunden af kælderen. Og det blev så bekræftet, da jeg fik mail lige forleden om vores ’24 allokation: 35% af et normalår, og så hører vi endda til de heldige; domainet som helhed producerede 15% af en normalårgang. 15% – lad lige den synke ind, det svarer til en syvendedel..

Som sædvanlig vil en allokation, uanset størrelse, altid udgøre et bredt udsnit af domainets vine. Og som sædvanlig vil de vine, der kun er 12 eller 24 af, gå på omgang mellem allokationsholderne, således at vi i det mindste med nogle års mellemrum kan få tildelt en flaske – i Brunos tilfælde er det Corton Rognet Grand Cru, Chambolle 1. Cru Combe d’Orveau, Chambolle 1. Cru Les Noirots, Vosne 1. Cru Aux Brûlées, Vosne 1. Cru Les Beaux Monts, Nuits st. Georges 1. Cru Aux Cras samt Gevrey 1. Cru Les Corbeaux, der er mindst af. Og som sædvanlig er man velkommen til at frasige sig de dyreste cuveer, hvis likviditeten eller ambitionen ikke lige er til det.

Brunos mindste vine er nu heller ikke sådan at kimse af; hans Chardonnay Les Glapigny er tilplantet i 1946, Passetoutgrain’en i 1924 sammen med Aligotéen. Store vine i konteksten af deres terroirer.

Husk altid: Wine is for Sharing!