Det var faktisk blevet en rigtig god tradition, de der fredagssmagninger, hvor vi virkelig gik i dybden med en række vine uden forforståelser, uden etiketter, uden snobbisme, uden klar-parat-svar, men med masser af indlevelse og fordybelse.
Og så kom der lige en høst i vejen nede i det Hellige Land – mere om det senere.
But we are back! (Bemærk den Buddha’ske flertalsform) Sidste fredag i måneden er jo nu på fredag, og jeg har oparbejdet en ganske betydelig tørst.. 🙂
Som altid handler det om at få mest muligt ud af hinandens duft- og smagsindtryk; af alle de associationer, vi hver især får i mødet med vinene: Wine is for Sharing!
Vi er ret gode til det, hvis jeg selv må sige det; giver plads til hinandens tanker, indtryk, associationer; er respektfulde overfor vinenes individuelle kvaliteter, forsøger at drage størst mulig udbytte af hinandens indsigter.
Det er også en godt princip, at vi ikke har noget tema, for så er der heller ingen forforståelser på det punkt, I må kort og godt have tillid til Buddhaens valg. Jeg tør i øvrigt godt afsløre at vi har vin på programmet fredag, som der med garanti ikke er nogen, der har smagt før – fair warning given!
Som altid er hyggen et fælles ansvar! 🙂
Hvor: Gitte Bjørns Værksted, Prags Boulevard 63C, 2300 S
Hvornår: Fredag 28.10 2022 kl. 15.30 – 18.30
Hvad: Sidstefredagimåneden-smagning
Pris: kr. 250
Tilmelding: Se nederst på siden – max. deltagerantal 12, først-til-mølle..
Formålet her ikke er at slå hinanden i hovedet med vores faglighed – eller mangel på samme. Tværtimod er formålet at vi kan lære mest muligt undervejs, høste maksimal viden af øvelsen: Jeg serverer et antal sæt, hvor der er et eller flere lighedpunkter mellem vinene. Opgaven er så at undersøge lighederne og forskellene, og forsøge at sætte dem i kontekst. Det kunne for eksempel være to vine fra samme domaine, i samme år, men fra forskellige marker. Det kunne også være samme domaine, samme mark, men forskellige år. Eller samme mark, samme år men forskellige domainer. Måske en vin med 100% egrappage (afstilkede druer) og en med 100% grapes entières (hele klaser)? Eller en med 100% nyt fad og en med 0% nyt fad? Kulturgær og naturgær? Samme drue, forskellig område? Samme område, forskellig drue? Kemisk vin og rigtig vin? (Fa’me nej – Jeg nægter at servere kemisk vin!) Der er rigtig mange måder at sammensætte på, så to vine kan sætte hinanden i perspektiv, og det er altid et godt udgangspunkt for diskussion.
Som de entusiaster, der har deltaget i tidligere Pop-Up På Prags ved, er der ikke tale om noget salgsarrangement – omend WineInVein ind i mellem rent faktisk også, hårdt presset og med en tåre i øjenkrogen, kan bringes til at videreformidle en enkelt flaske eller to.
Snarere er det min måde at nørde helt i bund på, at forsøge at forstå tilgang, terroir og stil så godt som muligt sammen med ligesindede vinentusiaster. Derfor er deltagerantallet også begrænset, både for at holde den dér virusting pænt på afstand, og så vi rent faktisk kan høre hinanden og føre en dyb og kvalificeret diskussion på et højt intellektuelt plan! Ja ja, jeg ved det – men håbet er da lysegrønt..
Tilmelding er strengt nødvendig!
Skriv en mail til tavs@wineinvein.com og gør rede for hvor mange du er. Så vil jeg til gengæld enten be- eller afkræfte, om der er plads til dig/jer, og hvis der er plads, så vil du/i være tilmeldt, når du har indbetalt kr. 250 / person på Mobile Pay 115615 eller på bankkonto 3163-380753810 mærket ‘Pop-Up sidstefredagimåneden-smagning 28.10’
Vel mødt til Pop – Up På Prags!